Skip to main content

Der ER langt fra rigshospitalet til en højdestation på Mount Everest

Læge Kirsten Møller, kirsten.moller@dadlnet.dk

1. nov. 2005
10 min.

Enhver rejse begynder med det første skridt. For mig varede det første skridt 3-4 år. At tænde på ideen om et ophold i »de høje bjerge« tog ikke mange sekunder. Men derefter at tage mod til mig og søge ansættelse i en sæson hos Himalayan Rescue Association (HRA), en nepalesisk nonprofitorganisation oprettet i 1973 med det primære formål at forebygge og behandle højdesyge, tog laaang tid. Indtil jeg en vintermorgen vågnede fast besluttet på at gøre forsøget. Nu bagefter forekommer det mig som den naturligste ting af verden, at jeg drog til Nepal i foråret 2003.

Jeg synes, at højdefysiologi er spændende, egentlig paradoksalt for en hjemmefødning fra et af verdens lavest beliggende lande - selv om jeg bestemt ikke er den første dansker med denne interesse. Mit ønske om at hente dels klinisk erfaring med højdesyge, dels inspiration til fremtidige forskningsprojekter, var hovedmotivationen for at søge ud. Desuden var jeg, efter flere år på Rigshospitalets Epidemiafdeling, som har en stærk tradition for bilaterale projekter, stærkt inspireret at tanken om at rejse ud og dels få erfaring med at arbejde under andre himmelstrøg, dels yde et bidrag til sundhedsvæsenet i egne af verden, hvor mennesker lever under knap så privilegerede forhold som her i landet. Endelig har jeg trekket en del - og Nepal er det ultimative rejsemål, for trekkere såvel som for bjergbestigere. Så selvfølgelig tændte jeg på muligheden for en vandreoplevelse også - og på den fysiske udfordring.

Opholdet varede knap fire måneder - fra primo februar til ultimo maj. Heraf tilbragte vi tre måneder i landsbyen Pheriche, 15 km fra Everest Base Camp. HRA har to aid posts/hospitaler, et på hver af de to mest populære trekking-ruter: i Manang (3.500 moh.) på trekket rundt om Annapurna og i Pheriche (4.300 moh.) på ruten til Mount Everest Base Camp (5.400 moh.). Til sammenligning er Mont Blanc 4.808 m højt, mens Mount Everest er 8.850 m. Hospitalerne bemandes med læger og lokale hjælpere i trekkingsæsonerne (marts til maj og oktober til midten af december), men er lukket i monsunen og om vinteren. I år var der desuden for første gang et HRA-lægehold placeret i selve Everest Base Camp i klatresæsonen, primo april til ultimo maj. Lægerne findes blandt ansøgere fra hele verden. Jobbet er ulønnet (de nepalesiske hjælpere er dog lønnede). Man betaler selv rejsen fra hjemlandet til Kathmandu og retur, samt udgifter under opholdet i Kathmandu, hvor man tilbringer i alt ca. to uger før og efter udstationeringen, først med sprogundervisning, lægefaglig opdatering og instruktion i regnskabs-føring m.m., efter opholdet med »debriefing« og aflæggelse af regnskab. Fra man forlader Kathmandu og til man vender tilbage, får man kost og logi betalt af HRA. Pheriche nås efter flere dages trek til fods; dette skyldes dels placeringen i et uvejsomt område, dels at man skal højdeakklimatisere undervejs dertil for at undgå selv at få højdesyge. Pheriche er forblæst og koldt det meste af året; ved ankomsten havde vi nattemperaturer på -20ºC. Hospitalet, som huser staben i sæsonen, og som også jævnligt har indlagte patienter, forsynes med elektricitet i yderst begrænsede mængder fra sol- og især vindenergi, og opvarmningen inden døre er i praksis ikkeeksisterende. Udgifterne for volunteers omfatter derfor også indkøb af passende udstyr til trek og ophold, bl.a. støvler, varmt tøj, polarsovepose og pandelampe. Heldigvis kan man jo søge økonomisk støtte - jeg fik hjælp af Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicins Fond og fra Todelegatet.

Desuden bidrog Ambu Danmark til min lægelige udrustning i form af Rubens-balloner i voksen- og børne-størrelse (sidste sæson døde en to måneder gammel pige af lungebetændelse, og jeg var fast besluttet på at gøre hvad jeg kunne for, at dét ikke skulle gentage sig!).

Foredrag hjælper mod højdesyge

HRA har fire »missioner«, hvoraf den vigtigste er at oplyse om højdesyge.

Vi holdt timelange foredrag dagligt i Pheriche og tre gange om ugen i nabolandsbyen Dingboche. Det handlede især om forebyggelse og behandling af højdesyge, men også om andre emner, fx andre hyppige sygdomme, miljøbevidsthed og porternes arbejdsforhold.

