Det er fast arbejde

Det første, man ser, når man træder ind i det hyggelige venteværelse i Pia Mül-ler og Connie Brunsgårds praksis, som de deler i Greve Centret , er »Sundheds-hjørnet«.

Det er nu ikke noget hjørne, men en væg, hvor der hænger en stor opslagstavle, fyldt med farvestrålende information om det sunde liv: Beskeder, udklip, opråb, gode råd, postkort og anden information om sundhed og velvære. Der er ingen berøringsangst og dermed også brochurer for lokale fitnesscentre - som dog først bliver tjekket af lægerne, så løfterne ikke er alt for luftige.

Det er to af praksis' uddannelseslæger, Catalina Ramon Klint og Pia Larsen, der har fået ideen, og den er gået hen og blevet et vigtigt led i forebyggelsesarbejdet i praksis.

»Vi har også en mappe med artikler om livsstil, sundhed og sygdom, som vi gerne vil have, at patienterne læser. Vi sakser dem alle steder fra,« siger Pia Müller. Der er også en »gæstebog«, hvor patienterne kan skrive gode råd til hinanden.

»Og patienterne er helt vilde med det,« siger hun.

Det samme er mange lægekolleger, som har taget ideen op. Og i juni måned præsenterede Pia Müller og de to uddannelseslæger ideen om Sundhedshjørnet på en konference om almen medicin i Stockholm.

Pia Müller har været praktiserende læge i Greve otte år og driver sammen med læge Connie Brunsgård, hvad der rent faktisk er en solopraksis med 2.500 patienter. De er der hver tre dage, og der er altid en dag, hvor de overlapper. De har også altid en uddannelseslæge:

»Der er et stort potentiale med de unge læger, der er tændt på en anden måde end vi ,gamle`. De vil smaddergerne. Det tager selvfølgelig meget af den praktiserende læges tid, men fire ud af de otte uddannelseslæger, vi har haft her, har lavet projekter, og de er vildt optagede af det,« siger Pia Müller.

Sundhedsbrøken

»Jeg har altid været interesseret i forebyggelse. Min drøm var at have den sundeste praksis i landet, så jeg til sidst ville sidde uden patienter. Det var noget naivt,« siger Pia Müller og smiler stort.

Her otte år efter er viljen til forebyggelse intakt, men præmisserne mere realistiske:

»Det er en balancegang at formidle de sunde budskaber til patienterne om at tage vare på sig selv og fornemme, hvad der er sundt og godt for dem, så de ikke kommer rendende hele tiden, men kun når der er noget galt,« siger hun, der arbejder meget med rygestop, overvægt, alkohol og folks almene velbefindende.

»Jeg bruger ,sundhedsbrøken` - synes folk, at de har det godt, har de mange leveår igen. Det er en rigtig god predictor, det er der evidens for.«

»Der er en stor ambivalens fra patienternes side. Mange af dem ved godt, hvordan de skal leve - men de forstår det ikke. Jeg tror, at alle praktiserende læger skal lære at sætte realistiske forventninger og succeskriterier. Hvis folk vejer 30 kg for meget, skal vi tage små skridt og rose dem, når de har tabt to kilo. Det skal praktiserende læger lære at arbejde med og glæde sig over de små fremskridt, der er. For tror lægen ikke det rykker en pind, tror patienten det heller ikke. Men når det så lykkes, bærer det en igennem,« siger Pia Müller.

En øjenåbner

I 2004 foretog Pia Müller samnen med læge og forsker Jesper Bay-Hansen en undersøgelse i praksis, økonomisk støttet af Sundhedsstyrelsen.

Undersøgelsen omfattede 12 praksis. Hver dag i en uge fik alle patienter mellem 18 og 75 år et spørgeskema med 13 spørgsmål om vægt, som: Er du tilfreds med din vægt? Ville du bruge lægen ved overvægt? Er det o.k. at blive vejet, hvis du kommer for noget andet? Derudover skulle de anslå deres egen vægt.

Patienterne udfyldte skemaet og havde også en kuvert med ind til lægen, hvor de på den ene side vurderede deres vægt, på den anden side skulle lægen gøre det.

»I al sin enkelhed ville vi finde ud af, om de praktiserende læger ved øjesyn er i stand til at se, om patienterne er overvægtige, fede, normalvægtige eller tynde, og det var meget interessant, for det kunne de ikke. Lægerne fejlvurderede 56 pct. af de overvægtige og 71 pct. af de fede som normalvægtige; nogle af dem vurderede vi endda til at være normalvægtige,« siger Pia Müller, der indrømmer, at de ikke klarede sig bedre i hendes egen praksis, der også var med i undersøgelsen.

»Det er svært at vurdere. Det kommer snigende, måske et til to kilo om året, og så lægger vi ikke mærke til det. Læger søger mod det normale; det er et træk man kender fra andre undersøgelser. Min tanke med projektet var at få lægen til at veje patienterne en gang om året for at følge en eventuel vægtstigning. Vi har jo fat i alle patienterne - 85 pct. kommer hvert år, og 100 pct. kommer over en periode på tre år,« siger Pia Müller og tilføjer: »Det var virkelig en øjenåbner. Men man skal erkende problemet, før man kan arbejde med det.«

Bagefter foretog hun et kvalitets-forskningsinterview med lægerne, blandt andet om, hvad de kunne tænke sig med hensyn til at tackle overvægt: At henvise patienterne, at der var kursusmuligheder for personalet eller motion på recept. Og hun siger, at lægerne mangler værktøj og henvisningsmuligheder.

