Skip to main content

»Det er nok det mest ubehagelige, jeg har oplevet i mit liv«

Lisbeth Lintz væltede for seks år siden den daværende formand for Yngre Læger Mette Worsøe, der havde indgået aftale om fireårsreglen. Det måtte gøres, men måden piner forsat den nuværende formand, der foretrækker dialog og forhandling. Onsdag går Lisbeth Lintz af. Frivilligt.

Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

22. nov. 2013
4 min.

Det er en fredag i efteråret 2007.

Et medlem fra den daværende bestyrelse i Yngre Læger ringer og siger overraskende til bestyrelsesmedlem Lisbeth Lintz, formand for foreningens Overenskomst- og Aftaleudvalg, at bestyrelsens flertal ikke længere har tillid til daværende formand Mette Worsøe.

Der har i måneder været flere problemer i bestyrelsen særligt på grund af den aftale, som den daværende formand uden bestyrelsens kendskab har indgået i foråret 2007.

En større revidering af den lægelige videreuddannelse med afskaffelse af turnus og indførelse af den Kliniske Basisuddannelse (KBU), men også indførelsen af den stærkt udskældte fireårsregel, der siden hen medfører, at læger nægtes en dansk speciallægeuddannelse, hvis de ikke fire år efter påbegyndt KBU er i gang med et hoveduddannelsesforløb.

Bestyrelsen kan og vil ikke acceptere det. Formanden må væk.

»Jeg blev spurgt, om jeg var med eller imod formanden, men flertallet var allerede imod«, siger Lisbeth Lintz i dag.

Flertallet af ikke tillid

Hun får at vide, at Mette Worsøe først skal få kendskab til flertallets mistillid på et internat 14 dage senere. Det strider mod Lisbeth Lintz' principper. Worsøe skal vide det med det samme, hvis tilliden alligevel er væk:

»Jeg ringede så til Mette og fortalte, at flertallet ville vælte hende«, siger Lisbeth Lintz.

Det sker officielt på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor Lisbeth Lintz bliver ny formand, en post hun forlader – frivilligt – onsdag den 27. novemer 2013, hvor hun falder for foreningens regel om, at en formand maksimalt kan bestride posten i seks år.

»Det er nok det mest ubehagelige, jeg har oplevet i mit liv. Jeg mener altid, at man skal sætte sig ned og finde en løsning på problemerne. Tale sammen. Min vurdering var blot på det tidspunkt, at den mulighed var forpasset«, siger hun seks år senere.

Elsker forhandlinger

Siden 1993 været Lisbeth Lintz været med i Yngre Lægers repræsentantskab, siddet i bestyrelsen siden 2003 og lokalt være tillidsmandrepræsentant og fællestillidsrepræsentant i den periode, hvor implementeringen af de medicinske centre med fællesvagter på de intern medicinske afdelinger fyldte meget og var den allerførste start på patientsikkerhedsarbejdet.

Lisbeth Lintz har i hele perioden arbejdet fokuseret med patientsikkerhed i bestyrelsen for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, i selskabets patientsikkerhedsråd, men også som en væsentlig del af Yngre Lægers politik.

»Forhandlingsstof er noget af det mest interessante, der findes. Det er tilfredsstillende at finde løsninger på udfordringer, ved at to eller flere parter sætter sig sammen og laver en aftale. I stedet for bare sætte sig tilbage og sige nej, det kan ikke lade sig gøre.

Meget kan sgu godt lade sig gøre, hvis man forhandler sig frem. Det er en enorm stor udfordring, enormt spændende og vildt sjovt. Ja, jeg synes faktisk, at det er vildt sjovt«, siger hun.

Lisbeth Lintz fortryder intet, men det ærgrer hende, at den gordiske knude, der bragte hende til formandsposten, fortsat er uforløst:

»Vi har endnu ikke løst de store menneskelige og samfundsmæssige problemer, som fireårsreglen medfører. Det generer mig. Vi har måttet bruge rigtig, rigtig meget energi på blot at få en politisk anerkendelse af, at der er et problem med den regel. Og det er fortsat et hårdt slagsmål«, siger hun.

Lisbeth Lintz har i sin tid mødt fire forskellige sundhedsministre, som hun har drøftet fireårsreglen med, men som alle har afvist at ændre den.

Glad for større synlighed

Foreningens lange og målrettede indsats for at sikre en større politiske synlighed blandt medlemmer, hos aktører og i medierne glæder Lisbeth Lintz:

»Det aller, aller dejligste har været, at jeg har været med til at flytte Yngre Læger fra groft sagt en almindelig fagforening, der alene kæmpede for løn- og arbejdsvilkår til at være noget andet - og meget mere. Vi er i dag en langt mere dynamisk forening, der er politisk aktiv i forhold til generelle sundhedspolitiske emner, som også både det politiske niveau og pressen interesserer sig for. Vi er blevet langt mere synlige og har fået større indflydelse blandt beslutningstagerne«, siger hun.

I formandsperioden har de politiske projekter først Det gode hospital, så Den gode læge og senest Den gode patientforløb været omdrejningspunktet for de politiske visioner og arbejde:

»Vi har vist i flere år, at det væsentligste i sundhedsvæsenet er at sætte patienten i centrum, for så får lægen lov til at udfolde sig og være den gode læge, og det giver det gode patientforløb. På den måde har vi i Yngre Læger de senere år været med til at præge den sundhedspolitiske udvikling herhjemme. Det er jeg stolt af«, siger hun og fortsætter:

»Så ville det også bare have været vildt fedt, at jeg kunne have afsluttet med, at vi fandt en tilfredsstillende løsning på fireårsreglen«.

Tirsdag og onsdag holder Yngre Læger repræsentantskabsmøde i Vejle. Onsdag bliver den nye formand for Yngre Læger valgt.