På et kontor på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, holder dr.med. Lene Vase til. Hun arbejder i selskab med en række modeller af hjerner, som står belyst i vindueskarmen. Tankerne bliver ledt hen på psykolog eller neurobiolog, men Lene Vase arbejder i spændfladen mellem de to specialer. Hun er som placeboforsker optaget af psykologiske mekanismers indvirkning på behandlingseffekten.
Derfor har hun også sin gang på Dansk Smerteforskningscenter, Aarhus Universitetshospital, hvor flere af hendes ph.d.-studerende laver forskningsprojekter.
Det er også på smerteforskningscenteret, at hun de seneste år har forsket til sin doktordisputats, som hun forsvarede i marts i år. Hun kunne se flere huller i måden, man i dag udfører de obligatoriske RCT-studier af nye medikamenter på og var derfor optaget af at undersøge, hvordan hun kunne forbedre testene. Ved mange af studierne viser placeboeffekten sig at være stigende over tid, og det er svært at vise en effekt af den aktive medicin over placeboeffekten. Derudover er det næsten umuligt at holde studierne dobbeltblinde, fordi patienterne på grund af bivirkninger som regel kan gætte, hvis de er i den aktive gruppe, og så er der tekniske udfordringer ved måden, som placeboeffekten i dag bliver udregnet på.
»Når vi har de her udfordringer med de dobbeltblinde RCT’er, var det oplagt at bruge den viden, vi har fra placebomekanismestudier til at blive bedre til at teste medikamenter«, siger Lene Vase.
Ved placebomekanismestudier undersøger man som regel raske patienter, som man udsætter for smerte. Men Lene Vase har i stedet undersøgt den psykologiske og neurologiske respons på placebo hos kroniske smertepatienter for at få en bedre forståelse af mekanismerne hos reelle patienter. Hun undersøgte patienterne på tværs af idiopatisk og neuropatisk smerte.
»Tidligere havde man en idé om, at placebo primært havde en effekt på idioptaisk smerte, og man forventede derfor ikke at se en virkning på neuropatisk smerte. Men placeboeffekter eksisterer lige godt, uanset årsagen til smerten«, siger Lene Vase.
Noget af det, hun arbejdede på, var at undersøge myten om en placeborespondent. Mange medicinalfirmaer tror, at de kan løse problemet med placeboeffekten, hvis de identificerer personer, der responderer positivt på placebo. Men så enkelt er det ifølge Lene Vase ikke. I forbindelse med sin doktordisputats fandt hun ud af, at man ikke nødvendigvis fremmer den farmakologiske effekt i kliniske forsøg ved at fjerne placeborespondenterne.
»Hvis man kigger på det fra placebomekanismevinklen, er det ikke så overraskende, at strategien ikke er særlig god. Den samme person kan reagere positivt på placebo i én sammenhæng og ikke reagere i en anden sammenhæng. Så det er altså ikke selve personen, man skal have fat i, men man skal i stedet kigge på, hvad der foregår i hovedet på den her person«, siger Lene Vase.
Startede i USA
Lene Vases placeborejse startede for 15 år siden i USA. Siden hun begyndte på psykologistudiet har hun været fascineret af, hvordan de psykologiske og neurobiologiske faktorer spiller sammen. Så da hun i 2000 skulle skrive speciale, valgte hun at skrive om placebomekanismer. Men hun opdagede hurtigt, at der på daværende tidspunkt var meget begrænset viden på området. Hun sluttede sig derfor til Don Prices forskningsgruppe i USA – en af de tre eneste placeboforskningsgrupper dengang. Her mødte hun et tværfagligt laboratorium med neurobiologer og psykologer, der arbejdede sammen om at forstå, hvad der sker ved placeboeffekter.
Samme år holdt NIH (National Institutes of Health) en stor konference, hvor de afsatte penge til at undersøge placeboeffekter. Det sponsorat fik Don Prices forskningsgruppe, og det betød, at Lene Vase altså fik mulighed for at være med på første parket, da placeboforskningsfeltet for alvor begyndte at vokse.
»Det var i de år, de første hjerneskanningsstudier af placeboeffekter kom frem. Så det har været rigtig sjovt at være med, da der virkelig begyndte at ske noget på området. Det var især spændende, da man begyndte at kunne se effekterne på nogle af de neuropatiske smerter, så man gennem viden om den underliggende neurobiologi kunne begynde at forstå, hvad det er, der sker«, siger Lene Vase.
Relation og forventning er altafgørende
Fra at placebo blot blev set som en kalktablet eller en saltvandsindssprøjtning, som blev brugt til at kontrollere medikamenter, indeholder feltet i dag mange flere aspekter, hvor man prøver at forstå de faktorer, der ligger til grund for placeboeffekten. Flere studier viser, hvor stor betydning patientens forventning til behandlingen og relation til lægen har på behandlingseffekten. For eksempel fortæller Lene Vase, at undersøgelser af patienter i et opvågningsafsnit har vist, at patienterne havde langt bedre effekt af smertestillende medicin, når lægen satte sig på sengekanten og sagde: »Nu får du noget, der vil lindre din smerte«, end hvis de fik den selvsamme medicin via en infusionspumpe. Et andet studie med raske personer viste, at hvis lægen sagde, at forsøgspersonen fik noget, der ville forværre smerten, selv om de fik smertestillende medicin, så fik de flere smerter.
»Det er altså vigtigt, at lægen lytter til patientens tanker og følelser i forbindelse med behandlingen. Det handler om at få folks eget endogene smertemodulerende system til at arbejde sammen med behandlingseffekten. Hvis patienten har negative forventninger, kan systemet arbejde mod ved at facilitere smerte, og der kan i stedet opstå noceboeffekt«, siger Lene Vase.
Hun holder også foredrag for læger om placebofaktorers betydning på behandlingseffekten. Her er det hendes indtryk, at mange læger gerne vil have mere fokus på relationen og patientens forventninger, men at det indimellem drukner i deres stræben efter klinisk at udføre alt korrekt.
»Jeg tror, der er behov for, at vi får indrettet et behandlingssystem, hvor der er bedre mulighed for at tænke placebofaktorer ind i behandlingen. Det er mit indtryk, at de læger, jeg taler med, allerede er opmærksomme på det, men at der ikke altid er tid til at indarbejde det i konsultationen«, siger Lene Vase.