Skip to main content

Sofie Hjortø har prøvet det før. Og snart skal hun til det igen: Have en hverdag til at fungere med vagtplaner og en arbejdsuge, der ofte sniger sig op over 46 timer.

Forskellen denne gang er bare, at der nu også er to små børn, der skal tages hensyn til.

»Det bliver hæsligt. Min mand er også læge med skiftende vagter, så hvis vi skal være sikre på, at der er nogen til at passe børnene, bliver vi nødt til at ønske fri på skift hver anden weekend. Det betyder, at vi stort set ikke kommer til at se hinanden«, siger Sofie Hjortø, der er 32 år.

Hun blev færdig som læge i 2006 og skal om kort tid i gang med sin hoveduddannelse i gynækologi på Roskilde Sygehus. Men selvom hun har fået sin drømmestilling, er hun bekymret for, hvordan enderne kommer til at hænge sammen det næste halvandet år, indtil hendes mand bliver færdig med hospitalsdelen af sin speciallægeuddannelse i almen medicin.

»Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået denne her stilling. Men det er en kæmpe udfordring med små børn at få vagtplan og familieliv til at gå op i en højere enhed. Vi står både til rådighed for vores børn og vores arbejde døgnet rundt alle ugens dage«, siger hun.

Umuligt at møde til tiden

Lige nu ånder alt fred og idyl i hjemmet i Charlottenlund, nord for København. Sofie Hjortø nyder den sidste del af sin barsel med sit andet barn, der er ni måneder gammel. Men hun ved, at hverdagen snart vil ændre sig. Ikke mindst fordi de skiftende vagtplaner sjældent harmonerer med daginstitutionernes åbningstider.

»Hver måned bliver et stort puslespil. De dage, hvor min mand har nattevagt, og jeg skal møde på dagvagt, bliver det noget med at skulle ud ad døren kl. 6.30 med to unger på bagsædet og en bolle i hånden. Problemet er, at daginstitutionerne først åbner kl. 7.00, så lige meget hvor godt vi planlægger det, vil der være dage, hvor det er umuligt for mig at møde til tiden«, siger Sofie.

Stressende vagter

For at få logistikken til at gå op har det været nødvendigt for Sofie og hendes mand at alliere sig med bedsteforældre og anskaffe sig to biler. Men hverken bedsteforældre eller en ekstra bil kan ændre ved de ufleksible arbejdstider og det arbejdspres, som ofte følger med hjem.

»Når jeg kommer hjem efter en aften/nattevagt, kan patienterne stadig rumstere i hovedet, fordi der har været så travlt, at jeg ikke nåede at følge op på blodprøver eller lægge medicinen ind i EPM. Ofte ender det med, at jeg bruger tid på at ringe til afdelingen for at rette op på manglerne i stedet for at sove, selvom det er det, jeg har allermest brug for, når jeg kommer hjem efter en aften/nattevagt«, siger Sofie.

Det er især vagtarbejdet, der er stressende. Men Sofie har også følt sig stresset over at skulle passe dobbeltfunktioner på grund af sygdom. Og hun ved, at hun ikke er alene.

»De fleste yngre læger, jeg kender, har oplevet stress i forbindelse med deres arbejde. Men det er ikke altid noget, der bliver talt højt om. Flere steder er holdningen, at hvis ikke du kan nå dit arbejde på den afsatte tid, så er du ikke dygtig nok. Derfor vælger mange at lade være med at problematisere travlheden over for ledelsen og bliver i stedet længere, så arbejdet kan blive gjort ordentlig færdigt«.

Svært ved at sige fra

Sofie Hjortøs erfaring er, at det i praksis aldrig er til at vide, om man kan gå til tiden, og at en arbejdsuge hurtigt kommer op over de 37 timer.

»Det kan være stressende i forhold til afhentning af børn. Man går af gode grunde ikke midt i en operation. Men derudover skal vi også vise, at vi kan og vil mere, end der er nødvendigt, hvis vi vil have vores uddannelsesstillinger og vores efterfølgende fastansættelser. Derfor bruger vi et stort antal ,interessetimer` ud over vores almindelige arbejdstid«.

I perioder har Sofie oplevet, at hun har haft svært ved at falde i søvn om natten, men indtil videre har stresssymptomerne kun været kortvarige. Hun ved godt, at hun skal blive bedre til sige fra. Men det er svært. Både fordi hun gerne vil det hele, og fordi det kan gå ud over både patienter og kollegaer, hvis hun siger nej.

»Da jeg var gravid i syvende måned med mit andet barn havde jeg for eksempel en aften/nattevagt, hvor dagvagten næste dag var syg. Der var ikke andre end mig til at tage vagten, så det endte med, at jeg tog den. Det siger lidt om, at vi er bedre til at tage os af patienterne end os selv. Men det siger også noget om systemet«.

Ingen alternativer

For Sofie og hendes mand er konsekvensen, at det går ud over tiden sammen som familie. Men de har svært ved at se noget godt alternativ.

»Vi betragter det som et vilkår, der er nødvendigt, for at vi begge to kan komme videre. Det er ren overlevelse. Men for vores vedkommende heldigvis kun halvandet år«, siger Sofie.

Hun mener, at konsekvenserne er langt større set i et samfundsperspektiv.

»Hvis man bliver ved med at øge arbejdspresset, risikerer man at uddanne en hel masse læger, der flygter over til medicinalindustrien eller til Norge og Sverige, hvor det kan være nemmere at få familielivet til at hænge sammen. Det er svært nok, som det er nu, så det behøver ikke at blive værre.«