Skip to main content

»Der er mindre stress her«

26. jun. 2006
3 min.

Navn: Tine Hansen.Alder: 35 år. Familie: Bor sammen med Keld Antonsen, it-ingeniør.Tidligere job: Reservelægevikar på børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Nyt job: Amanuensisstilling hos lægerne i Jernbanegade i Kolding.

Hvorfor valgte du at søge stillingen?

Fordi ansættelsen på børneafdelingen var et seksmåneders

vikariat. Og fordi jeg har været i en anden praksis, hvor det ikke lykkedes at få etableret et kompagniskab.

Hvad skete der i den tidligere praksis?

Jeg var også ansat i en amanuensisstilling men var lidt mere i tvivl, om det var det rigtige sted. Når man indgår kompagniskab - så køber man en andel, og vi kunne ikke blive enige om prisen.

Man bliver nogle gange i en praksis resten af sit liv. Hvordan ved du, om det er det rigtige sted?
Man må følge sin mavefornemmelse. Det er også vigtigt at se på den måde, de andre griber tingene an på, så patienterne ikke oplever for stor forskel. Det er vigtigt for mig, at det faglige prioriteres højt. Og så skal det være rimeligt, hvad vi tager af priser - for eksempel kørekortattest og vaccinationer. Priserne skal ligge, så man ikke prøver at udnytte systemet for meget. Vores omgang med ydelser fra Sygesikringen skal også følge overenskomsten. En gang imellem er der gråzoner for, hvilke ydelser man tager, og jeg synes ikke, at man skal have en fornemmelse af, at målet er at høvle en masse penge igennem.

Hvorfor ikke?

Der kan godt gå sport i at prøve at se, hvor mange patienter man kan se på en dag, og hvor meget man kan tjene hver dag. Jeg synes, at det er vigtigere at føle, at fagligheden er i højsædet. Det gør ens fag mere spændende, mere udfordrende og mere tilfredsstillende.

Du har slet ikke nævnt, at det betyder noget, om kollegerne er flinke og rare?

Det betyder også noget, hvem de personer er.

Hvad er det vigtigste?

... Det vigtigste er nok det første. At det faglige prioriteres højt.

Hvorfor har du lyst til at være praksislæge i stedet for at blive specialist på en sygehusafdeling?

Det har noget at gøre med indholdet af en arbejdsdag. Der er mange banaliteter i en praksis, og en gang imellem kommer der noget, hvor man skal være på vagt. Det kræver, at man er bredt uddannet og ved lidt om mange ting. Mens jeg var under uddannelse til speciallæge, syntes jeg egentlig, at alle steder var spændende. Noget andet er, at man skal have mere spidse albuer, hvis man skal være på et sygehus. Man skal samle point. Det gør man ved at lave arbejde og forskning. Og så vil der typisk være bestemte kolleger, man skal konkurrere med om stillinger.

Du har ikke spidse albuer?
Ikke, hvad jeg selv forstår ved det. Det handler også om, hvor meget af sin fritid man vil bruge på at gøre karriere. Man lever jo kun en gang.

Hvad er det bedste ved at være praksislæge?
Det bedste er, at man som oftest har en mere rolig dag og kan planlægge sin tid - i forhold til en sygehusansættelse. Der kan man blive ringet op med et hjertestop når som helst. Vi kan også have dårlige patienter, men der er generelt mindre stress her.


Journalist Jacob Berner Moe,

jacob@bernermoe.dk