Skip to main content

Det knager i familien

Journalist Karen Brygmann

7. nov. 2005
5 min.

»Fokusere på uddannelsesmuligheder«. »Udvikle en ordentlig seniorpolitik«. Interesserne blandt Yngre Lægers medlemmer spænder milevidt, og budene på, hvad Yngre Læger især bør prioritere for at stille medlemmerne tilfredse, afhænger ikke mindst af, hvor medlemmerne befinder sig i karrieren.

Heidi Biernat , der sidste år tiltrådte en introduktionsstilling på neurologisk afdeling ved Sønderborg Sygehus, har først lige taget hul på sin karriere.

»Derfor er jeg selvfølgelig optaget af vilkårene for videreuddannelse. Desuden er det vigtigt at arbejde for, at vi får ordentlig indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen på afdelingerne. Det er nok på det område, jeg i dagligdagen møder de største frustrationer blandt yngre kolleger«, siger Heidi Biernat , der selv er medlem af Yngre Lægers repræsentantskab.

Men hver gang vilkårene for de unge kandidaters uddannelse bliver forbedret, må andre kolleger holde for. Det mærker afdelingslægerne Io Christoffersen og Dina Hauge , begge ansat på Bispebjerg Hospitals kirurgiske afdeling.

»I de sidste mange år har Yngre Lægers politik stort set udelukkende været koncentreret om de unge. Eksempelvis har det længe været dagsordenen, at de yngre skal have færre vagter og i stedet mere vejledning og supervision. Det betyder en hårdere vagtbelastning til os, og det slider på én. Yngre Læger gør ikke noget som helst for den store gruppe afdelingslæger, foreningen rummer«, mener Io Christoffersen og Dina Hauge.

Io Christoffersen er 58 år og er begyndt at overveje, hvordan hun om nogle år kan trappe karrieren ned. Men i den situation er Yngre Lægers overenskomst ikke til nogen hjælp.

»Man taler og taler om at fastholde medarbejdere på arbejdsmarkedet i flere år, og der er udsigt til alvorlig mangel på speciallæger. Men i modsætning til overlægerne har Yngre Læger ingen ordninger, der sikrer, at de ældste eksempelvis slipper for vagter og derfor får lyst at blive flere år i jobbet«, siger Io Christoffersen , der kraftigt opfordrer til, at hendes fagforening sætter seniorpolitik på dagsordenen.

Både de to afdelingslæger på Bispebjerg Hospital og Erik Jakobsen, der er afdelingslæge ved Odense Universitetshospitals thoraxkarkirurgiske afdeling T, hilser velkommen, at Yngre Lægers formand, Erik Jylling , efterlyser en debat om hele Lægeforeningens struktur. Det skete i et interview i Dagens Medicin 15. november sidste år.

Et oprør ulmede

Spørgsmålet er, om politikerne i Domus Medica egentlig er klar over, hvor presserende afdelingslæger oplever problemerne, mener afdelingslæge Dina Hauge på Bispebjerg Hospital. Hun var en af deltagerne ved de møder, kirurgiske speciallæger i Storkøbenhavn arrangerede for et par år siden i voldsom utilfredshed med deres løn-, arbejds- og organisationsforhold. De var grundigt trætte af at indgå i samme vagtlag og udføre præcis samme arbejde som overlægekollegerne, men alligevel blive tilgodeset markant ringere, både når det gælder løn- og arbejdsvilkår.

»Møderne samlede knap halvdelen af de kirurgiske speciallæger i Københavnsområdet, desuden fik vi adskillige henvendelser fra speciallæger inden for andre af de vagttunge specialer og fra helt andre dele af landet. Utilfredsheden er stor blandt afdelingslægerne, selv om det ikke endte med et brud med Yngre Læger på det tidspunkt«, siger Dina Hauge.

Speciallægeanerkendelsen og de fælles arbejdsfunktioner betyder, at man som afdelingslæge naturligt orienterer sig i retning af overlægerne i Foreningen af Speciallæger, mener Erik Jakobsen .

»Det unaturlige skel, der i dag eksisterer mellem afdelingslæger og overlæger og speciallæger, skal vi have væk. Det har intet med hverdagen på afdelingerne at gøre, skellet er alene med til at styrke et overflødigt hierarki«, siger han.

Få læger er ledere

Men samtidig med at Erik Jakobsen selv går med en overlæge i maven og formentlig inden længe skal have fornyet sit visitkort, oplever den tidligere amtsreservelægerådsformand, at han i høj grad stadig hører hjemme i Yngre Læger.

»Jeg synes, at jeg har mange problemstillinger til fælles med de uddannelsessøgende læger, eksempelvis indflydelsen på arbejdstilrettelæggelsen. Og det vil ikke ændre sig væsentligt, selv om jeg bliver overlæge. Som jeg ser det, hersker der blandt mange overlæger en misforstået opfattelse af, at man som overlæge automatisk er en del af ledelsen. Men med måske helt op til 15 overlæger på en afdeling og desuden ti afdelingslæger, der udfører samme funktioner, kan alle ikke være ledere. Men det synspunkt er det vanskeligt at trænge igennem med hos overlægerne«, siger Erik Jakobsen .

Mange overlæger overser det store lag af administrativt personale, der i dag varetager ledelsesopgaver, mens langt hovedparten af lægerne, uanset titel, er blevet funktionærer, mener Erik Jakobsen . Samme synspunkt deler nyuddannede Heidi Biernat .

»Generelt oplever jeg i dagligdagen, at der er et stort interessefællesskab blandt de allerfleste læger og ofte også sygeplejersker og sekretærer på en afdeling. Vi er fælles om at stå i opposition til ledelsen, ofte den administrerende overlæge og sygeplejerske, eksempelvis når det gælder indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen«.

Derfor ser hun også gerne, at der bliver tænkt på tværs af de eksisterende søjler i Lægeforeningen den dag, der bliver taget hul på en strukturdebat.

»I dag forhandler Yngre Læger og FAS eksempelvis overenskomst og lokale aftaler hver for sig. Hver især prøver vi at opfinde den dybe tallerken. Vi ville stå stærkere, og Yngre Læger ville blive taget mere alvorligt af vores modpart, hvis vi forhandlede samlet over for amterne«, siger Heidi Biernat.

.

Heidi Biernat

Kandidat i 1999. I introduktions-

stilling på neurologisk afdeling

ved Sønderborg Sygehus.

Io Christoffersen

Kandidat i 1973. Afdelingslæge

ved Bispebjerg Hospitals kirurgisk-gastroenterologisk afdeling K.

Dina Hauge

Kandidat i 1983. Afdelingslæge

ved Bispebjerg Hospitals kirurgisk-gastroenterologisk afdeling K.

Erik Jakobsen

Kandidat i 1984. Afdelingslæge

ved Odense Universitetshospitals

thoraxkarkirurgiske afdeling T.