Der gror ikke mos på en nazistisk nyresten

På overheads viste Mogens Skadborg, medlem af Etisk Udvalg i Lægeforeningen, billeder af sin morfar som kz-fange og af morfarens torturbøddel.

Det gjorde han i forbindelse med debatten om den såkaldte nazistiske nyresten, sagen om en nazist, der nægtede at lade sig behandle af en forvagt af anden etnisk oprindelse og fik en speciallæge til at tilse sig. Både forvagt og bagvagt fandt situationen etisk krænkende.

Med de stærke billeder ønskede Mogens Skadborg at demonstrere, hvor svært det kan være som behandlende læge - og som medlem af et etisk udvalg - at sortere mellem følelser og fornuft.

Alligevel var det for Skadborg og det øvrige udvalg fornuften som vandt, og det betød en støtte til den måde, som sagen klinisk blev håndteret på.

Nyrestenen skulle, nazistisk eller ej, behandles.

Til undren for mange medlemmer af Lægeforeningen fandt Etisk Udvalg beslutningen korrekt.

Hans Buhl forklarede:

»Etisk Udvalg blev bedt om at vurdere sagen, og udvalget tilsluttede sig, at lægen var forpligtet til at undersøge patientens behandlingsbehov i den givne situation for at sikre sig, at patienten ikke var i en livstruende forfatning endsige sindssyg«.

Etik-formanden sagde videre:

»Hvis der er behov for livreddende behandling, kan man som bagvagt ikke lade sin hjælpepligt som læge vige på grund af krænkelser, som man mener at være blevet udsat for. Racistiske og injurierende udtalelser har vi retssystemet til at tage sig af«.

Hans Buhl henviste slutteligt til Verdenslægeforeningens Genève-konvention, hvor der står, at læger forpligter sig til at holde overvejelser om religion, nationalitet, race, politisk parti eller social klasse uden for læge-patientforholdet.

Kári Mikines, afdelingslægen som blev pålagt at tilse den famøse patient, var uenig i afgørelsen fra Etisk Udvalg, og fra talerstolen foreslog han, at lignende sager fremover skulle håndteres på følgende måde:

Hvis lægen er fagligt kompetent og habil, og patienten ikke ønsker at blive behandlet af denne læge, er det patientens egen opgave og ansvar at søge undersøgelse og behandling fra anden side.

Hans Buhl havde umiddelbart stor sympati for ræsonnementet, men havde dog betænkeligheder.

»Lægen må ikke ,hævne` sig og sige, at så er der ingen behandling til dig; hvis patienten ikke opfører sig ordentligt, og hvis patienten ikke er i stand til at overskue sin situation eller ikke har noget andet sted at tage hen, hvad så?«, spurgte han og foreslog, at Etisk Udvalg ville arbejde videre med formuleringen.