Skip to main content

»Det er supervigtigt, at man som forsker kan formidle det, man laver«

Jesper Kjærgaard er i introstilling i pædiatri BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet og skriver ph.d. Samtidig går han på et mediekursus, hvor han skal lære at formidle sin forskning. Ugeskriftet tilbyder ham formidlingsdebut med et spørgsmål-svar-interview.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

20. nov. 2013
5 min.

xxxx  Jesper Kjærgaard, hvorfor går du på medieskole?

Hov, jeg må lige spørge først – det har jeg lært – er det her til interview, til citat eller til baggrund?

Det er et interview, til citat – og du får det at se, så du kan godkende citaterne, inden vi sender det til tryk.

Ok, så. Min motivation er, at jeg synes, at det er supervigtigt, at man som forsker kan formidle det, man laver, til den befolkning, som i bund og grund betaler for meget af det, vi går og laver. Min forskning er skattefinansieret, så det er en forpligtelse at brede kendskabet til det, vi laver, ud til en bredere kreds.

Hvad går din forskning ud på?

Jeg arbejder med at vaccinere nyfødte børn med en tuberkulosevaccine – Calmettevaccinen – fordi det ser ud til, at den kan stimulere deres immunforsvar generelt. Det vil sige, at de er mere beskyttet mod andre sygdomme end den, vi vaccinerer imod. Det er en gammel kending, vi hiver op af skuffen. For eksempel beskytter den måske mod astma og allergi og andre infektionssygdomme end tuberkulose.

Hvad får jer til at tro det?

Der findes nogle studier fra Vestafrika, hvor man har givet vaccinen og næsten har kunnet halvere spædbarnsdødeligheden – fordi de undgik dødelige infektioner.

Men har man astma og allergi i Afrika?

Det fylder ikke så meget i Afrika. Men man har længe haft en mistanke om, at der er en sammenhæng mellem tuberkulosevaccinen og en mindre risiko for at udvikle nogle af de allergiske sygdomme. Det har at gøre med den måde, som tuberkulosebakterier aktiverer immunforsvaret på.

I Holland har man lavet et mindre studie, der viser, at de børn, der var blevet vaccineret mod tuberkulose, havde mindre eksem end børn, der ikke var blevet vaccineret.

Nu har du demonstreret, hvad du lærer på medieskolen. Hvordan lyder den teoretiske forklaring?

Jeg får en forståelse for, hvordan journalister arbejder, og det er vigtigt for at forskere kan forstå, hvordan vi kan indgå i mediebilledet. F.eks. hvilken rolle man kan blive tildelt som forsker – man kan udtale sig til baggrund og til interview, man kan få en ekspertrolle og andre gange skal man stille op til et holdningsbaseret interview. Vi lærer om den journalistiske fortælling, hvad der fungerer og fænger, og så gennemgår vi medietyperne, de skrevne, de sociale, radio og tv – og vi skal prøve at blive live-interviewet af en journalist.

Har det givet dig nogle øjenåbnere?

Ja, det synes jeg absolut, at det har. Mange forskere har en medfødt skepsis over for, hvordan samarbejdet med en journalist fungerer. Mange er nervøse for at blive brugt i sammenhænge, hvor man ser sine citater på en måde, man ikke lige havde regnet med. Der er en udbredt frygt for, at tingene går skævt. Der hjælper en forståelse for de journalistiske vilkår – korte deadlines, hvilke elementer der journalistisk er vigtige at få frem etc. Det har givet mig meget mere lyst til at arbejde sammen med journalister.

Så din frygt er aftagende?

Ja, det kan man sagtens sige. Jeg tror ikke, at jeg ligefremvar bange, for jeg har altid syntes, at det var vigtigt at få fortalt historierne. Selvfølgelig er der sager, der blusser op i medierne, hvor man kan se, at det er langt ude. Men mit umiddelbare indtryk er, at journalister er gode og ordentlige mennesker, som gerne vil gøre deres arbejde ordentligt. Derfor tror jeg, det mere handler om at have forståelse for journalistens rammer.

Hvordan kan den forståelse være med til at fjerne den frygt?

Som forsker vil man altid gerne tage forbehold, fordi man vil så gerne være sikker på, at man ikke siger noget, der er for skarpvinklet, derfor er der altid men’erne og måske’erne. Men måske skal man ikke tage det helt så tungt, når man skal formidle sin forskning bredere, for jeg har fået en forståelse af, hvor dygtige journalister er til at finde frem til den gode historie i lige præcis den forskning, man selv går og bokser med. På medieskolen er jeg blevet mere opmærksom på, at det er vigtigt at kunne fortælle til medierne om de brede linjer i forskningen, bl.a. fordi vi kommer fra mange forskellige fakulteter. Så kan man gemme alle men’erne og de akademiske detaljer til de akademiske diskussioner i andre sammenhænge.

Nogle af forbeholdene er faktisk mindre vigtige for at fortælle om, hvad man laver. For i bund og grund tror jeg, at meget forskning er enklere, end man selv oplever det som forsker. Altså, hovedlinjerne er enkle, men der er så meget kompleksitet omkring det, og så mange metodiske overvejelser, at man nogle gange selv kommer til at opleve det mere kompliceret, end det behøver at være.

Men handler det ikke også om, at forskere kan være nervøse for, hvordan fagfæller læser?

Jo, vi kan ofte være nervøse for at komme til at sige noget, hvor en kollega kan komme og sige, at det kan du ikke sige, for det resultat er ikke offentliggjort endnu. Eller vi kan være bange for at skarpvinkle nogle udtalelser for meget, så det faglige selskab kommer efter os, eller kolleger rynker på næsen, hvis de ikke er enige.

Hvad gør man så?

Det kommer an på, hvor man står. Jeg er som ph.d.-studerende ikke så højt oppe på mit fags rangstige, og hvis jeg får sagt noget, som nogle af professorerne ikke er helt enige i, kan man forestille sig, at de vil have en skarp holdning til det, men jeg synes, det er vigtigt, at man inden for det faglige fællesskab giver plads til, at folk formidler udadtil. Jeg synes, der er forskel på, hvordan man udadtil diskuterer et fagligt emne, og hvordan man indadtil gør det i et faglige fællesskab. Derfor må man forholde sig til, hvilket medie man udtaler sig til.