I løbet af sæsonen nåede vi op på i alt 1.500 tilhørere. Det siges, at ingen nogensinde er død af højdesyge efter at have hørt et af disse foredrag. De andre tre »missioner« er at behandle trekkere og bærere med højdesyge eller anden akut sygdom eller tilskadekomst, at fungere som alment praktiserende læger for den lokale befolkning og endelig at udføre forskning vedrørende højdesyge.

År 2003 er 50-året for Tenzings og Hilarys første bestigning af Mount Everest, så området formelig myldrede med bjergbestigere, tv-hold, »almindelige« trekkere og selvfølgelig deres hjælpere. Det betød også ekstra meget klinisk arbejde til os: I løbet af sæsonen behandlede vi omkring 500 patienter foruden dem, som vi talte med og gav »gode råd« uden at registrere dem som patienter. Selv om dette gennemsnitligt er langt færre patienter, end man får at se pr. dag fx som praktiserende læge i Danmark, indebar det ganske meget arbejde: Nogle af patienterne var ret syge, og man var virkelig »på« som læge hele tiden, også om natten. Det var anstren-gende, men også givende: Her er ingen plads til diskussion om ansvarsplacering, opgavefordeling mellem faggrupper eller hvilken afdeling der skulle tage patienten!

Ifølge Buddha Basnyat, HRA's lægelige direktør, er antallet af ansøgere fire gange så stort som behovet, og almin-deligvis er der to års ventetid på en plads; tid som ansøgeren også kan bruge på at forberede sig mentalt og blive klar over, om han/hun virkelig ønsker posten. En ansættelse er ensbetydende med op til tre måneders kontinuert ophold i et uvejsomt område med til tider barske vejrforhold (i Pheriche havde vi ned til -20ºC om natten og i praksis ingen opvarmning indendøre).

Den sociale udfordring kan derfor måle sig med deltagelse i Big Brother

eller Robinson, hvis samarbejdet i staben ikke fungerer, bortset fra, at det ikke er for sjov - og man stemmes ikke hjem, selv hvis man beder om det! Går det godt, er der til gengæld åbnet for en totaloplevelse af de helt store.

For os fungerede samarbejdet. Vi var tre udlændinge: Martin Wilcox, en amerikansk pensioneret flådekirurg (som dermed til min store lettelse dækkede de områder, hvor jeg med min overvejende infektionsmedicinske og anæstesiologiske erfaring ikke er så skarp), Tobias Ibfelt, dansk stud.med., og mig selv; og tre nepalesiske aid post-assistenter: Bhuwan Acharya fra Kath-mandu og de to gennemerfarne lokale hjælpere Namkha Sherpa og Ang Rita Sherpa.

En nærmere beskrivelse af person-galleriet vil føre for vidt. Men både fagligt og menneskeligt passede kemien - og nok så vigtigt, humoren.

Her er vi offline

Selvfølgelig mærkede vi isolationen fra den daglige nyhedsstrøm - det er tankevækkende, hvor afhængig man er blevet af at være konstant »online«.

I Pheriche var vi i den grad offline. Vi havde daglig radiokontakt med Kathmandu og en satellittelefon til nødstilfælde, og så havde vi en kortbølgeradio, som fungerede med mellemrum. Vi havde ingen internetadgang og var faktisk ringere stillet end vore kolleger i Everest Base Camp, som i år var udstyret med internetcafé! Den stående vittighed var: »Er krigen i Irak startet?« Kulinarisk set var vi bestemt også langt hjemmefra, selv om Ang Rita gjorde, hvad han kunne, for at variere menuen. Kanelsneglene fra Pumpernickel's Bakery i Kathmandu blev et symbol på lavlandsluksus: Når vi talte om dem, var der ikke et øje tørt, også selv om Tobias producerede efter forholdene imponerende kanelsnegle i vores solovn.

Men ensomme blev vi aldrig: vi havde daglig kontakt med et mylder af både lokale og udlændinge. Ud over som patienter eller tilhørere til foredrag, kom folk forbi for at se hospitalet, for at spørge til en patient, hvis sygehistorie de havde været involveret i længere oppe eller nede ad bjerget, for at spørge os til råds om dette eller hint - eller simpelthen for at »hænge ud« og hyggesnakke i vores udestue. Som dansker er jeg stolt af at kunne prale af, at der var en lind strøm af danske trekkere (Martin stønnede over at være »omringet« af danskere) sæsonen igennem - både individuelle rejsende og grupper fra fx Seven C's og Oure Idrætshøjskole - og ikke mindst af, at det kun var et fåtal af dem, der var alvorligt syge.

