Content area

|

»Det forebygger i den grad genindlæggelser og bøvl for mange«

Helle Nygaard er praktiserende læge i Klokkerholm nord for Aalborg. Hun har bevidst valgt at have en landpraksis, hvor hun kender patienterne rigtig godt – og møder dem hos købmanden på vejen hjem.
Foto: Lars Horn / Baghuset
Forfatter(e)
Jens Nielsen, jen@dadl.dk

06.15: Jeg står op. Det er en stille morgen, for det er kun mig, der skal ud ad døren. Min ældste søn på 17 er syg, og min datter på 14 er på reduceret skema og har altid fri om fredagen. Jeg når at fikse lidt vasketøj og andet praktisk, inden jeg spiser morgenmad.

07.15: Jeg kører på arbejde. Der er kun 12 km mellem vores hjem og praksis, men der er altid et virvar af mælkebiler, skolebusser og andre forhindringer på vejen herude på landet, så det tager lidt tid.

07.30: Siger godmorgen til mine to sygeplejersker, der allerede er i gang. Vi åbner altid klokken 7.30 – nogle dage tidligere. Det bidrager til meget stor patienttilfredshed. Jeg får registreret nogle vacciner, jeg gav på vejen hjem i går, og får svaret et par mail fra min bank og regionen.

08.00: En herre, der har bestilt tid via vores automatiske »morgenbookingsystem«, kommer med, hvad han tror er et modermærke, der har blødt. Det viser sig at være en seborroisk keratose, der sidder rigtigt dumt. Vi finder en tid, hvor han kan få den fjernet i god ro og orden. Patienten er meget tilfreds og lettet og takker på vej ud ad døren for hurtig ekspedition og god behandling. Vi har egentlig ni af den slags tider om morgenen, men i dag er der kun en enkelt patient på programmet.

08.05: Jeg hjælper på telefonen. Jeg taler med et par patienter om småproblemstillinger, de egentlig bare gerne vil have gode råd om. Det er nemt, når nu vi kender hinanden godt. Opkaldene ebber hurtigt ud i dag, og jeg får svaret en masse e-mailkonsultationer og korrespondancer og tager hul på gårsdagens blodprøvesvar.

08.40: Ser en akut patient, som min sekretær har booket. Hun har fået penicillin for otitis af vagtlægen i weekenden, men det er slet ikke bedre. Jeg supplerer med øredråber, da jeg faktisk mere tror, at hun har ekstern otitis.

09.00: Den næste time har jeg planlagt program. Vi forsøger at minimere det planlagte program om fredagen, så vi kan prioritere at se akutte problemstillinger før weekenden og få ryddet op i diverse hængepartier. Jeg ser tre patienter: en femårsbørneundersøgelse, en ung kvinde med et lille lipom og endnu en yngre kvinde med hovedpineproblematik. Jeg når også at ringe til en onkolog og drøfte en patient.

10.00: En ældre herre kommer til kørekortattest. Han er svært utilfreds med at have kørselsforbud, så nu går en kørekortsag i gang. Det er altid lidt svært at finde ud af reglerne og arbejdsgangene omkring dette, så jeg har drøftet sagen med STPS dagen inden. Det tager en del tid, og vi er bestemt ikke enige om sagerne. Det er ofte upopulære beslutninger, men det tager jeg gerne på mig. Jeg fortsætter med blodprøvesvar og yderligere en enkelt akut patient. Ved fælles hjælp får sekretæren og jeg afsluttet en masse patienter, uden de behøver at komme.

12.00: Jeg smutter over på det lokale plejehjem og aflægger to opfølgende hjemmebesøg. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre det med alle, der kommer hjem fra sygehuset – det sparer os for mange akutte opkald, og det forebygger i den grad genindlæggelser og bøvl for mange.

12.45: Jeg får lige en bid stående frokost i køkkenet. Normalt spiser vi alle frokost sammen, men fredagene er altid uden for nummer. Vi har vagtring med naboklinikken, så ofte lukker vi klokken 12.30. I dag er det dog os, der har vagt.

13.15: Et barnebarn ringer, fordi han er bekymret for sin bedstemor, som er konfus. Det er ikke vores egen patient, så jeg sender akutsygeplejersken derud for at sikre mig, at der ikke er noget akut med denne patient, som jeg jo ikke kender. Hun vender senere tilbage med fuldstændigt normale værdier og melder patienten relevant. Jeg sender en korrespondance til egen læge, om de vil følge op i næste uge.

14.00: Der dukker et par småting op i løbet af eftermiddagen, men det er meget fredeligt, så jeg får ringet lidt rundt med svar og opfølgninger. Mellem klokken 15 og 16 har vi indbudt til drop-in-vaccination, og der kommer 14 glade patienter, som jeg giver en, to eller tre vacciner.

16.00: Jeg kører hjemad og svinger forbi min lokale købmand for at købe ind til weekenden. Der er et større opbud af lokale patienter, som mener, at jeg godt kunne lave pop op-vaccination i købmandens baglokale næste gang.

16.45: Hjemme hos min teenagerflok. Min 14-årige søn er kommet hjem fra efterskole, til gengæld er min datter taget ned til sin far på weekend. Mine to drenge gamer højlydt med hinanden fra hver sin ende af huset, mens jeg drikker et glas vin og forbereder aftensmad. Min kæreste kommer forbi, og vi spiser tacos og snakker med drengene, inden vi ser en halvdårlig film på Netflix, som jeg falder i søvn til. Det har været en lang uge – lidt mere travl end vanligt.

22.00: Filmen er slut, og jeg vågner op og når lige at klare mine daglige Duolingo-italiensk-lektioner, inden jeg smutter i seng med besked til drengene om ikke at game hele natten.

Blad nummer: 

Right side

af Anette Bygum | 02/12
1 Kommentar
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer