»Der er brug for alle typer personligheder i lægestanden, også i pædiatri«

Du er på arbejde som mellemvagt på børneafdelingen. I børnemodtagelsen er der yderligere en forvagt og to sygeplejersker til stede. Bagvagten er gået hjem. Der ligger flere usete patienter i børnemodtagelsen, og der er en ambulance på vej med et dårligt barn, som er ukontaktbart og har pletter på huden.

I skadestuen sidder et ungt menneske, som er blevet slået af sin far. På medicinsk afdeling ligger en tremåneders baby, som er blevet smittet af sin mor med omgangssyge, og som nu kaster op. På andre afsnit i huset ligger tre børn, som er blevet tiltagende dårlige.

Hvad gør du?

Opgaven er et klassisk eksempel på en opgave ved en post ved Multiple Mini Interview (MMI), som er en del af ansættelsesproceduren, hvor man fordeler hoveduddannelsesstillinger i bl.a. pædiatri. Et slags stafetløb på ca. 40 minutter, hvor yngre, håbefulde læger skal igennem fem stande, hvor der sidder 2-3 seniore pædiatere, typisk uddannelsesansvarlige overlæger, og bedømmer ens præstation på en skala fra 1 til 5.

Efter seks minutter ved hver post er der et ur, der bimler.

Ved prioriteringsposten er det ansøgerens opgave at vise overblik. Kandidaten skal demonstrere, at vedkommende kan være en leder, der kan sætte andre folk i arbejde, er samarbejder, kommunikator og bestrider den professionelle lægerolle.

»Du skal vise, at du kan finde ud af at organisere dig ud af en situation. Det handler altså ikke så meget om, hvad man vil gøre ved den enkelte patient, men mere om hvordan og i hvilken rækkefølge, du gør det. Du skal vise, at du ikke selv skal løbe rundt til syv patienter, men at du har en masse hænder til rådighed. Du har mange kort på hånden, og det skal du huske«, siger Gylli Mola, formand for Yngre Pædiatere.

Selvom formanden for Yngre Pædiatere ikke er meget for at sige det, så er det til tider et albueræs. Hun lægger dog vægt på, at der er et godt miljø de yngre læger iblandt, selvom det også er et konkurrencemiljø – om at få især kursusstillingerne.

Hun var selv til MMI i juni. Hun slap igennem og har fået en hoveduddannelsesplads pr. 1. oktober. Hun søgte også i sidste runde og fik ikke en plads.

I nogle regioner og specialer kæmper man om kandidater til hoveduddannelsesstillinger. I andre er det kandidaterne, som kæmper om stillingerne. Blandt andet i pædiatrien, som i 2018 havde en besættelsesprocent på 100 på landsplan.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at specialet modtog 95 ansøgninger til hoveduddannelsesstillinger i hele Danmark i 2018. I alt 29 ansøgere fik en stilling.

I øst var der 44 ansøgere til 13 stillinger, i syd 21 ansøgere til seks stillinger og i nord 30 ansøgere til ti stillinger.

Ved sidste runde kom ca. 15 ansøgere til MMI i øst. MMI er en del af den konkurrenceprægede pædiatris løsning på den store interesse for specialet.

Andre specialer bruger også MMI, blandt andet dermatologi i øst, som havde 19 ansøgere til fem hoveduddannelsesstillinger.

Foretrækker traditionelle samtaler

Det er ikke alle yngre læger, der bryder sig om systemet. Det kræver et stort overskud og fokus fra de unge læger, og man skal forsøge at tage den med ro, lade som om man er på arbejde og ikke lade nervøsiteten dominere, siger Gylli Mola.

Yngre Pædiatere laver efter hver runde en evaluering af MMI. I evalueringsskemaet er der 12 spørgsmål, der bl.a. handler om, hvorvidt MMI er en fair proces, om der er mulighed for at vise, hvad du kan, om der er tid nok til hver stand, og om MMI-stationerne er relevante og realistiske.

Det første skema bliver delt ud på dagen, når man sidder på gangen og lige er færdig med MMI.

