Skip to main content

»Der falder en sten fra patienternes hjerte, når de mærker at blive troet på …«

Anette Bendiksen er overlæge på smerteklinikken, Friklinikken i Give. Hun oplever, at det tværfaglige samarbejde i klinikken er det, der gør den største forskel for patienterne.

Anette Bendiksen sammen med patient og sygeplejerske i baggrunden.
Anette Bendiksen sammen med patient og sygeplejerske i baggrunden.

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

15. jul. 2015
3 min.

07.45 Solen skinner, men det regner også, da jeg starter bilen. To minutter efter er jeg på arbejdet. Sekretæren rækker mig mit program, som jeg hurtigt løber igennem: Formiddagen er sat af til nyhenviste patienter og eftermiddagen til opfølgning af faste patienter. Min ene kollega er syg, så vi skal også lige have fordelt hans patienter mellem os andre læger, inden vi tager hul på dagen.

08.00 Min første patient kommer ind ad døren. Hun er 59 år og har ondt i skulderne. Vi bliver enige om, at hun skal have medicinsk behandling og et 12-ugers smertetaklingskursus. Sådan et kursus står psykologerne og fysioterapeuterne i klinikken for.

09.30 Kaffepausen bruger jeg på at tjekke mine mail. Der er kommet en mail om, at et af vores forskningsprojekter er blevet godkendt af Lægemiddeletisk Komité. Dejligt! Der er stor variation i jobbet – jeg sidder hele tiden over for nye patienter med forskellige smerter. Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke sidder i en soloklinik. Det er det tværfaglige her, der gør den store forskel og hjælper patienterne.

10.00 Patienterne er ofte rigtig nervøse, når de kommer, fordi de har smerter, der ofte ikke bliver taget seriøst andre steder. Men vi tror på dem – og det er som om, der falder en sten fra patienternes hjerte, når de mærker at blive troet på. En 18-årig kvinde kommer ind med sin mor. Den unge kvinde er før blevet opereret for diskusprolaps, men har stadig mange smerter. Hun får en snak med vores socialrådgiver om råd og vejledning om fremtiden. Jeg foreslår hende også, at hun skal genoverveje, om hun skal fortsætte den uddannelse, hun er i gang med. Vi ved jo ikke helt, om smerterne varer ved, eller om de går over. Hos rigtig mange forsvinder smerterne – man ved bare ikke hvornår og hos hvem.

12.00 Frokostpausen når jeg ikke, fordi jeg bliver nødt til at have møde med farmaceuten i klinikken, da hun går på ferie efter i dag. Normalt plejer der ikke at være så travlt, men fordi vi er underbemandet i dag, og flere går på ferie, er der lidt mere pres på end normalt.

12.30 Jeg starter opfølgninger på de patienter, der allerede er i systemet. En har nakkesmerter, og en anden har neuropati. Det er meget forskellige smerter, patienterne har, og nogle gange finder vi ud af, at den behandling, vi giver, ikke er god nok, og at der skal noget andet medicin til. F.eks. er der en, der er kommet her i snart et år, uden at smerterne har ændret sig. Ham sætter jeg nu i methadonbehandling.

14.50 Så er det fyraften. Jeg kører hjem og får noget at spise, og derefter kører jeg min mand, som er limousinevognmand, ind på værkstedet, hvor limousinen har været til reparation. Vi får også lige klaret nogle andre ærinder og kigget lidt udsalg i butikkerne.

20.40 Aftensmaden står på bordet – vi plejer at spise sent. Min mand tager opvasken, mens jeg sætter mig over foran fjernsynet med aftenkaffen. Jeg har planer om at se en engelsk krimi, hvilket er god afstresning, men falder hurtigt i søvn i min lænestol.