»Det er her, håbet ligger«

Navn: Lars Melholt RasmussenAlder: 47 år.Familie: Gift på 21. år med Kirsten Faurholdt Rasmussen, sygeplejerske.Har børnene Mette, 20 år, Søren, 19 år, og Line på 10 år.

Bor: Lystrup, nord for Århus.

Tidligere job: Afdelingslæge, Klinisk Biokemisk Afdeling, Århus Sygehus (halvtids forskerstilling).

Nyt job: Professor og overlæge på Afdeling for Biokemi, Farmakologi og Genetik, Odense Universitetshospital.

Hvorfor skifter du job?

Den faglige udfordring. Den slags job, som jeg har fået, hænger ikke på træerne. Jeg har beskæftiget mig med området imellem forskning og klinik i 20 år. Det her er en enestående mulighed.

Men du forskede jo også i Århus?

Det var ikke den slags stilling. Et professorat giver i højere grad mulighed for faglig udvikling. Man har mulighed for at sætte dagsordenen for fremtiden.

Hvis din gamle faster spørger dig til en julefrokost, hvad du laver, hvad vil du så svare?

Det har jeg faktisk prøvet: Jeg svarer, at jeg er ansvarlig for forskning i klinisk biokemi, jeg er ansvarlig for uddannelsen af medicinske studenter i faget, og så er det planen, at jeg senere også får et driftsansvar på hospitalets laboratorium. Men mit hovedområde er forskningen. Jeg skal starte min egen forskningsgruppe op. Sukkersygepatienter har større risiko for hjerte-kar-sygdomme, men vi ved ikke rigtigt, hvorfor. Det er det, jeg skal prøve at finde ud af.

Hvordan skal du finde ud af det?

Vi kigger på vævsprøver fra pulsårer. Så prøver vi at finde molekyler, som er ændrede ved diabetes, og finder ud af, hvad de molekyler laver. Det er biokemiske analyser og molekylære analyser. Man kan sige, at vores primære mål er at finde »markørmolekyler«, som kan afsløre, at patienten er ved at udvikle pulsåreproblemer. Og så handler det om at finde de samme molekyler i blodet, så man via blodprøver kan finde ud af, om fru Jensen snart får problemer med pulsåren. Sådan foregår det i grove træk.

Hvis nu alt går, som du håber, hvornår kan det her så bruges i klinikken?

Om 5-10 år.

Det er jo lang tid. Og i mellemtiden er der stort set ingen patientkontakt. Hvorfor er det morsomt?

Ja, det er svært at svare på. Jeg synes jo selv, at det er afsindigt interessant, og jeg kan ikke se, at det skulle være nødvendigt at stille det spørgsmål overhovedet. Men man kan jo sige, at jeg befinder mig på fronten. Det er her, hvor tingene sker. Det er her, hvor vi bruger den nyeste viden og teknologi. Det er her, håbet ligger. Jeg synes, at det er enormt sjovt at stå i midten og have en brobygningsrolle mellem den basale forskning og klinikerne.

Du er pludselig blevet chef for et område; har du nogen planer, som du vil afsløre her?

Der er et begreb, som ikke rigtig er brudt igennem herhjemme endnu, det hedder translational science. Man prøver at skabe en pipeline fra den basale videnskab og ind i klinikken. Det er overordnet set, hvad jeg gerne vil.

Forskerne står altså med noget viden, som ikke kommer hurtigt nok ud til klinikerne?

Ja, eller det bliver i hvert fald ikke afprøvet. Og det skyldes nok, at man går for meget i hver sin verden. Der er ikke en god nok brobygning. Så jeg vil gerne være brobygger.

Hvad kunne det helt konkret være?

Jeg kunne for eksempel opbygge en vævsbank og en blodprøvebank og udvikle gode modelsystemer, så vi relativt hurtigt kan finde ud af, om et nyt molekyle er brugbart. I stedet for at starte forfra hver gang. Det er jo ikke epokegørende, men det gælder om at tænke på tværs hele tiden.

Det er dit hovedmål i dit nye job?

Ja.