Det afsluttende spørgsmål går på, om de kunne tænke sig en mere traditionel ansættelsessamtale med ansættelsesudvalget end MMI. Sidste gang svarede 37 procent ud af en svarprocent på 100 i hele landet, at de ønskede en mere traditionel ansættelsessamtale fremfor MMI.

To uger efter MMI sendte Yngre Pædiatere et nyt evalueringsskema ud, og her steg antallet af ansøgere, der ønskede en mere almindelig samtaleform til 44 procent (svarprocent 70). Ni ud af 25 af disse havde fået tilbudt hoveduddannelse i runden.

Ydermere stiller Yngre Pædiatere spørgsmålet: «Kunne du tænke dig en almindelig samtalepost ved MMI?« Og til det svarer 60 procent ja, 32 procent nej og otte procent ved ikke.

Ifølge Gylli Mola er det bemærkelsesværdigt, at så stor en andel ønsker et alternativ.

»Uanset om de har fået hoveduddannelse eller ej, svarer folk på samme måde. Der er flere eksempler på, at folk synes, at MMI er en meget hård proces, selvom de har fået en stilling. Nogle synes, det er ubehageligt. Man ved godt, at der er mange point at hente til MMI, så hvis man ikke lige har en god dag og får sine pointer frem, er det bare ærgerligt«.

Kort tid til at præstere

Gylli Mola mener, at seks minutter er meget kort tid til at lave en salgstale om sig selv.

»Men jeg kan godt se, at det er en god måde til at se, om man kan finde ud af at læse en situation og handle i barnets tarv. Det kan give et hint om, hvorvidt man kunne blive en god pædiater«.

Hvorfor skulle det være mere traditionelt?

»En fordel ville være, at den introverte type kunne komme mere frem. Der er brug for alle typer personligheder i lægestanden, også i pædiatri. Hvis man tilmed er meget nervøs, tror jeg, at en længere samtale kunne give mere ro, fordi der kunne skabes en dialog frem for en monolog«.

Med introvert mener Gylli Mola et menneske, der ikke nødvendigvis har behov for en masse opmærksomhed omkring sin person, men et individ, der går mere i dybden og overvejer, og som er følelsesmæssigt mere afdæmpet. Begge personligheder har lige meget at byde på ifølge Gylli Mola.

Kan man ikke også blive nervøs til en almindelig samtale?

»Jo, helt klart. Jeg tænker ikke, at MMI nødvendigvis skal afskaffes, men jeg synes personligt, at den godt kunne trænge til modificering«.

Gylli Mola har de sidste to gange selv svaret, at hun også ville foretrække et mere traditionelt system.

»Det er fint med nogle cases, men jeg synes også, at man skal have en længere samtale, hvor man får lov til at falde lidt ned og gå i dybden med sit CV og den vej rundt fortælle, hvad man kan bidrage med ud fra lægerollerne«, siger hun.

»Som formand for Yngre Pædiatere bryder jeg mig ikke om, at der går kommende yngre børnelæger rundt og er kede af det, efter de har været til en jobsamtale inden for vores fag. Så er der noget galt med systemet, og det er vigtigt at kigge på«.

Hvorfor skal ansættelsesudvalget tage hensyn til, at nogle bliver kede af det?

»Det er ikke optimalt, og det er ikke kun det følelsesmæssige. De sidste to runder har der været en oplevelse af, at der ikke er nok tid til standene, og at MMI ikke er en fair proces. Flere føler ikke, at de har mulighed for at vise, hvad de kan, og hvem de er. Det er nogle af de udtalelser, som scorer højt. Man kan måske ikke få vist, hvor god en samarbejder man er«.

Svær besked på få minutter

Ved en af de andre stande skulle ansøgeren være stuegangsgående læge på en barselsgang, hvor en mor havde født for to dage siden. Moren blev spillet af en skuespiller.

»Jeg får at vide i opgaven, at jeg har fundet fem tegn, der tyder på Downs syndrom. Moren har fulgt de rutinemæssige skanninger i graviditeten, som har været normale. Men hun synes, at barnet ser påfaldende ud og har nogle af de kendetegn, man kan se ved mongolisme«.

