»Det hjælper lidt at kigge ned i gulvet ...«

7.00 Under morgenbadet melder tanken sig om, at det er en lidt speciel dag. Det er første gang, vi skal prøve at dissekere, så det er en grænse, der skal brydes. Jeg ved, at det er en del af uddannelsen, som man skal igennem. Men jeg har jo hørt fra andre på studiet, at første gang kan det være lidt mærkeligt. Og at der er en lidt speciel lugt, som man godt kan blive lidt dårlig af.

8.00 Af sted til Panum og op på læsesalen, hvor jeg læser om muskler i hoved og hals, som vi skal til forelæsning om.

11.00 På vej til forelæsning snakker jeg med min læsemakker, som var på tredje semester sidste år. Men hun blev syg og måtte tage tredje om, så hun har prøvet at dissekere. Hun syntes, det var ok. Hun blev lidt dårlig første gang, men havde vænnet sig til det.

11.45 Der er et kvarters pause før næste forelæsning, der handler om tyggeapparatet. Der er lige tid til at spise madpakken, og jeg snakker med en veninde om, hvordan det er, for jeg har aldrig set et dødt menneske før, men det har hun.

13.00 Vi skal ned til dissektionssalen. De fleste er lidt nervøse. Vi er 250 på semesteret og er delt i to hold. Det første hold var hernede i morges. Da vi kommer ind, ligger ligene på bordene, pakket ind i plastic. Det virker ikke så voldsomt, som hvis de bare lå fremme. Der er ca. 20, og vi er seks om hvert. Kursusleder Jørgen Tranum samler os og siger, at vi skal være glade for den mulighed, disse mennesker har givet os ved at overlade os deres krop, og at vi derfor skal sørge for at få mest muligt ud af det, og gøre det på en ordentlig måde.

13.15 Der en dissektionsvejleder for hver to borde. Det er studerende, der har prøvet det mange gange. Vores vejleder forklarer, hvad der skal ske og begynder at pakke liget ud. Der får jeg det lidt dårligt, og det hjælper lidt at kigge ned i gulvet. De fleste har det på samme måde. De ser lidt beklemte ud og kigger andre steder hen. Vi trækker lod om, hvilken region man skal skære i. To skal skære foran ved albuen, to ved halsen, og jeg og min makker skal skære nede foran på låret. Godt, at jeg ikke kom til at skære oppe ved halsen, så tæt ved hovedet.

14.00 Først kan man virkelig godt mærke, at det er hud, man skærer i. Det er lidt specielt. Men det hjælper, når man først er kommet i gang. Man glemmer lidt, at det er et lig, man står med, og koncentrerer sig om at gøre det rigtigt.

14.45 ... det er mest denne her lugt. Ikke en forrådnelseslugt, for ligene er badet i formalin. Men det lugter stadig lidt af noget »gammelt«, blandet med sprit. Vi skal lægge et snit på langs og to på tværs for enden, så man kan folde huden til side og blotte de øvre vener og nerver. Derunder er der fedt, som man skal fjerne for at komme til musklerne, og det tager ret lang tid. Derunder når vi ind til muskler og vener. Det sidste, vi når, er musculus sartorius.

16.00 Så er vi færdige. Vi klæder om og skal videre til holdundervisning om bugvæggens muskler. Vi snakker om dissektionen. Alle er enige om, at det var ret ubehageligt i starten. En i gruppen havde været tæt på at græde. Alle var glade for den gode og ordentlige måde, det blev introduceret på.

18.00 Jeg tager hjem, men når kun lige ind og vende, da jeg skal i træningscenteret med flere fra mit hold til motion, og funk-dance. Det er dejligt at være til træning og tænke på andet end studiet. Og dog - en af dem, jeg taler med om dagens oplevelser, fortæller, at hun faktisk er bange for at få mareridt i nat. Det har jeg egentlig ikke tænkt over. Men det, man oplever om dagen, kan jo godt husere om natten.

21.30 Jeg er hjemme og godt træt. Tænder for fjernsynet, inden jeg lægger mig til at sove, uden at få mareridt.