Menneskene var klart den største oplevelse. Især mødet med de blide, accepterende nepalesere blev en stærk kontrast over for den vestlige mentalitet. Det kan godt være, at Nepal er et udviklingsland - men måske har vi indbyggere fra »udviklede« lande alligevel noget at lære her? De tre måneder i Khumbu-dalen gav os et godt indblik i sherpaernes kultur og levevilkår. Jeg fik stor respekt for de folk, der evner at opretholde livet i disse barske omgivelser. Til tider følte vi nu også en del frustration over at have at gøre med mennesker, som i dén grad er tilfredse med status quo. Dog er - på godt og ondt - både nøjsomhed og tilfredshed under stærkt pres med den store vestlige indflydelse, nok især i Khumbu-dalen. Forhåbentlig kan sherpaerne med deres stærke sammenhold nå til et velfungerende kompromis mellem den buddhistiske og den vestlige tankegang.

Så var der skønheden. Der er så smukt. Bjergene omgav os på alle sider. Næsten hver morgen gik vi ud af døren og blev betaget af udsigten til Ama Dablam, Kangtega, Thamserku, Deboche, Taboche, Cho Oyu ... Og næsten hver morgen syntes vi, at netop denne morgen var udsigten til Ama Dablam, Kangtega, Thamserku, Debo-che, Taboche, Cho Oyu ... ganske særlig fantastisk, og vi måtte tage flere billeder af den. Også da jeg på et trek til blandt andet Everest Base Camp fik set »de rigtig høje bjerge«: Pumori, Everest, Nuptse og Lhotse. Jeg var nok forberedt på, at det ville være smukt, men ikke på at det ville røre mig så dybt. Tak til mit nyindkøbte (få dage før afrejse) digitalkamera. Jeg har hjemført godt 2.200 digitale billeder.

Behandling uden respirator

Fagligt var det en stor oplevelse at bevæge sig ud af det højteknologiske danske intensivmiljø - og redde liv med pulsoxymeter og ilt. Det var min første professionelle lægelige erfaring uden for Danmark - og jeg var spændt på, om min viden og kunnen ville »række« til de situationer, jeg ville komme til at stå i. Og jo, nogle af patienterne var faktisk ret syge, og min holdning til, hvad det er menneskeligt muligt at overleve, er i den grad blevet revideret. En anden gang skal jeg fortælle om bæreren med en iltmætning på 35%; i Danmark ville der vel nok blive fundet en trakealtube og en respirator frem i den situation. I Pheriche bestod den mest avancerede behandling i ilt, seks liter i minuttet - altså hvis vi kun havde én patient med iltbehov, ellers kunne de nemlig risikere at skulle deles om ilten!

Således blev jeg fagligt udfordret. For anæstesilægen var det interessant at behandle kritisk syge uden en respirator ved hånden (nogle gange næsten for interessant). For skabs-infektionsmedicineren var det en oplevelse at jonglere rundt med antibiotika doneret af trekkere fra hele verden - og dermed også i hundredvis af forskellige præparater, alt fra penicillin G som tabletter (!) til de nyeste cefalosporiner og quinoloner til injektion. Der var en gammel Physician's Drug Reference (amerikansk ækvivalent til Lægemiddelkataloget), som blev flittigt brugt. I det hele taget var bøgerne i fagbiblioteket, som for det meste bestod af donerede værker fra tidligere frivillige, ret gamle - min gamle Harrison fra 1991 ville have været et frisk pust. For danskeren var det sundt at arbejde sammen med andre nationaliteter og kulturer. Endelig var der den videnskabelige dimension. Det vil føre for vidt at gå i detaljer - men jeg har fået en masse inspiration til problemstillinger, som jeg gerne vil belyse yderligere, især inden for højdemedicin, men også på andre områder.

Vores faglige horisont blev også udvidet på andre måder. Vi fungerede ikke kun som læger, men fx også som veterinærer, mæglere i konflikter, kriminalopdagere, elektronikingeniører, udrykningspersonale ... På ganske få måneder blev vi del af og vidne til så mange historier. Hver dag tænkte jeg, at nu kunne jeg ikke opleve mere nyt, nu havde jeg set alt - og så skete der alligevel igen noget uventet og spændende.

Lyder det som et skønmaleri? Det er det da også - og med fuldt overlæg. Selvfølgelig var jeg bekymret, før jeg tog af sted. Selvfølgelig var der problemer, frustrationer, infektioner og hjemve undervejs. Og selvfølgelig investerede jeg meget, både følelsesmæssigt, mentalt og økonomisk i disse fire måneder. Det var bare for ingenting at regne mod det, jeg fik igen.

Som Buddha sagde, før vi tog fra Kathmandu: »This will be an experience for life - and probably in other ways than you expected it to be«. Det blev det, uden at jeg er sikker på hvad pointen er - eller også er der tusind pointer. Det har i hvert fald været mit livs oplevelse som læge og som menneske.