Det er klassisk for lægelivet, at man skal give en svær besked om noget, som kan være overraskende, forklarer Gylli Mola. Det atypiske ved MMI er, at man kun har få minutter til beskeden.

»Selvom vi har travlt i sundhedsvæsenet, ville man ikke kun have fem minutter til at give sådan en besked i virkeligheden. På den måde kræver det, at man er professionel, hurtigt zoomer ind på opgaven og formår at have en god samtale med den bekymrede mor, samtidig med at man er til jobsamtale om sit drømmejob og naturligt er nervøs«.

DPS: MMI skal vise kandidaters potentiale

I Dansk Pædiatrisk Selskab (DPS) mener Mia Bjerager, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital og medlem af ansættelsesudvalget, at MMI fungerer efter hensigten, som er at vise, hvad kandidaternes potentiale i pædiatrien er.

»Man får et godt indtryk af kandidaterne ved MMI. Vi undgår en regelret samtale, og vi laver en opgavebredde, så vi kommer igennem de mere bløde roller, altså det vi ikke kan læse os til i CV’et«, siger Mia Bjerager, som har været en del af ansættelsesudvalget i DPS i over 15 år.

Hun erkender, at nogle ansøgere ikke oplever, at de får lov at vise, hvem de er under MMI. Men i virkeligheden er det præcis det, ansættelsesudvalget prøver at få frem på de forskellige stande.

»Kandidaterne vil gerne fortælle, hvad de kan, men det indgår i CV’et. Ved MMI får vi en bedre fornemmelse af, hvem de er, og hvordan de håndterer svære samtaler og kollegialt samarbejde«.

Det er altså hensigten, at ansøgerne skal vise deres potentiale, men bliver det sådan i virkeligheden, når albueræset sætter ind?

»Nogle performere gør det bare bedre. De vil også klare sig bedre til en mundtlig samtale. De er bedre til at præstere på fem minutter og sælger også sig selv bedre. Det kan man ikke komme uden om«.

Hun peger på, at der sker en udvikling i et speciale, når man vælger et system som MMI.

»Folk retter ind, og det kan man ikke undgå. Hvis vi tester noget bestemt, bliver alle gode til netop det. Men vi fokuserer på opgaver, som også er vigtige i det virkelige liv ude på afdelingerne. Det er vigtigt at kunne lave en god mundtlig præsentation til morgenkonferencerne eller til bagvagten om natten«.

Er du bekymret for, at kommende pædiatere har en dårlig oplevelse til MMI?

»Nej. Nogle vil også finde det ubehageligt at komme til almindelige samtaler. Det bliver mange berørte af«.

Er der plads til den introverte ansøger i MMI?

»Det synes jeg, men den introverte har det svært til enhver mundtlig præsentation. Regionerne ville kun se på kandidaternes præsentation og ikke CV’et, og i vores gamle system fik man kun point ud fra papirerne. Vi har lagt det midt imellem«.

I virkeligheden har man vel ikke kun få minutter til at give en svær besked, ligesom ansøgerne har ved skuespilstanden?

»Det er en kunstig situation, men det bliver der også taget højde for i bedømmelsen. Vi prøver at gøre det realistisk ved at bruge en skuespiller, som har en realistisk reaktion. Men andre gange har man ikke mere end fem minutter til en svær besked på afdelingerne, så det skal de kunne«.

Mia Bjerager understreger, at systemet ikke er 100 procent perfekt, men de er ikke interesseret i at komme tilbage til den gamle ansættelsessamtale, hvor man sidder ved et bord med alvorlige overlæger.

Kunne man forestille sig, at en mere traditionel samtale blev en del af MMI?

»Det har vi allerede, men kun fem minutter. Vi har den for ansøgernes skyld, hvor de f.eks. skal fortælle om de tre vigtigste ting i deres karriere. Men samtalen er svær at give point. Det bliver noget smagsdommeri, og det vil vi gerne væk fra. Det er bedre at give point ud fra gennemsigtige principper, så alle føler sig så retfærdigt behandlet som muligt«.