Skip to main content

Depressionen skal fanges, før hjernen tager skade

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

6. nov. 2009
6 min.



En depression skader ikke kun livskvaliteten, den kan også skade hjernen fysisk. Det var for få år siden konklusionen på en metaanalyse af de undersøgelser med magnetisk resonans-skanning, der er foretaget på deprimerede patienter verden over, og det var en dårlig nyhed.

Den gode nyhed er, at der er håb, siger Poul Videbech, der er ledende overlæge og professor på Center for Psykiatrisk Forskning i Risskov:

»En ubehandlet depression medfører over tid forøgede mængder stresshormoner i hjernen, og det kan få ret så alvorlige konsekvenser. Hjernen tager skade på den måde, at dele af den skrumper, og det kan give sig udtryk i manglende koncentration, patienten husker dårligere, og risikoen for udvikling af demens forøges.

Det er, som om der er »overgang« i systemet, og den feedbackmekanisme, der normalt kan nedsætte mængden af stresshormoner, virker ikke. Derfor er det uhyre vigtigt, at patienten kommer i behandling, og forskning på vore patienter, som vi har fulgt gennem otte år, tyder på, at hvis patienterne behandles omhyggeligt, heles hjernen«.

Vigtigt ikke at give op

Der er altså håb, også selv om patienten har haft en ubehandlet depression så længe, at hjernen måske har taget skade, fastslår Poul Videbech:

»De antidepressive midler lukker af, så mængden af stresshormoner falder, hvilket samtidig åbner for, at hjernen så at sige kan begynde at reparere sig selv. Vi ved jo i dag, at hjernen kan danne nye nerveceller, og faktisk vil patienterne ofte kunne blive helt helbredte og rehabiliterede«.

Mulighederne er der altså, men det er ikke altid, man rammer plet første gang, når der skal vælges antidepressiv medicin eller anden form for behandling:

»Vi kan konstatere, at det, der hjælper hos den ene patient, ikke hjælper hos den anden. Vi kan ikke sige, hvorfor der er denne forskel fra person til person, men det er der. Det kan tage tid at finde frem til den rigtige medicin og den rigtige behandling i det hele taget, og jeg hører nogle gange det argument, at det kræver for mange resurser at blive ved. Men et er sikkert: Patienten kommer igen og igen og vil belaste lægen og sundhedssystemet endnu mere, hvis der bliver tale om pensionering og ikke rehabilitering. Det er således vigtigt, at den praktiserende læge ikke giver op og »efterlader patienten«, hvis medicinen ikke virker«.

Ifølge Poul Videbech er der flere andre veje, og medicin er ikke nødvendigvis den eneste rigtige:

»Lys, motion og ikke mindst kognitiv terapi hjælper i mange tilfælde. Terapi kan være en rigtig god form for behandling, også fordi patienten får nogle redskaber, der kan bruges senere i livet, og fordi det giver en følelse af sejr over depressionen og af at have gjort noget selv. Det er altid godt at vide, at man har kæmpet sig ud af det«, siger Poul Videbech, der mener, at grundig information om sygdommen er første skridt mod helbredelse.

Der findes ikke ufarlige depressioner

Viften af muligheder er således bred, men behandlingen i sig selv er ikke nok, hvis patienten skal på fode igen, siger Poul Videbech:

»Stimulering i en aktiv hverdag er vigtig i rehabiliteringen, og det betyder, at vi skal have hele den sociale side med: Patienten skal tilbage i job og i det sociale liv. Her svigter systemet for ofte, og alt for mange kommer ikke i gang igen, selv om der findes ordninger som fleksjob osv. Denne side af sagen må vi ikke glemme, og det er jo helt galt, at så mange pensioneres før tid på grund af depression og angst, når det er lidelser, der kan gøres noget ved«.

Med vores forholdsvis nye viden om risikoen for hjerneskader ved depression er behandling og rehabilitering endnu vigtigere, end man måske var bevidst om tidligere. I den forbindelse advarer Poul Videbech mod, at man betragter nogle depressioner som ufarlige:

»Det kan for eksempel være tilfælde, hvor et dødsfald tæt på udløser en depression. Så hører man nogle gange udsagn som: »Nå, det er jo meget naturligt, det skal du ikke have medicin for, det får ikke den døde tilbage«. Men den holder ikke, for en depression kan så at sige leve sit eget liv på en måde, så den tager magten og udvikler sig på sine egne betingelser, og det dødsfald, der udløste depressionen, bliver ikke bearbejdet. Vi skal med andre ord ikke betragte nogen depressioner som naturlige, ligegyldigt hvad, der har udløst dem. Der findes ikke ufarlige depressioner«.

Praktiserende læger:Vigtigt at kende patientens historie
Micael Christensen, Ans Lægehus:

Det kontinuerlige kendskab til patienten er vigtigt for at spotte en depression. Nogle gange fornemmer man allerede i venteværelset, at patienten er atypisk nedtrykt. Når man sammenholder denne fornemmelse med de symptomer, patienten har, kan der være grundlag for en snak om en eventuel depression. Ofte ved patienten slet ikke, at det er det, det handler om, og mange ved ikke, hvad en depression er. Derfor kan de blive forbavsede, når vi kommer ind på det, måske endda på grundlag af somatiske symptomer. Jeg havde for et år siden en landmand, der henvendte sig sammen med sin ægtefælle. Hun kunne ikke forstå, at han skulle være så træt hele tiden, og han klagede over diverse kropslige smerter. Han blev grundigt udredt somatisk, og alt var i orden. Til gengæld opfyldte han ICD 10-kriterierne for middelsvær depression. Han accepterede modvilligt at påbegynde antidepressiv behandling i kombination med nogle få samtaler og var i løbet af cirka seks uger den samme gode ægtemand og landmand som tidligere.

Henrik Dibbern, Uggerslev Lægepraksis:

Hvis patienten har en række somatiske symptomer, der ikke rigtigt hænger sammen og dermed ikke umiddelbart kan forklares ud fra noget fysisk, kan det give anledning til en snak om, hvordan det i øvrigt går, og hvordan humøret har det. Ofte kan man opleve en patient komme med smerter i maven, i bevægeapparatet eller med andre former for smerter, som måske ikke er typiske for denne patient. I de tilfælde kan man overveje, om det kan være tegn på en depression. Her er det af betydning at kende patienten og evt. familiehistorien, måske gennem mange år, og at kunne se et mønster. Nogle gange er patienten afvisende over for at skulle tale om depression på grundlag af somatiske symptomer, men så plejer jeg at sige, at kroppens signaler ikke kun fortæller om selve kroppen. Den hænger jo sammen med hovedet.

Annette Vibæk Lund, praksis i Risskov:

oplever, at patienterne i dag er mere opmærksomme på depression. Men der er jo de tilfælde, hvor depressionen nærmest kommer ud af den blå luft og måske mest overrasker patienten selv. Her er det vigtigt, at vi som familielæger kan se det i en større sammenhæng: Er der traumer i fortiden, eller findes der noget i familiehistorien, der kan spille med? I forbindelse med dødsfald er vi opmærksomme på, om der følger en depression med, men det samme bør gælde ved kronisk sygdom, ledighed, alkoholmisbrug, ja tab af social status. Det kan også ramme studerende, der skal leve op til store krav og egne høje forventninger. Derfor er det vigtigt at kende baggrunden. Tilsyneladende små ting som at vælte på cyklen kan udløse en depression, hvis man har noget traumatisk i bagagen. Det kan vi som praktiserende læger være opmærksomme på og forsøge at se ind bag måske atypiske og uforklarlige somatiske symptomer.