Skip to main content

»… desværre siger kommunen nej«

Agab Ahmed er overlæge ved et ældrepsykiatrisk afsnit på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. Hun savner bl.a. skærmede plejepladser til demente, der kommer igen og igen – og tilbud til de mange, der ofte må genindlægges med depression, som skyldes ensomhed.
Foto: Claus Bech
Foto: Claus Bech

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

18. maj 2022
5 min.

7.48: Toget fra Høje Taastrup ankommer i Vordingborg. Jeg følges med nogle kolleger. Vi går fra stationen gennem skoven og forbi havnen, og ankommer efter en smuk tur til hospitalet. Inden morgenkonferencen læser jeg e-mails på kontoret og ser, hvilke patienter der er indlagt siden i går. Derefter morgenkonference med alle hospitalets læger omkring bordet.

9.00: Det er tirsdag, så vi har den ugentlige behandlingskonference på mit afsnit, hvor vi drøfter behandlingsplaner, patienternes tilstand, om behandlingen gavner, eller vi skal ændre på noget, og hvem der evt. er klar til at udskrivelse. Vi er to læger på afsnittet plus plejepersonalet, socialrådgiver og fysioterapeut.

10.05: Der er møde om en patient med kommunens demenskoordinator, plejehjemspersonale, ægtefælle og barn. Patienten, en 76-årig mand, er kendt med demens og er for en måned siden flyttet på plejehjem, hvor han var udadreagerende og aggressiv, både mod personalet og også udenfor, på gaden. Han blev indlagt af egen læge hos os for to uger siden, da plejehjemmet ikke kunne rumme ham, og er faldet til ro her. Han bør være på en demensenhed, men sådan én har vi ikke i Region Sjælland. Plejehjemmet vil ikke have ham tilbage, og det forstår jeg godt. Hans kone og datter er kede af, at han er indlagt hos os, men vi må beholde ham lidt endnu, til vi finder det rigtige sted. Det her sker mindst en gang om måneden, og det er et kæmpeproblem.

10.30: Jeg har sagt det, jeg skulle, og mødet kan fortsætte uden mig. Jeg har stuegang på afsnittet. Den første patient er en 73-årig kvinde, ikke kendt i psykiatrien. Hun blev indlagt for to dage siden med psykose og meget konfus. Vi mener, at det er somatisk udløst og konfererer med en medicinsk afdeling i Nykøbing med henblik på overflytning.

10.50: En ældre mand på 82 år er i fremgang efter 14 dage hos os. Han blev indlagt med depression, men er i fremgang. Han har deltaget i træning med fysioterapeut, og vi skal afklare, hvornår han skal udskrives, hvad hans behov er i hjemmet, og hvordan han skal behandles videre.

11.20: Den tredje patient er en 85-årig mand. Hans kone er død for en del år siden, og han bor alene i lejlighed. Hans søn bor i hovedstadsområdet, men har meget travlt, så de har kun kontakt over telefon. Alle hans venner er døde. Han har været hos os i tre dage, obs. depression og min vurdering er, at depressionen er udløst af ensomhed. Det er noget, der fylder rigtig meget i ældrepsykiatrien. Når de kommer hos os, er de i trygge rammer, får ordentlig mad, her er personale og jævnaldrende at snakke med, de går til træning. Så får de det hurtigt bedre og trives, og efter to-tre dage vurderer vi ofte, at det ikke er depression, og det gælder også for denne patient. Han siger, at han ikke kan klare sig derhjemme, at han mangler indhold i tilværelsen, og at tiden falder lang. Han ønsker at flytte til en aflastningsplads på plejehjem – men jeg må fortælle ham, at desværre siger kommunen siger nej. De mener, han er for god til aflastningsplads, men de vil godt give ham maksimal hjemmehjælp. Det afhjælper bare ikke ensomheden. Hvis der dog bare blev afsat flere penge til skærmede enheder og aflastningspladser – det ville faktisk reducere antallet af patienter mærkbart. Vi må udskrive ham. Der er stor risiko for, at han kommer igen, hvis han ikke får mere social kontakt.

12.45: Efter frokost i kantinen med kollegerne starter vores eftermiddagskonference for lægerne på samtlige afsnit. Vi drøfter pladssituationen. Derfra går jeg direkte til et møde med en KBU-læge, som jeg er vejleder for, og som har været her i fem måneder, plus en medicinstuderende. Jeg giver feedback på KBU-lægens stuegang på to patienter, som hun klarer selv.

14.00: Opkald fra en praktiserende læge, som vil drøfte to patienter. Den ene er en dement – en mand, som slår sin kone. Vi drøfter muligheder for behandling og eventuel indlæggelse. Jeg foreslår, at vi først forsøger med medicinsk behandling. Patient nr. 2 – her mener lægen, at der er tegn på begyndende depression hos en dame på 70 år. Han spørger om mulighed for behandling med antidepressiva. Den type opkald fra egen læge får vi næsten dagligt. Lægen fortæller, at hun har tabt sig, at hun har selvmordstanker og ikke sover om natten. Han beskriver en klassisk depression, og jeg anbefaler, at han starter hende i antidepressiv medicin og følger op på hende om nogle uger.

14.30: Undervisning af personalet på afdelingen. En del sygeplejersker er nye og har ikke så megen erfaring, så vi har aftalt med deres afdelingssygeplejerske, at vi skal undervise dem. Sidste gang underviste vi dem i delir, og i dag bliver det om depression hos ældre.

15.30: Jeg drikker en kop te og tjekker mine mails, inden jeg går forbi havnen, gennem skoven og til stationen, hvor toget mod København afgår 16.10. I toget læser jeg i teoribogen – jeg er ved at tage kørekort.

17.10: Min søn henter mig på stationen i Høje Taastrup. Vi kører hjem, og jeg slapper lidt af, inden jeg går hen til køreskolen til teoriundervisning.

20.00: Hjem til aftensmad, og tidligt i seng, så jeg kan komme tidligt op og med toget igen i morgen. Vi har drøftet muligheden for at få vores egen bus, som kører direkte mellem København og afdelingen. Sådan én var der for nogle år siden, og psykiatrien i Slagelse har én. Vi har drøftet det med vores chef. Han arbejder på sagen, og det er måske ved at lykkes. Det vil gøre arbejdslivet endnu bedre!