Skip to main content

"Det er fint nok at få lidt ansvar..."

Sandra Strandberg er på kandidatdelen af lægestudiet i København og oplever, at hendes klinikophold på Ortopædkirurgisk Klinik på Rigshospitalet var ud over det sædvanlige – på den gode måde, vel at mærke. Her en dag tre uger henne i opholdet.

Foto: Alexander Weng Petersen
Foto: Alexander Weng Petersen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

30. apr. 2015
3 min.

8.00 Morgenkonference. I dag holder traumesektionen oplæg om forbedret antibiotisk behandling af åbne frakturer, hvorefter vi går til røntgenkonference. Der skal også fordeles opgaver blandt os studerende. Vi planlægger selv med ansvar for egen læring, hvilket jeg synes, fungerer rigtig godt.

8.30 Jeg går med forvagten, som næsten er speciallæge og bl.a. passer skadestuen i RH’s kælder. Vi når knap nok derned, før dagens første traumekald bipper ind: Mand skudt i brystet. Min eneste opgave bliver nu at holde mig i baggrunden og ikke stå i vejen på traumestuen. Selvom man ikke har en direkte funktion, lærer man meget af at se, hvordan teamet systematisk gennemgår patienten og beslutter, hvad der skal ske.

10.05 Der begynder at komme patienter i skadestuen. Jeg aftaler med forvagten, at jeg ser patienterne alene, undersøger dem og vender tilbage med mine fund og evt. forslag til diagnose og videre udredning. Herefter kigger vi på patienterne sammen, mens jeg krydser fingre for, at vi er enige. En UCL-ruptur og en flænge i hånden, som jeg skal sy. Jeg får ikke frokost, før jeg har fulgt begge patienter til dørs og dikteret færdig. Det er fint nok at få lidt ansvar.

12.15 Tilbage i skadestuen efter frokost, hvor der nu er røntgensvar på en tidligere patient. Intet brækket og pt. sendes hjem. Jeg bliver i den forbindelse hørt i Ottawa’s ankel-regler. Dem skal jeg vist øve lidt på til i morgen.

13.00 Traumehylet giver lyd; en kvinde er kørt galt med høj fart og er på vej til traumestuen. Efter den primære gennemgang besluttes det, at hun skal opereres akut. Jeg får lov at assistere og får operationssygeplejerskerne til at ringe mig op, når det er tid. Går tilbage i skadestuen og ser en patient, der er faldet på cykel. Prøver at huske den systematiske tilgang og vurderer, at hun ikke er commotioneret, men slipper med knubs. Forvagten er enig, jeg dikterer skadesjournal, slår et par diagnosekoder op, og patienten bliver sendt hjem.

14.30 De ringer fra OP og fortæller, at traumepatienten er klar til operation. Jeg går i vask og assisterer de to ortopædkirurger, der skal lave en del ekstern fiksation. Suger og brænder det bedste, jeg har lært, får lov at sætte et par skruer og suturere lidt. Jeg husker stadig, hvor nervøs jeg var, da jeg for tre uger siden skulle sætte min første skrue.

16.30 Min dag er officielt slut, men jeg har besluttet at gå med i aftenvagt, da jeg lærer en masse. Holder dog først en pause med min mor, der kommer med kage i anledning af hendes fødselsdag.

18.00 Mødes med den nye forvagt i skadestuen. Vi ser en patient med formodet brækket ankel og køber lidt mad i kiosken. Da røntgensvar kommer, ses ganske rigtigt fraktur, og jeg får genopfrisket Lauge-Hansen Klassifikation. Der dikteres skadejournaler og hygges i sekretariatet. Vi får også gået et ligsyn, hvilket jeg efterhånden har vænnet mig til. Jeg var med til at modtage og indlægge den afdøde. Han kom for nogle dage siden med en skade, der ikke umiddelbart indikerede, at jeg skulle teste for rigor mortis i dag. Det rører mig lidt, hvor hurtigt det kan gå.

19.45 Traumekald, mand skudt adskillige gange. Han er ilde tilredt og skal opereres hurtigt. Jeg får endnu engang lov at assistere ortopædkirurgisk bagvagt. Godt, jeg valgte at blive! Der er trangt på stuen og flere specialer i gang på samme tid, men stemningen er rolig og koncentreret.

22.30 Operationen slutter. Jeg ringer til forvagten og siger tak for i aften. Jeg skal møde på afdelingen igen i morgen tidlig, så jeg kan lige nå hjem og sige hej til dem, jeg bor med, få en bid mad og et par timers søvn.

Stud. med. Sandra Strandberg

Journalist Klaus Larsen kll@dadl.dk