Det alt for søde liv

»Selvom patienterne får gratis medicin, kan de ikke gennemskue konsekvenserne af sygdommen, og de tager ikke deres medicin. Det var først, da jeg fortalte, at diabetes altså kan koste dem benene eller nyrerne, at de lyttede skræmt: De havde aldrig hørt det før«, fortæller læge Ona Kinduryte Hansen. Til hverdag overvåger hun kliniske forsøg i Novo Nordisk, men i marts skiftede hun for tre uger laboratoriet ud med en diabetesklinik i Malaysia.

Siden 2003 har i alt 12 læger og laboranter frivilligt og ulønnet stillet deres viden om diabetes til rådighed på klinikken i Maran på Malaysias østkyst, 500 km fra hovedstaden Kuala Lumpur.

Antallet af diabetestilfælde stiger voldsomt i Malaysia. Urbanisering og ændret levevis som resultat af økonomisk vækst gennem 1970'erne og 1980'erne fik fra 1986 til 1996 prævalensen til at stige fra 6,3 procent til 8,3 procent. Og den stiger fortsat: WHO regner således med, at der i 2030 vil være 2,5 millioner malayer, der har diabetes. I dag er der knap en million, men man regner med, at der reelt er flere, for kun omkring 80 procent af tilfældene bliver diagnosticeret.

På verdensplan anslår WHO, at hver tiende beboer i storbyerne i ulandene lider af diabetes, mens yderligere ti procent har forstadier.

Kun tredive læger

Siden 1990'erne har den malaysiske regering etableret en række diabetesklinikker rundt omkring i landet, men kun 30 læger er i dag specialiseret i diabetes. De fleste diabetikere bliver derfor behandlet af alment praktiserende læger uden særligt kendskab til sygdommen, hvilket ofte medfører følgesygdomme som grå stær eller nervebetændelse.

En stor del af samarbejdet mellem Novo Nordisk og det malaysiske sundhedsministerium går derfor ud på at træne læger og sygeplejersker i diabetesbehandling.

Diabetesklinikken i Maran er del af en lidt større klinik, hvor den ledende læge klarer alt, lige fra ortopædkirurgi til vanskelige fødsler.

To gange om ugen er der konsultation i det rum, der fungerer som både venteværelse og undersøgelsesrum, og der kommer hver gang cirka 25 af områdets 600 diabetespatienter for at få målt blodtryk og blodsukker, taget blod- og urinprøver og få udregnet BMI.

Men nogle udeblev fra deres aftaler hver anden eller tredje gang eller tog ikke deres medicin.

Ona Kinduryte Hansen fortæller:

»På klinikken undersøgte personalet patienterne enormt hurtigt, og de havde ikke tid til at forklare, hvad diabetes er, og hvor vigtigt det er at ændre livsstil. De forklarede heller ikke konsekvenserne af ikke at tage sin medicin, for det kræver tid og resurser. Den ledende læge klagede også over, at sygeplejerskerne og laboranterne ikke var motiverede til at tage sig af diabetespatienterne«.

Selvom Ona underviste personalet - på engelsk - i, hvordan de kunne informere patienterne bedre om følgesygdomme og sundere livsstil, kom budskabet ikke altid over sprogbarrieren, ligesom mangel på retningslinjer for alt, lige fra at bestille håndsæbe til at spritte af inden de tog blodprøver, gjorde arbejdet med diabetespatienterne ineffektivt og besværligt.

Endelig mæt men syg

Antropologiske studier af malaysiske madvaner viser blandt andet, at malayerne foretrækker mad med højt indhold af animalsk protein og fedt, og at de især i den østlige del af landet, hvor Maran ligger, indtager så meget sukker blandt andet i form af frugtsaft, at det fremprovokerer sukkersyge:

»Jeg lagde mærke til, at de altid spiser meget sukker og kommer meget sukker i teen, og især de unge spiser fast-food. Og så spiser de mange gange om dagen, med flere store måltider mellem hovedmåltiderne. Samtidig er der på grund af deres religion og varmen ingen, der motionerer,« fortæller Ona Kinduryte Hansen og understreger, at der først og fremmest skal oplysning og undervisning til, hvis diabetesraten ikke skal kaste skygge på Malaysias vej op ad velfærdsstigen.

Op ad velfærdsstigen

Malaysia står næsten symbolsk lige over Malawi i WHO's statistik over, hvor mange penge, de enkelte lande bruger på sundhedsvæsnet. Mens Malawi som et af verdens fattigste lande i gennemsnit bruger 16 dollar pr. indbygger på sundhed, giver den økonomiske udvikling gennem de sidste 30 år Malaysia mulighed for i gennemsnit at bruge 218 dollar pr. indbygger. Danmark bruger 2.292 dollar pr. indbygger.

Fem procent af det samlede socialbudget går til sundhedsvæsnet, men en hastigt voksende og stadigt ældre befolkning har i stigende omfang behov for behandling for blandt andet de livsstilssygdomme, der følger i kølvandet på økonomisk vækst.