Skip to main content

Derfor smækker de døren til det offentlige

Journalist Annette Hagerup, ahagerup@mail.dk

14. mar. 2008
7 min.

Overlæge Anders Fischer er en venlig mand, og han vil gerne ønske yngre lægekolleger tillykke, når de får foden under eget skrivebord i egen praksis. Men samtidig ærgrer det ham, hver gang en veluddannet specialist går ud ad svingdøren på et offentligt dansk hospital.

Gået på klingen synes han, at han har været gæst ved alt for mange receptioner på nye speciallægeklinikker i de seneste år. For hver ny klinik er et tab for det offentlige sundhedsvæsen og for danske skatteydere.

»Hver gang en overlæge eller specialistuddannet afdelingslæge forlader afdelingen, er der tale om et kolossalt tab af viden, erfaring og ekspertise for det offentlige, som så må i gang med at uddanne nye specialister,« fortæller Anders Fischer. Anders Fischer har selv været overlæge siden 1987. Først var han ledende overlæge på Hørsholm Sygehus i syv år, siden ledende overlæge på Gentofte Hospital i 14 år og siden efteråret har han været specialeansvarlig overlæge på mave/tarmkirurgisk afdeling på Herlev Hospital. Bare på den korte tid har fem speciallæger forladt hans afdeling for at etablere egne klinikker.

»Det er mennesker, der ikke umiddelbart kan erstattes. Det tager 12-15 år at uddanne en topkirurg. Tilbage på afdelingen står vi ældre overlæger, som må i gang med at uddanne nye specialister. Vi står til daglig med en gruppe yngre, relativt uerfarne læger, der må tage sig af højt specialiserede operationer, selvom de stadig er under oplæring.

Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, hverken for patienter eller læger,« siger Anders Fischer, selv 64 år.

Ikke at han fortænker speciallægerne i at rejse. Han forstår dem kun alt for godt.

»Vi har kreeret et system, der opfordrer til hjerneflugt,« mener Anders Fischer.

Fælles for de læger, der forlader sygehuset, er en utilfredshed med det offentlige sygehusvæsen.

»De er utilfredse med arbejdsforholdene. Trætte af at forklare nervøse patienter, hvorfor de skal vente på behandling. Trætte af de evindelige aflysninger af planlagte operationer, fordi det vælter ind med akutte patienter,« fortæller Anders Fischer.

80 pct. af patienterne på mave/tarmkirurgisk afdeling indlægges akut for blødende mavesår, blindtarmsbetændelse, sprængte pulsårer etc. 40-50 pct. af dem skal opereres akut. Alene den sidste weekend i januar kom der 37 akutte patienter på afdelingen, der grundet sygeplejerskemangel i øjeblikket kun råder over 29 bemandede senge og er konstant overfyldt.

Anders Fischers kollega på mave/tarmkirurgisk afdeling, overlæge, dr.med. og specialist i lever- og bugspytkirtelkirurgi Flemming Burcharth er frustreret over lægeflugten. »Vi opererer de mest vanskeligt operable patienter her på Herlev Hospital, hvor vi har landsdelsfunktion inden for lever- og bugspytkirtelkirurgi. Rent fagligt kan en kirurg ikke få større udfordringer end her hos os. Alligevel forlader de os for at operere åreknuder og hæmorroider dagen lang på en privatklinik.

Det svarer til, at en højtuddannet civilingeniør dropper sit job for at blive cykelsmed,« siger Flemming Burcharth, der stadig undrer sig over byttet.

Han tror, man kunne fastholde lægerne i systemet, hvis de fik en ordentlig løn.

De speciallæger, der går ud i den private sektor, tjener ca. tre gange så meget som en overlæge i det offentlige sygehusvæsen.

Selvom Flemming Burcharth, 69 år, selv har valgt at blive i det offentlige, kan han se masser af fordele ved de private hospitaler/klinikker. »For det første bliver man ikke overanstrengt, man har fri hver weekend, og man sover hver nat,« siger Flemming Burcharth, der indimellem selv går stuegang om lørdagen for at aflaste sine reservelæger.

For meget afspadsering

Den stramme økonomi i det offentlige sygehusvæsen betyder, at der ikke er noget, der hedder overarbejdsbetaling. Det betyder, at weekendvagter skal afspadseres. Og det er ifølge de to overlæger en stor barriere i dagligdagen. »Har en af vores overlæger tilkaldevagt i weekenden, når han nemt op på så mange timers overarbejde, at han skal afspadsere en hel uge. De mange påtvungne overarbejdstimer betyder manglende kontinuitet i det daglige arbejde. Mange af vore kirurger klager ligefrem over, at de får for få operationstimer, fordi de hele tiden skal afspadsere. Mange ville gerne arbejde ud over de 37 timer om ugen, så de kunne få bedre føling med faget og mere erfaring med sjældne operationstyper,« fortæller ledende overlæge Anders Fischer.

Mange af afdelingens kirurgiske overlæger vælger at supplere deres indtægt og tage ekstraarbejde på privatklinikker/hospitaler frem for at ligge hjemme på sofaen.

