Prioritering er - stadig - et hot emne. Det blev bekræftet på et valgmøde i hovedstadens lægeforening i går aftes, der også bød på gode råd fra læger til politikere.
Prioritering, ulighed i sundhed og primærsektoren var emnerne, da praktiserende læger, yngre læger og speciallæger fra hovedstadsområdet i aftes mødtes med otte lokale folketingskandidater.
Kandidaterne var Rosa Lund (E), Michael Lange (V), Liselott Blixt (DF), Lise Müller (SF), Joakim B. Olsen (LA), Mette Abildgård (K) og Yildiz Akdogan (S).
Debatten om prioritering fyldte mest og fik et meget konkret afsæt idet Region Hovedstaden dagen efter (i dag tirsdag, red.) skal finde yderligere 150 millioner kroners besparelse på grund af uforudsete store udgifter til hepatitis C medicin. Det er penge, der skal findes på hospitalsafdelingerne.
De fleste af de tilstedeværende politikere talte for en form for ”institution omkring prioritering”.
”Vi prioriterer jo allerede i dag med sparekravene. Jeg vil gerne have en åben debat om det og ser gerne en form for prioriteringsinstitut,” sagde Mette Abildgård, der er regionsmedlem.
Prioriteres skal der, men det skal ikke være politikerne, der skal foretage prioriteringen:
”Jeg skal ikke sidde og sige, at vi skal bruge præparat A frem for præparat B,” sagde Lise Müller, regionrådsmedlem for SF og fik nik fra flere sider.
Liselott Blixt (DF) var med egne ord uafklaret mht et prioriteringsinstitut. ”Jeg tror, at vi skal have en prioritering også på tværs af sektorerne. Sundhed betyder meget og vi skal have sundhedsministeren højere op i ministerhierarkiet, så han sidder sammen med finansministeren,” sagde hun.
Flere politikere bifaldt behovet for at se på prioritering på tværs af sektorerne. Tidligere regionsrådsmedlem for Venstre, Michael Lange, nævnte, at ny medicin kan være så effektiv, at det kan spare sociale udgifter – så det er socialsektoren, der scorer gevinsten.
Joakim B. Olsen, Liberal Alliance tog en anden vare frem fra hylden: Han foreslog, at man etablerer en basispakke af serviceydelser, som det offentlige leverer. Vil man have noget derudover, bliver det i form af tilkøbsydelser, som man selv betaler.
Fra lægeside kom der også forslag. Lars Hutters slog et slag for ”at ophæve medicinalfirmaernes monopol.” Diskussionen, der efterfølgende udspandt sig om, hvorvidt der eksisterer et sådan monopol eller ej, fandt ikke rigtig noget endegyldigt svar.
Andre læger pegede på, at der er meget bureaukrati i sundhedsvæsenet – der kunne måske spares. Fra politisk hold var der en vis forståelse for det. Der er nok for meget monitorering, lød det.
”Vi skal holde op med at fortælle, hvordan opgaver skal løses,” foreslog Joakim B. Olsen.
”Der bliver aldrig lige adgang til sundhed. Jeg har familie på Lolland og de får aldrig den samme adgang til sundhedsydelser, som man har i fx København. Men vi må prøve at behandle dem ordentligt alligevel.”
Sådan lød det fra Liselott Blixt. Yildiz Akdogan, skulle som socialdemokratisk repræsentant for regeringen stå på mål for de 300 mio kroner, der er sat af til målrettede sundhedstjek.
”Vi skal have fat i mændene over 50, dem, der venter med at gå til lægen. De er måske enlige, de har måske dårlige uddannelse og måske har de ikke noget arbejde. Der er ti års forskel i overlevelsen fra den ene bydel til den anden i København. Det må vi gøre noget ved, praktiserende læger skal lære at spotte sygdom tidligere, ” sagde han.
Flere var inde på, at differentiere antallet af patienter per læge eller og differentiere i den tid, der er afsat per patient i forhold til, om praksis ligger i et belastet område.
Men problemet er også, at lægen ikke nødvendigvise ser de mænd. Og problemet er i høj grad, at en lægelig indsats ikke er nok, lød det.
”I har et forkert fokus. Det er ikke hos den praktiserende læge, at social ulighed i sundhed bliver afskaffet. Det er et strukturelt problem,” lød det fra en praktiserende læge i Ishøj.
En geriater efterlyste, at regionerne begynder at lave aftaler med geriatere om speciallægepraksis. ”Ulighed i sundhed findes også blandt de gamle. Det er svært for dem at klare sig med 7-10 minutter hos den praktiserende læge, for de fejler ofte flere ting og har brug for en læge, der har ekspertisen.”
Spørgsmålet om, hvad der sker, når supersygehusene kommer og patienter i endnu højere grad end i dag udskrives hurtigt fra sygehusene, blev også debatteret. Hvem skal tage sig af de ældre, der ikke er klar til at komme hjem?
Har kommunerne ekspertisen til at tage sig af dem? Skal kommunerne tilbyde akutstuer eller aflastningspladser, som allerede nogle steder er etableret? Skal der være standarder og ensretning i kommunerne på dette område?
Søren Burchardt, kandidat fra De Radikale sagde. ”Der skal ikke være statsligt fastlagte retningslinjer for det. Vi skal som politikere lære at holde snitterne væk fra kommunerne.”
De store forskelle kommunerne imellem og den manglende diskussion om opkvalificering af kommunerne er en bekymring.
Små sygehuse med 200-400 senge, hvor ældre patienter med problemer, der ikke kræver specialistbehandling, fik kærlige tanker fra bl.a. Liselott Blixt.
En allround løsning, som før er hørt, blev fremført af den konservative Mette Abildgaard og Joakim B. Olsen: Nedlæg regionerne. Det er et unødvendigt – bureaukratisk - led og skaber opsplitning af sundhedsvæsenet, lød nogle af argumenterne.
Formand for PLO Hovedstaden, Christian Freitag sagde havde en meget konkret formaning til politikerne:
”Vi har nogle gange noget information til Jer politikere, når vi er bekymrede. Vi prøvede at sige til, da 1813 skulle etableres. Nu prøver vi igen: Der bliver flyttet patienter fra sygehusene til kommunerne. De står nu med et stort problem. De mangler ekspertise, erfaring og penge til at tage det på sig. Det tager 10 til 15 år at uddanne en praktiserende læge og vi skyldes at fortælle, at de praktiserende læger allerede nu har nok at lave. I må derfor tænke grundigt over, hvordan I vil løse kapacitetsproblemerne.”
Indlægget høstede klapsalver.
Fra sygehussiden lød der også en advarende røster fra Mark Krasnik, overlæge på Rigshospitalet:
”Vi har et behandlingspres på hospitalerne og kan ikke holde på patienterne. Derfor må vi have patientforløb ind i diskussionen. Det er ikke kun kræftpatienter, der har et patientforløb.”
