Der mangler en sang om solsorten

Samlerens Forlag, 2008

240 sider

Pris: 299 kr.

ISBN 978-87-638-0784-5

I 1940'ernes og 1950'ernes Sønderjylland går lægeparret Gertrud og Valdemar og deres børn igennem livets udfordringer. De møder tidløse problemer om, hvordan man får hverdagen til at hænge sammen i en firebørnsfamilie, når begge forældre skal passe praksis og sygebesøg, samtidig med at de mærker tidens brydninger med det dansk-tyske forhold efter 2. Verdenskrig og frygten for en krig med Rusland. Dertil er begge forældre præget af deres barndomshjem, og Valdemar også af sine oplevelser som læge på Bernadottes hvide busser.

Bogens primære stemme er et af børnene, den opmærksomt iagttagende Anna, der nok er et barn af tiden, men ikke just flinkeskolens dydsmønster. Hun er interesseret i forældrenes lægearbejde og identificerer sig meget med sin far.

Annas situationsbeskrivelser skaber billedet af familien, og efterhånden som hun bliver ældre og beskrivelserne mere håndgribelige, kan læseren sammenstykke et helhedsbillede og en fornemmelse af, at der også foregår noget, som Anna hverken kan håndtere eller beskrive. Det synes, som om hun er det af børnene, der er mest følsomt for forældrenes bekymringer og uforståelige handlinger, men alle børnene bliver påvirkede og reagerer undertiden voldsomt på hver deres måde.

Den handlingsmæssige røde tråd er spinkel, da erindringsglimtene netop er glimt. Det giver de enkelte situationer en egen værdi, at de får lov at hvile i sig selv, men man kan savne, at der blev fulgt op på nogle af episoderne med deres antydninger og løse ender. Manglen på store begivenheder og det rolige tempo giver fortællingen et autentisk præg; livet består af episoder, der er lige så almindelige og upåagtede som solsorten i bogens titel.

Hvis man ønsker det, kan man tolke fortællingen ud fra en pædagogisk eller psykologisk synsvinkel. Forfatteren Vibeke Vasbo viser nemlig, hvordan børn kan bekymre sig og skabe deres eget verdensbillede, når de ikke bliver inddraget i deres forældres liv på deres egne præmisser, uanset om forældrene handler ud fra nødvendighed eller et ønske om at give børnene en beskyttet barndom. Selv om opfattelsen af børn har ændret sig, er det muligt at drage paralleller til nutidens konsekvenser af forældres manglende tid til børnene.

Romanens styrke er først og fremmest de skarpe beskrivelser fra barnets vinkel. Den barnlige undren og manglende logik fremstår vellykket, og noget vil sikkert vække erindring eller genkendelse. »Der mangler en sang om solsorten« er nemlig ikke en bog, der skal læses for handlingens, men for stemningens og tidsbilledets skyld.