Skip to main content

»Det er altså ikke morsomt at tale om«

Anne Steenberger, as@dadl.dk. Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

7. sep. 2012
3 min.



»Der er ingen tvivl om regelsættet. Det er simpelt at læse sig til; det står i den regionale vejledning. Lægen bestemmer. Men det betyder altså ikke, at det er morsomt at tale om. Det er sjældent informationer, som patienten eller de pårørende efterspørger. Det er jo mig som fagperson, der får den refleksion, at det her bliver vi nødt til at få afklaret, før hjertestoppet muligvis indtræder«.

Således siger overlæge Erling Tvedegaard, Nefrologisk Afdeling, Herlev Hospital, der tidligere på året sammen med kollega Lena Saltbæk offentliggjorde en undersøgelse i Ugeskrift for Læger, der viste, at trods klare regler om, hvis ansvar det er, om der skal foretages genoplivning ved hjertestop eller ej, er området fuldt af dilemmaer. Og at læge og patient ofte har forskellige holdninger til, hvad der bør ske.

Ifølge Erling Tvedegaard er det svært for læger at få hul på den nødvendige snak med patienten og de pårørende.

»Personligt synes jeg, at det er lige belastende hver gang. Patienten siger jo ikke, at det var pænt af mig, at jeg tænkte, at de måske kunne ende med et hjertestop. De skal jo oftest samles op bagefter. Ligesom det ikke er en samtale, der overstås hurtigt. Det skal måske også tales igennem med ægtefællen og de pårørende. Samtidig har vi besluttet hos os, at det er en kollektiv konferencebeslutning og ikke bare min enøjede vurdering, at vi ikke vil forsøge genoplivning, hvis vi kommer dertil. Så alle skal være enige i min vurdering«, siger Erling Tvedegaard.

På Herlev Hospital, der var epicenter i sagen om dødskoderne, skriver de nu »minus EHM« i journalen, hvilket betyder, at patienten ikke skal tilbydes ekstern hjertemassage. Samt dato for, hvornår beslutningen er truffet, og hvornår patienten og/eller de pårørende er blevet orienteret om denne lægelige beslutning.

Dermed ved sygeplejersker og SOSU-assistenterne også, hvad der skal ske ved et eventuelt hjertestop, ligesom man ifølge Erling Tvedegaard undgår »meget belastende diskussioner med de pårørende bagefter«.

Ifølge overlægen er samtalen ofte svær for lægen, fordi hverken patienten eller de pårørende normalt er forberedt på, hvor kritisk sygdommen egentlig er. Og hvorfor hjertestop er en reel mulighed.

»Problemet for mange læger er timingen. Hvornår man skal tage den snak. Hos os har vi ligefrem talt om, hvorvidt den skulle være fast rutine, hvornår vi skulle føre den, ligesom vi pr. automatik taler livstestamente og hvem, der må oplyses om patientens sygdom. Der er sjældent et indlysende egnet tidspunkt at åbne for diskussionen, hvorfor vi som læger må træde i karakter. Jeg snor mig også som katten om den varme grød«, siger Erling Tvedegaard.

Han påpeger dog, at den svære samtale oftest ender med, at patienten/værgen er enig med lægen i, at der ikke er nogen grund til genoplivning i de tilfælde, hvor man ender som grøntsag.