Skip to main content

Det her er frihed

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

26. nov. 2010
5 min.

Foto: Jacob Berner Moe

»Jeg er lidt nervøs«.

Hvorfor?

»Det ved jeg ikke«.

Hans Boie står ved det ovale spisebord i køkkenet og ser ned på et lærred med en maskulin blå form, der omslutter en feminin, rød form. Han har netop lavet fire røde cirkler i øverste højre hjørne, og han ser ikke nervøs ud. Nærmere munter.

»Jeg ved ikke, hvad jeg har gang i for at sige det lige ud«.

Han går hen til køkkenvasken og renser den lille pensel. Det er torsdag sidst på eftermiddagen, på bordet står et glas vin og i baggrunden kører radioen. Det er sådan Hans Boie kobler af de fleste af sine arbejdsdage.

Der går nogle minutter, hvor en strygerkoncert i P2 fylder køkkenet. Hans Boie placerer med forfinede bevægelser gule klatter i midten af de røde kugler. Penslen bliver ført som en dirigents taktstok. Så retter han sig op.

»Det er din skyld, det her«, siger han venligt med henvisning til, at det er mig, der har opfordret ham til at male under fotograferingen.

Kunne du finde på at droppe billedet, hvis det ikke

bliver, som du vil?

»Nej, aldrig. Så maler jeg hen over i stedet«.

Han betragter maleriet. Tager en slurk af hvidvinen.

»Nu kan jeg mærke, at jeg ikke skal lave mere. Nu skal det have lidt rum«.

Hans Boie har svunget sit blanke tørklæde med snore i enderne en enkelt gang rundt om halsen, så han ligner en fransk boheme. I hvert fald ikke en ortopædkirurg og overlæge ved Regionshospital Randers og Grenå. Men det er han, og det er en væsentlig grund til, at han nyder de sene eftermiddage så meget. På grund af kontrasten.

»Som ortopædkirurg er alt, hvad du laver, efter regler. Jeg laver næsten kun artroskopier. Det skal bare være hundrede procent, og der er altid en eller anden form kontrol. Og selvkontrol. Men når jeg er hjemme og maler, så er der ingen regler. Det er lige nøjagtigt, som jeg har lyst til. Der er ingen, der kommer og evaluerer, ingen der kritiserer. Og hvis de gør det, så kan de jo bare lade være med at synes, det er godt. For jeg skal ikke leve af det. Det er frihed. Det er dejligt«.

En spansk busk

Hans Boie begyndte at male for alvor for seks, syv år siden omkring sin 50-års-fødselsdag.

»Jeg købte også en motorcykel«, ler han.

Hvad skete der omkring de 50?

»Jeg var skilt og var lidt alene. Og jeg kan sige relativt konkret, hvordan det skete, for jeg var i Spanien på ferie med mine børn. Jeg så en fantastisk busk med nogle fantastiske farver. Den sidder stadig inde i hovedet«, siger han og tapper sig i tindingen.

»Da jeg kom hjem, malede jeg busken. Billedet er i huset, et eller andet sted«.

Overalt i det 300 kvadratmeter store hus i det vestlige Århus hænger Hans Boies malerier. Stort set alle i stærke røde, grønne, blå og gule farver. Abstrakte figurer i bløde former. Ifølge Hans Boie skal billederne gøre én glad. Det er en del af pointen. På spørgsmålet om hvorfor, trækker han smilende på skuldrene:

»Det synes jeg bare«.

I det åbne køkken står en reol med pensler, små flasker med acrylfarver og neglelak, som han også maler med. Han løfter et lille lærred op fra gulvet. Øverst hænger en buttet engel i træ klistret fast på lærredet. Han fortæller, at han fandt englen i småstumper på en parkeringsplads i Italien. Uden at vide hvad det var. Da han kom hjem, klistrede han møjsommeligt stumperne sammen og klæbede figuren op på et lærred. På samme billede er der limet to stykker knaldrød chili og en tegning af en græsk søjle. Billedet er en gave til en nær græsk veninde. Og dermed en sjælden undtagelse. Hans Boie vil nemlig helst ikke af med sine billeder. Og slet ikke sælge dem.

»Jeg har jo min indkomst«.

Men derfor kunne du godt sælge dem?

»Jo«, medgiver han og fortæller, at han for nylig imod sin vilje solgte et billede efter en fællesudstilling i det lokale kulturhus i Brabrand. Formanden for stedet ville købe ét, og Hans Boie gik med til, at hun kunne sende betalingen til Læger Uden Grænser. Dagen efter stod der også to flasker vin til Hans Boie, og det er til dato eneste betaling, han har fået for sine billeder.

Hvorfor ikke sælge dem, hvis nogen vil købe dem?

»Jeg ved det ikke helt«.

Han begynder at forklare, at der er detaljer i billederne, som har en mening for ham, men som kan være svære at se for andre, men til sidst slår han bare fast, at han allerbedst kan lide, at de er i huset.

Vi står lidt og betragter de to seneste billeder på staffeliet. Der er kommet mere guld, sølv og glimmer på end tidligere.

»Jeg har en del familie, der mener, at jeg skal på kurser og lære noget. Men det vil jeg ikke, for så kommer jeg bare tilbage og maler, som man skal«.

Du vil være fri for rammer?

»Min fantasi kan sprudle over, når der ikke er nogen til at fortælle mig, hvordan det skal være. Det her er bare, som jeg har lyst til«.

Fakta

Rød bog

Hans Boie begyndte først at male for 6-7 år siden. Siden har han malet omkring 100 billeder, hvoraf størstedelen står i hjemmet. Enkelte har han foræret til sygehusene i Grenå og Randers. Han har deltaget i 3-4 fællesudstillinger og har en enkelt gang »ved en fejl« solgt et billede. Hans Boie maler primært med acryl, men er også begyndt at bruge (billig) neglelak, guldspray og har ved enkelte lejligheder klistret vinbjergsneglehuse og hoftedele op på lærreder. Hans Boie samler i øvrigt på buddhafigurer, som han mener er fantastisk smukke. Hans Boie bor alene og har to store børn, hvoraf den yngste stadig bor hjemme.

Blå bog

56-årige Hans Boie er uddannelsesansvarlig overlæge på Regionshospital Randers og Grenå. Han blev cand. med. fra Århus Universitet i 1984. Speciallæge i ortopædisk kirurgi i 1992. Efter en årrække på Grenå Sygehus, blev han i 2003 ansat i Randers, efter at Grenå Sygehus blev lukket som selvstændigt sygehus.