Kan man veje patienterne?

Pia Müller siger, at mange læger tror, at man støder patienterne ved at veje dem. Og patienten, som føler hun har fejlet ved at tage på, nænner ikke at konfrontere lægen, fordi det er en fælles fiasko.

»80 pct. siger, det er o.k. at blive vejet. Men mange overvægtige siger nej,« siger hun, »men vi er professionelle sundhedsfremmere, og derfor er vi nødt til at tage fat - men hvor meget? Og hvor meget orker vi?«

Projektet er endnu ikke færdigt. Pia Müller siger, at der er flere interessante data, og at de vil publicere en artikel. »Vi er de første, der har lavet den type undersøgelse,« siger hun.

En af de ting, Pia Müller arbejder med, er motiverende samtaler: »Jo mere man arbejder med de motiverende samtaler, jo bedre bliver man, hvis man gider arbejde med det. Det er noget, man skal træne, det kommer ikke flyvende til en, når man har læst en bog,« siger hun og tilføjer: »Jo flere successer, jo sjovere.«

»I begyndelsen, da jeg arbejdede i en lægekonsultation og skulle arbejde med kolesterolsænkning, sagde jeg til patienterne, at de først skulle ud at løbe og tabe sig før de fik medicin. De grinede af mig: Hun bliver klogere.«

Det er der nu ikke meget, der tyder på, når man sidder og taler med Pia Müller.

- Hvorfor er det ikke alle praktiserende læger, som af sig selv tager blodtryk, kolesterol og spørger ind til patientens helbred ved en konsultation?

Patienterne har enorme forventninger

»Der er sket en voldsom drejning i, hvad vi skal beskæftige os med. De otte år jeg har været praktiserende læge, er der blevet meget mere at lave,« siger Pia Müller. »Patienterne har enorme forventninger. Vi skal gøre alt, ringe alle vegne hen; de fo rventer, at vi bærer dem igennem. Det skal vi til livs. Det er patienten, ikke os, der skal gøre arbejdet ved de forebyggende samtaler. Men det er tungt, fordi det varer længe, før effekten slår igennem.«

»Skal vi virkelig arbejde seriøst med forebyggelse, kræver det gode pladsforhold til praksispersonale, for eksempel en astmasygeplejerske. Barrieren er de fysiske rammer:

Vi har ikke engang plads til en sygeplejerske her, fordi vi gerne vil uddanne vore egne, så vi har en ung læge. Skal man lave så megen forebyggelse, som de ønsker centralt fra, kræver det ressourcer. Man burde sprøjte penge i det, og det ville være relevant at gøre det i almen praksis.«

Hvordan fornemmer du holdningen blandt dine kolleger?

»Vi er i klumper. Mange læger synes, at forebyggelse er tungt, og vi er uenige om de motiverende samtaler. Jeg holder mange foredrag, og nogle læger synes jeg er naiv, når jeg tror, at jeg kan få folk til at flytte sig.«

Er der tilstrækkeligt med efteruddannelse på området?

»Det er blevet in at tage sydpå, hvor lægerne lærer at lave rigtig mad. Og der er masser af relevante tilbud og gode muligheder for at blive klædt på til opgaven,« siger Pia Müller.

Hvordan har du oplevet samarbejdet med andre instanser i sundhedsvæsenet, for eksempel ved hjerterehabilitering?

»Jeg må sige, at de bliver sluppet hurtigt ud til os. I vores praksis beder vi folk om at komme til kontrol med jævne mellemrum, cirka hver tredje måned, med blodprøver, blodtryk og kost. Vi kan også henvise til Motion for Livet, som motion på recept hedder her i Roskilde Amt. Desværre kun til 80 personer, men det er da en begyndelse.«

»Jeg tror på forebyggelse. Man kan ikke stoppe det; det er simpelt hen nødvendigt at forholde sig til det og følge op på de tendenser, der allerede er der: Motion er in og rygepolitikken kører. Man kan ikke være andet bekendt. Det er jo kun et spørgsmål om at spise ordentligt og få motion - og så bruger man milliarder af dollars til at forske i det!

Der kommer 400.000 overvægtige børn til i Europa hvert år. Og så kommer diabeten.

Det er fast arbejde dette her,« siger Pia Müller.

Fakta

Pia Müllers og Connie Brunsgårds praksis ligger i Greve Centret ved København. Der er ca. 2.500 patienter.

Pia Müller har mange jern i ilden: Hun underviser på den teoretiske videreuddannelse i almen medicin på Københavns Universitet, er uddannelseskoordinator i almen medicin i Roskilde Amt og med til at arrangere lægedage.

Desuden arbejder hun på en ny type vejledning med kort, klinisk information om børnefedme for DSAM og er DSAM's repræsentant i Sundhedsstyrelsen i fedmespørgsmål.