Depressionsskema - en dyrekøbt beroligelse for lægen?

»Depression er det nærmeste, man kan komme døden«, en præcis udtalelse af en depressiv patient. I et ethvert forhold til en depressiv patient vil angsten for døden være til stede. Det ved lægen godt. Selv om begrebet angst på det nærmeste er fraværende i alle depressionsskemaer, er der altid spørgsmål, der relaterer sig til selvmordet.

Patientens mere eller mindre fortrængte dødsangst tvinger lægen til at forholde sig til sin egen angst. Det kan gøres enten objektivt og abstrakt: »Du er ramt af en sygdom, hvor chancen for at du begår selvmord er meget lille, højst 1 ud af 200 ender med at begå selvmord og med en god moderne behandling kan vi nedsætte riskoen til det halve« eller subjektivt og konkret: »Fortæl mig om din angst«.

Depressionskemaerne repræsenterer den objektive abstrakte forholden sig til det abstrakte medicinsk definerede begreb, depression. En lav score beroliger lægen - døden fortrænges let. Behandlingen kører på skinner. En høj score foruroliger lægen og besværliggør fortrængningsprocessen. Lægen må berolige sig (selv) ved at give den depressive flere beroligende forklaringer og flere beroligende behandlingsmuligheder, fysiske, såvel som psykiske for at skjule sin bagvedliggende angst, som den depressive dog uundgåeligt tager til sig uden at lade sig mærke med det.

Hvis depressionsskemaernes abstrakte konstruktion skulle kunne bære for en videnskabelig analyse, måtte de være objektive, være målelige uden at være afhængige af, hvem der målte dem og hvilken måde spørgsmålene blev stillet på.

De abstrakte og objektive spørgeskemaer fører uundgåeligt til en pærevælling af subjektive og objektive elementer, hvor lægens og patientens subjekt interaktionerer i en løbende proces med mere eller mindre objektive iagttagelser.

Formålet med skemaerne er at gøre det lettere for lægen at finde et medicinsk rum - diagnosen - hvor lægen er tryg og kan udfolde sin autoritet som hjælperen, der kan føre patienten ind i den normalitet, hvor lægen befinder sig.

I Ugeskriftet nr. 48, 2002, har praktiserende læge Kirsten Hallager (KH) et indlæg i P.L.O.-spalterne. Undskyld mig, men jeg må igen udbryde: »Hurra for den nye overenskomst!«. Troels Bové (P.L.O.s bestyrelse) og Poul Brix Jensen (formand for Fagligt Udvalg) giver KH et svar. Jeg har følgende spørgsmål til P.L.O. og DSAM:

Når man oplyser at anvendelse af ICD 10 er en fagligt anerkendt metode, vil jeg gerne vide, hvori denne anerkendelse ligger? Kan jeg blive oplyst om hvilke videnskabelige undersøgelser i dansk almen praksis, der ligger til grund for denne anerkendelse?

Hvornår finder man det fagligt begrundet at vurdere forløbet af en depression med en Hamilton-score? Kan jeg også her blive oplyst om hvilke videnskabelige undersøgelser i dansk almen praksis, der ligger til grund for denne faglige begrundelse?

Jeg kender til én undersøgelse, der blev publiceret i Ugeskriftet i år; Lublin HKF., Nielsen UJ, Vittrup P, Bach-Dal C, Larsen JK. Diagnostik og behandling af depression i almen praksis. Ugeskr Læger 2002; 164: 3440-4. Det er her værd at bemærke den efterfølgende korrespondance hvor Brodersen, Thorsen, og la Cour stiller spørgsmålet: Hvad er »korrekt depressiondiagnose«? Ugeskrift for Læger 2002; 164: 4086-87. Lublin et al giver i deres svar ikke henvisning til nogle undersøgelser i dansk almen praksis, hvor Hamiltons depressionsskala er blevet valideret - kan P.L.O. og DSAM?

Etisk er det nye overenskomsttillæg, som det også er fremført at KH, også særdeles problematisk, som det altid vil være, når læge-patient-forholdet stimuleres til forandring fra et subjektivt-konkret til et objektivt-abstrakt forhold.

Når det i svaret til KH lyder, at stigmatiseringsproblemer og sygeliggørelse ikke vedkommer overenskomsten, må det vel være vigtigt at vide, hvilket mandat vore forhandlere har haft til at indføre videnskabeligt og etisk uigennemtænkte ændringer i overenskomsten?

SVAR