Skip to main content

”… der er flere tegn på amyloidose”

Brian Østergaard er i hoveduddannelse på Hæmatologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt i Vejle. I dag er ambulatoriedag.

Læge Brian Østergaard og sygeplejerske Line JuuL Nielsen. Foto: Region Syd / Charlotte Dahl
Læge Brian Østergaard og sygeplejerske Line JuuL Nielsen. Foto: Region Syd / Charlotte Dahl

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

8. jan. 2018
3 min.

6.00 Jeg vågner på mit værelse i delelejligheden, hvor jeg bor midlertidigt som nyskilt. Efter morgenmaden en kort gåtur til sygehuset. Det er mørkt og koldt. Jeg møder ingen på vejen.

 

7.00 Der er tomt og morgenstille på kontoret. Da kaffen er sat over, åbner jeg computeren for at gennemgå dagens program i ambulatoriet. Tjekker mails. Har så et kvarters face time med mine to døtre, Agnes på fire og Alma på syv år. Agnes har haft besøg af nissen i nat, og han har lavet risengrød til sig selv og bamserne. Agnes er vældig tilfreds. En kollega kommer med kaffen og siger godmorgen.

 

8.00 Medicinsk fælleskonference. Derfra går vi til hæmatologisk røntgenkonference på indlagte og ambulante patienter. Nogle er i udredningsforløb, hvor vi skal se, om vores mistanke kan bekræftes eller afkræftes. Nogle skal vi straks reagere på – de kan ikke vente, til de kommer til diagnosesamtale om ti dage. Vi drøfter, hvad vi gør – og hvem der gør hvad.

 

9.00 Visitationskonference for tre nye, henviste hæmatologiske patienter. En kvinde ser ud til at have lidt for aktiv knoglemarv, og vi skal lægge en plan for knoglemarvsundersøgelse og supplere med blodprøver og ultralyd af lever og milt. En mandlig patient er mere uafklaret med en diffust påvirket knoglemarv. Blodprøverne er lidt skæve, og der er flere tegn på amyloidose. Det bliver noget af et detektivarbejde.

 

9.20 I ambulatoriet ser jeg som den første en af mine faste patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), Parkinsons plus en nyligt brækket hofte og skinneben. Vi har svar på knoglemarvsundersøgelse og CT. CLL-sygdommen er i ro, og der skal ikke opstartes ny behandling. Samtalen varer længere end planlagt. Der skal være tid til patienter med særlige behov, men jeg er noget forsinket i programmet.

 

10.00 De næste to patienter er i behandling for deres kræftsygdomme med et biologisk lægemiddel, som tåles godt og viser ganske gode resultater mod myelomatose – knoglemarvskræft. Det er godt nyt for vores hæmatologiske patienter, da kemoterapi ofte har mange, svære bivirkninger.

 

11.15 Heldigvis er her også nemme patienter, der møder til kontrol, samt andre, der blot skal have justeret en tabletbehandlet, overaktiv knoglemarv. Forsinkelsen er indhentet. Af sted til møde med ambulatoriets souschef og derpå en fælles hæmatologisk konference med gennemgang af indlagte patienter.

 

12.30 Den ugentlige palliationskonference. Her gennemgår vi patienter med særligt komplicerede forløb. I dag en 80-årig mand – også med CLL samt svær komorbiditet. Palliationskonferencerne er et fælles forum for alt personale omkring patienten. Her diskuteres patientens situation fra alle tænkelige vinkler – herunder patientens egen holdning til behandlingsniveauet. Han modtager fortsat aktiv behandling for CLL, og hvis der pludselig sker noget, er det rart, at behandlingsniveauet er journalført. F.eks. at det ikke er realistisk, at han kan klare genoplivning efter et hjertestop. Det skal yngste mand ikke stå alene med i vagten. Alle overlæger og yngre læger er til stede. Kan vi ikke blive enige her, er det ikke sjovt at være den forvagt, der skal træffe den endelige beslutning! Men før det kan journalføres, skal nogen tale det igennem med patienten.

 

13.00 Dagens sidste patienter er overvejende diagnosesvar, lette kontroller og patienter med tabletbehandlet sygdom. Derefter går resten af eftermiddagen med møder og vejledersamtaler – og en løbetur i området.

 

18.00 Jeg får læst en artikel til et kursus i morgen, hvor jeg sammen med 29 andre er udpeget af Sygehus Lillebælt som ledelsestalent og gennemgår et tidages intensivt internatkursus fordelt over fem gange.

 

19.00 Face time med Agnes og Alma igen, og vi siger godnat. Glæder mig til at se dem i weekenden. På vej hjem når jeg lige i Føtex inden lukketid.

 

20.30 Aftensmad. Jeg slapper af og nyder en kold øl.