Skip to main content

Der er bud fra kælderen

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

22. okt. 2010
5 min.

Der er tre bænke i Else Bønsings have i Nykøbing Falster. En mod øst, en mod syd og en mod vest. Når hun skal skrive, sætter hun sig med en kop kaffe, en kuglepen og et stykke brugt printerpapir. Endelig ikke nogen fin blok, for det skruer forventningerne op. Og så kommer ordene. Først og fremmest revytekster og rim. Som nu hvor hun skal fotograferes og uopfordret begynder at skrive. Efter fem minutter med det klikkende kamera, siger hun stilfærdigt: »Så har du en limerick« (kort digt på fem linjer og med en bestemt struktur, red.). Hun rækker mig papiret:

For mig er nu skrivning det bedste,

så får man kontakt med sin næste

Jeg skriver for sjov

i have og skov,

hvor ord galopperer som heste.

Else Bønsing begyndte at skrive for 18 år siden, som 50-årig. Hun var administrerende overlæge på Nykøbing Falster Sygehus og formand for lægekredsforeningen. Men da hendes to sønner flyttede hjemmefra, og hun boede alene, var der alligevel lidt tid. Samtidig gjorde hun en ny opdagelse:

»Jeg fandt ud af, at jeg havde talent. Vi havde de her møder, hvor sygehuschefen skulle fortælle, hvordan det gik, og det er jo enormt kedeligt. Første gang, jeg begyndte at skrive, var faktisk, fordi jeg var ved at falde i søvn«.

Else Bønsing begyndte også at skrive sange på kursusdage. Om aftenen sang deltagerne versene om, hvad der var foregået i løbet af dagen. Til stor jubel. I dag fylder revyteksterne mest. Ikke mindst dem til sygehusrevyen. Under besøget er der få dage til de tre opførelser i Nykøbing Teater med plads til 550 pr. aften. Sytten af 23 tekster er skrevet af Else Bønsing. Blandt andet den om ambulancelicitationen, hvor grisebiler byder ind, for de har alligevel masser af plads, og Hjem-IS-bilen, der også har en god chance, for den har køleanlæg.

»Så kan man se, hvor absurd det er, at det ikke er Falck, der skal køre«, siger hun.

Revyteksterne er om noget blevet hendes hylde. De skal være sjove, men altid med et budskab eller en kommentar. I et af numrene afleverer »en stemme fra oven« 11 bud på stentavler. Første bud lyder: »Jeg er din leder, og du må ikke have andre ledere end mig«.

Else Bønsing: »Vores ledere er jo ikke meget for, at vi går til pressen. Hvis vi gør det, får vi et hak i tuden, selv om vi i princippet gerne må. Og vi får en masse forskellige påbud, men vi ser aldrig noget til dem. Den slags kan man sætte på spidsen i revytekster«.

Kritik af ledelsen

Else Bønsing arbejder i dag på deltid som overlæge på sygehuset, og hun nyder muligheden for at aflevere sine spidse kommentarer til ledelse, sundhedsvæsen og andre, men det er ikke derfor, hun skriver.

»Det er fordi, jeg synes, det er skægt«.

Der bliver stille lidt, og hun flytter på sig.

»Jeg ved ikke hvorfor. Nogen siger, det er sådan noget, man bliver høj af, men jeg har aldrig prøvet at være høj. Det er måske som at være forelsket. Man kan blive enormt glad, når man finder på et godt rim. Det er også helt vidunderligt, når jeg står ude i kulissen, og publikum griner. Den der svævende fornemmelse af succes«.

Else Bønsing laver ikke selskabssange for andre, men for nylig sagde hun ja til at skrive en revy for en lokal niendeklasse. Hun tager også ud og fortæller historier, både andres og sin egne. Ideerne kommer tilsyneladende væltende. Men hun får også hjælp fra en uventet kant.

»Hvis du går ind igennem mit øre til den højre hjernehalvdel, så er der sådan en madelevator med en luge. Madelevatoren går ned til nogle hvælvede kælderrum, og dernede bor fem damer. Fornuftige damer i cardigansæt, plisserede nederdele og knude i nakken. I kælderrummene har damerne gemt alt, hvad jeg har set af film, læst af bøger, alle de rejser, jeg har været på, alle de historier, jeg nogen sinde har hørt. Alt er arkiveret. Så når jeg vil skrive et eller andet, lægger jeg en seddel ind i madelevatoren, og når damerne har fundet noget, sender de det op til mig«.

Du sidder her på bænken og venter på madelevatoren?

»Ja, og somme tider tænker jeg helt bevidst: Det bliver damerne nødt til at ordne. Og lige pludselig kommer der et eller andet op til mig«.

Blå bog

Else Bønsing er 68 år og arbejder stadig som overlæge på Anæstesiafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus. Hun blev cand.med. i 1968, speciallæge i anæstesiologi i 1978. Har siden været på forskellige københavnske sygehuse, og fra 1984 har hun været overlæge i Nykøbing F. Else Bønsing har i en årrække været formand for Lægekredsforeningen og senere redaktør af kredsforeningsbladet. Hun er for tiden netværksrådgiver i Lægeforeningen.

Rød bog

Else Bønsing fandt som 50-årig ud af, at hun havde talent for at rime og skrive på vers. Hun begyndte at skrive sange om kursusdage og lægemøder. I nogle år tog hun aftenskolekursus i skrivning. Siden skrev hun igennem 13 år små kuriøse historier til Politikens bagside. Hun er hovedleverandør til sygehusrevyen i Nykøbing, der bliver opsat hvert andet år på Nykøbing Teater. Tre aftener spilles der for ansatte og ledsagere. Den niende revy løb af stabelen i efteråret 2009 med tre udsolgte forestillinger (550 gæster pr. aften). Else Bønsing har to voksne sønner og bor alene i en villa i Nykøbing Falster.