»Det almindelige skal gøres interessant«

###etd%c3%b8gnmed###

06.00 Op og spise morgenmad med hustruen og børnene. Smører madpakker.

07.45 Jeg går ud ad døren. Klinikken er indrettet i en lejlighed 200 meter fra, hvor vi bor. Først skal børnene lige afleveres på den lokale skole.

08.02 Er på klinikken, hvor den første patient er klar. En dame med tørre øje. Muligvis en hadepatient for nogle øjenlæger, men jeg er så ny, at jeg nægter at betragte nogen lidelse som en banalitet. Jeg forsøger at gøre det almindelige interessant og til noget, jeg skal sætte mig grundigt ind i, så jeg kan glæde mig til det næste tilfælde. Jeg kan ikke sidde og vente en hel uge på, at der skal komme noget alvorligt, mens jeg bliver småsur over, at de kommer og har brug for læsebriller.

Jeg fotograferer de små kirtler - de meibomske kirtler - som er tilstoppede. Jeg forklarer hende, at hendes øje ikke mangler saltvand fra tårekirtlerne, men olie fra de små kirtler. Jeg plejer at bruge en sammenligning og sige, at »hvis du har tørre hænder, vil du jo hellere smøre dem i olie end dyppe dem i havet«. Og sådan har øjet det også.

10.15 Jeg fik ikke tid til kaffepausen, men sekretæren kommer da ind med en lille kande kaffe.

11.45 Hustruen til en lokal tennistræner kommer. Hun har nedsat syn på venstre øje og en pupil, der reagerer trægt. Hende sætter jeg til en synsfeltsundersøgelse allerede næste dag, for det kan være en sygdom i hjernen eller i synsnerven.

12.15-12.35 Frokostpause. Jeg spiser den medbragte mad.

12.50 En ældre mand mener, at han har nethindeløsning. Det har han nu ikke. Jeg har en OCT-skanner på prøve, og den viser sit værd, da jeg kan se, at det er en lille hævelse af den gule plet.

14.00 En russisk sukkersygepatient har en kvindelig tolk med - en dygtig tolk, som ligner en tennisspiller.

15.30 Dagens sidste patient - en brasiliansk kvinde, som har noget, der nærmest er en folkesygdom i Brasilien: En såkaldt pterygium, som er en lille, hvid hinde, der vokser ind over hornhinden. Det skal der ikke gøres noget ved nu, og jeg beroliger hende bare.

16.00-16.30 Telefonmøde med min arkitekt. Klinikken er ikke helt færdigindrettet. Der er en del løse ender at drøfte med hende.

16.35 Hjemme. Overvejer at løbe en tur. Ender med en lille lur på sofaen.

17.30 På vej til Irma for at købe ind ser jeg en sydeuropæisk patient kigge på cd'er foran en veloplyst pladebutik. Den 50-årige mand har været i klinikken 8-10 gange på få uger pga. smerter fra herpes zoster i ansigtet. Han får gabapenten, vel noget af det stærkeste, man kan give mod den slags, og hver gang jeg spørger, hvordan det går, bliver han meget dramatisk og har det »værre end nogen sinde!« På vejen tilbage ser jeg ham igen. Han er ved at betale i butikken og smiler lykkeligt. Interessant klinisk iagttagelse.

19.30 Efter aftensmaden arbejder jeg en times tid på et kapitel, jeg er ved at skrive med en kollega til et kompendium for sygeplejersker.