Både Anders Fischer og Flemming Burcharth er udlært efter mesterlæreprincippet. »Vi blev oplært af en mere erfaren kirurg, som stod ved siden af os, når vi selv skulle operere. Den slags supervision får yngre kirurger i dag alt for lidt af. Der er 28-30 kirurger på mave/tarmkirurgisk afdeling, men det er kun halvdelen af staben, der er til stede hver dag. Resten afspadserer,« fortæller Flemming Burcharth.

Det er hans erfaring, at speciallægerne er frustrerede over, at der bliver lagt mere og mere kontorarbejde over på deres skuldre. »De bruger efterhånden flere timer på kontrol, bogføring, akkreditering, kvalitetssikring, osv. end på direkte patientkontakt. I dag kan du ikke ordinere en Panodil uden at skulle åbne flere computerprogrammer,« siger Flemming Burcharth.

Det hører også med til billedet, at overlægegruppen under ét føler sig umyndiggjort i forbindelse med hele omlægningen af hospitalsstrukturen i Region Hovedstaden, hvor afdelinger bliver nedlagt og lagt sammen til mega-afdelinger andre steder. Selvom det er overlægerne, der skal få de nye afdelinger til at fungere, har overlægegruppen ikke været med til planlægningen.

Når samtlige frustrationer tælles sammen, forstår ledende overlæge Anders Fischer godt, at en overlæge omkring de 50 år siger: »Nok er nok. Nu gider vi ikke slide os selv op i det offentlige mere ...«

»Det danske samfund har i den grad dummet sig, fordi de ikke gør noget for at holde på hospitalernes højtuddannede arbejdskraft, siger Anders Fischer. Han foreslår, at speciallægerne efter engelsk model - »private wing« - får lov at leje hospitalernes faciliteter efter normal arbejdstid, hvor operationsstuerne alligevel står ubenyttede hen. »Hvis lægerne samtidig kunne købe sengeplads til deres privatpatienter på hospitalet ville man slå mange fluer med ét smæk. Ventelisterne ville blive kortere, det offentlige ville tjene penge, og lægerne kunne udnytte deres ekspertise og få mere erfaring,« siger Anders Fischer.

Han foreslår, at de private afsnit skal drives for forsikringspenge, så der kommer vandtætte skodder mellem det offentlige og det private.

»Det er grotesk, at vi i Danmark har et sygehusvæsen, der stort set er dødt efter kl. 15,« siger Anders Fischer.

»I øjeblikket underminerer man det offentlige sygehusvæ sen, fordi man lader pengene følge patienten ud til privatklinikkerne. Der er f.eks. ingen faglig begrundelse for at give en måneds ventetidsgaranti på en brokoperation

Det koster samfundet en forfærdelig masse, at privathospitalerne bygger nye, supermoderne operationsstuer, som de kan afskrive over skatten. Man kan spørge, hvorfor samfundet skal være med til at finansiere privathospitalernes fine udstyr, mens privathospitalerne stjæler de læger, som samfundet har brugt millionbeløb. på at uddanne?«

Fakta

Formanden for Dansk Ortopædkirurgisk Selskab, professor, overlæge, dr.med. Cody Bünger, anslår, at mellem 50 og 75 pct. af de offentligt ansatte ortopædkirurgiske speciallæger på landsplan har en bibeskæftigelse i det private sundhedsvæsen.

Ekstraarbejdet i det private mærkes tydeligt på Cody Büngers egen ortopædkirurgiske afdeling på Århus Universitetshospital, hvor der er færre læger til stede i dagligdagen.

»Vores speciallæger leverer de 37 timer om ugen, de er forpligtet til i henhold til overenskomsten, men incitamentet til at gøre en ekstra indsats her på afdelingen er stort set forsvundet. Der har her på afdelingen været tradition for, at lægerne arbejdede 50-60 timer om ugen mod at få ekstrabetaling for overarbejde. Men med de lønninger, lægerne kan tjene i det private, kan det ikke betale sig for dem at arbejde ekstra i det offentlige,« fortæller Cody Bünger.

Fakta

Speciallæge i kirurgi Jan Kolind Christensen, 46 år, er en af de specialister, der forlod det offentlige hospitalsvæsen. For fem år siden havde han ellers udsigt til en slutstilling som overlæge på Herlev Hospital, men valgte at sige op bare en måned før, han var færdiguddannet som sub-specialist i lever- og pancreaskirurgi. »Jeg havde altid været glad for mit arbejde i det offentlige, men jeg syntes efterhånden, der blev fokuseret mere på produktion end på kvalitet. Man gik mere op i operationsantal end i, hvordan patienterne havde det. Det er jo ikke nok at operere folk, det er mindst lige så vigtigt at informere dem fyldestgørende og følge dem i efterforløbet. Derfor følte jeg ikke længere, at jeg kunne lave et forsvarligt stykke arbejde over for den enkelte patient. Efterhånden måtte jeg spørge mig selv, om jeg kunne forestille mig at fortsætte på den måde de næste 20 år? Svaret var nej.« I dag har Jan Kolind Christensen en speciallægepraksis på Vesterbro, hvor han er fuldt tilfreds med at lave ambulante operationer og foretage kikkertundersøgelser. »Her foregår det på mine præmisser med tid til den enkelte patient. Jeg føler, jeg har genvundet kontrollen over min egen arbejdssituation,« fortæller Jan Kolind Christensen.