Skip to main content

Deprimerede i verdens største forsøg med fysisk træning

Journalist Nina Vinther Andersen, nva@dadl.dk

31. okt. 2005
3 min.

Verdens hidtil størst anlagte undersøgelse af effekten af fysisk træning på depression er netop skudt i gang i København.

På nyindkøbte træningsmaskiner og løbebånd går tre deltagere i gang med udholdenhedstræning, fire arbejder med styrketræning, to udebliver og en melder afbud til afspænding på denne første dag i de lyse lokaler på Revacentret.

Går alt vel, kommer i alt 300 deltagere igennem forsøget inden sommeren 2007. Det vil da være det største forsøg på området.

»Man ved utrolig lidt om, hvordan fysisk træning virker på depression.

I det hele taget ved man meget lidt om, hvad der påvirker humøret«, siger overlæge Merete Nordentoft fra H:S Bispebjerg Hospital.

Siden 1994 har hun arrangeret Sct. Hans-løbene for patienterne på H:S Sct. Hans Hospital, men det var først da hun skulle holde et oplæg om fysisk træning og depression, at det gik op for hende, hvor lidt systematisk viden, der var.

Kort tid efter annoncerede Forsikring og Pension, at de ville bevilge penge til forsøg, som skulle belyse netop det emne. For deprimerede har mange sygedage. Det er dyrt for arbejdsgiverne, som får dækket deres udgifter hos forsikringsselskaberne. Dermed var der penge i sigte, og sammen med professor Bengt Saltin skrev Merete Nordentoft en ansøgning. Forsøget, som er et forskningssamarbejde mellem Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling og Center for Muskelforskning på H:S Rigshospitalet, er endt med at få 3,7 millioner kroner.

»Hvis man virkelig vil vise, om fysisk træning virker eller ej, og i givet fald hvordan det virker, så skal det være et forsøg, som er tilstrækkelig stort. Får vi 100 deltagere i hver gruppe, som vi har planlagt, så har vi lavet verdens største forsøg på området«, siger Merete Nordentoft.

Også læge Jesper Krogh og psykolog Lone Petersen er tilknyttet studiet, samt to fysioterapeuter med erfaring fra psykiatrien. Da projektet er randomiseret, bliver deltagerne ved lodtrækning valgt til enten udholdenhedstræning, styrketræning eller afspænding. Den sidste gruppe fungerer som kontrolgruppe.

Før interesserede kommer med i lodtrækningen, skal de undersøges af Jesper Krogh og Lone Petersen. De skal være mellem 18 og 55 år, kunne tale og forstå dansk uden tolk og have en let til moderat depression. Alkoholikere, narkomaner, pensionister og folk, som på forsøgstidspunktet træner intensivt mere end en time om ugen eller har været sygemeldte et år forinden, kommer ikke med. Men de, som lever op til kravene, får herefter deres kondition testet af to fysioterapeuter, og først derefter sker lodtrækningen.

Holdene bliver på mellem otte og ti personer, som træner halvanden time to gange om ugen i fire måneder. Tesen er, at fysisk aktivitet har en effekt på depression. Men hvad det præcist er, skal også undersøges. Derfor får deltagerne også taget blodprøver, for at forskerne kan se, hvilke hormoner eller signalstoffer, der udskilles under den fysiske træning.

For at være sikre på, at forsøget lever op til alle krav om god forskningsskik, har forskerne gennemgået designet og protokollen på Copenhagen Trial Unit.

I øjeblikket er 60 patienter indrulleret i forsøget. Merete Nordentoft opfordrer praktiserende læger til at henvise potentielt interesserede patienter til forsøget.

»De skal bare bo så meget i nærheden, at de kan komme hertil på de tidspunkter, vi aftaler med dem. Hvis de har et arbejde, så har de mulighed for at komme her fra 17 til 18.30«, siger hun.