Skip to main content

Desværre – der er ingen nemme løsninger på speciallægemanglen

Jeg misunder ikke de kolleger, som på mindre sygehuse skal få en vagtplan til at gå op måned efter måned uden at kunne skimte bare noget, der ligner en holdbar løsning på speciallægemanglen i horisonten.

Foto: Sarah Bender.
Foto: Sarah Bender.

Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing

22. maj 2015
3 min.

Jeg misunder ikke de kolleger, som på mindre sygehuse skal få en vagtplan til at gå op måned efter måned uden at kunne skimte bare noget, der ligner en holdbar løsning på speciallægemanglen i horisonten. At det kan være en meget svær opgave, stod også klart, da Danmarks Radio for nylig i sin egen undersøgelse konstaterede, at der mangler ca. 500 speciallæger på landsplan. Med kæmpestore udfordringer til følge i de dele af landet, der ligger længst fra universitetshospitalerne.

Patienter har krav på behandling af høj kvalitet, uanset hvor de bor, og de vil kende den læge, der har ansvaret for deres behandling. Et ønske om at have sygehuse uden for de største byer må ikke betyde, at kvaliteten kompromitteres.

Her og nu er der brug for, at der sættes målrettet ind i forhold til at rekruttere læger til almen praksis uden for de store byer, i psykiatri mv.

Desværre er der ikke noget quick fix på problemet med de manglende speciallæger. Fagligt forsvarlige og langtidsholdbare løsninger kræver en bred indsats over lang tid. Derfor er Lægeforeningen også glad for, at sundhedsministeren har taget positivt imod vores forslag om en national handlingsplan, der skal imødegå manglen på speciallæger.

Helt afgørende er det, at en kommende plan ikke kun handler om situationen på sygehusene, men også tager fat i de problemer med for få læger og vanskelig rekruttering, som almen praksis allerede i dag slås med i rigt mål. Nogle steder i landet kan patienter simpelthen ikke få en egen læge. Det er naturligvis helt uholdbart.

Vi ønsker, at der uddannes flere speciallæger – ikke mindst inden for almen praksis, psykiatri og geriatri. I vurderingen af, hvor mange læger, der skal uddannes, bør man også tage højde for, at det lægelige arbejdsmarked løbende udvikler sig. Sygdomsbyrden ændrer sig, og lægemiddelindustrien efterspørger flere læger. Lægeforeningen kan støtte et øget optag, hvis der er sikkerhed for den nødvendige kvalitet i uddannelsen, og for at sygehuse og praksis kan levere den kapacitet, der er nødvendig for smidigt at uddanne unge læger til de speciallæger, der er så hårdt brug for.

Her og nu er der brug for, at der sættes målrettet ind i forhold til at rekruttere læger til almen praksis uden for de store byer, i psykiatri mv. Vi har en fælles interesse med regionerne i at sikre, at unge læger kan se deres ambitioner og faglige drømme folde sig ud i de specialer.

Samtidig er der brug for en kritisk gennemgang af, om speciallægers resurser bruges rigtigt alle steder. Der er administrative opgaver, som lægesekretærer har spidskompetence i at løse, men som alligevel klares af læger mange steder. Det giver ikke faglig mening, og da slet ikke, når speciallægers resurser er så efterspurgte i det kliniske arbejde med patienterne.

Glem alt om tvang. I debatten har forskellige aktører foreslået ordninger, hvor læger presses til at tage job på de sygehuse, der er hårdest ramt af mangel på speciallæger. Men det er en dårlig ide. Al erfaring viser, at man ikke opnår langtidsholdbare løsninger ad den vej. At blive tvunget ud i et job er mildt sagt ikke befordrende for et fagligt ansvar. Faktisk er det svært at forestille sig et mere trælst udgangspunkt. Kræfterne er langt bedre brugt, hvis regioner, regering og læger sammen lægger en handlingsplan, som understøtter, at der er speciallæger nok til at bemande det sundhedsvæsen, vi ønsker, og sikre behandling af høj kvalitet til alle patienter.