Skip to main content

»Det kommer til at gøre rigtig ondt«

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

12. jun. 2012
3 min.


Det danske sundhedsvæsen skal foretage en økonomisk opbremsning, der måske er kraftigere end den, der førte til fattig-80’ernes mange, lange ventelister på danske hospitaler. Det forudser direktør i Dansk Sundhedsinstitut, sundhedsøkonom og professor Jes Søgaard, i dette interview med Ugeskrift for Læger.

»Fremover har vi ikke råd til den udgiftsstigning, som vi har oplevet det seneste årti. Det ved alle. Det står nu også i 2020-planen. Den store udfordring bliver at undgå de problemer, som opbremsningen skabte dengang«, siger Jes Søgaard og fortsætter:

»Hvis vi lukker øjnene og siger, at vi bare sparer – og det kan man godt, som i 80’erne – så er min vurdering, at det koster liv. Det kostede dengang sundhed og ulighed i sundheden. Når du strammer et sundhedsvæsen op, så er det altid de ringest stillede, der har sværest ved at finde rundt. Og få den nødvendige hjælp. Det må vi undgå«.

Hvor den tidligere VK-regering efter finanskrisens indtog trykkede hårdt på bremsen og dikterede nulvækst i de offentlige budgetter, blev sundhedssektoren særbehandlet med 5 mia. kr.

Gennem 00’erne havde sundhedsvæsenet i snit haft en realvækst på 3 pct. årligt. Men de tider er nu endegyldigt slut.

Stop for vækst

Med R-S-SF-regerings nye 2020-plan er det fastslået, at væksten i de offentlige udgifter fremover kun må være på 0,8 pct., og der står intet om, at det ikke også indbefatter sundhedsvæsenet.

»Hjulene har kørt stærkt. I dansk sundhedshistorie har vi haft en helt unik aktivitetsvækst på i snit 5-6 pct. årligt, hvor halvdelen var produktivitetsfinansieret. Det kan vi ikke længere. Vi får nu en opbremsning, der måske er kraftigere end den, vi så i 80’erne. Fra en realvækst på i snit 3 pct. de seneste ti år til 1 pct. Vi er i en vis forstand fortsat selv herre over, hvad konsekvensen skal være af den økonomiske opbremsning, der kommer uanset hvad. Men vi må ikke lukke øjnene«, siger Jes Søgaard og fortsætter:

»Vi mangler et overordnet gennemtænkt svar«.

Opbremsningen i udgifterne til den hvide verden kommer samtidig med ankomsten af den meget omtalte ældrebyrde:

»Vi har talt om ældrebyrden i mere end ti år. Men den kommer lige nu. Fra 2010 til 2030. Vi bliver heldigvis – blandt andet takket være lægernes indsats – ældre, og den store babyboomgeneration fra anden verdenskrigs ophør går i disse år på pension. Samtidig er langt færre kommet ind på arbejdsmarkedet. Én har sagt, at det er den største demografiske forskydning siden pesten, og der er noget om det. Det giver et stort behov for sundhedsydelser«, siger Jes Søgaard og fortsætter:

»Læg dertil presset fra de mange kronikere, der kommer, dels fordi lægerne er blevet bedre til tidlig opsporing og diagnostik, dels fordi befolkningen i sig selv bliver ældre«.

De mange flere kronikere kalder han en »succeshistorie«, men en udgiftskrævende en af slagsen, når hver tredje i den voksne befolkning lever med en kronisk sygdom.

Hvad skal vi gøre ved dette rædselsscenario, som du opstiller?

»Jeg er forsker og har ikke alle løsninger. Men udfordringen er meget stor. At håndtere så stor en opbremsning uden det får de konsekvenser, det fik i 80’erne, er svært. Heldigvis skal vi ikke have de store besparelser, som eksempelvis i Spanien, Grækenland og England. Vi har stadig råd til en beskeden vækst. Omend langt mere beskeden end tidligere. Men skal vi håndtere udfordringen, uden at det får sundhedsmæssige konsekvenser og går ud over befolkningens sundhed og ligheden, så mangler vi godt nok en effektiviseringsstrategi i det her land. Ligesom vi også bliver nødt til at prioritere – der egentlig blot er en effektivisering, der gør ondt«, siger Jes Søgaard.

En effektiviseringsstrategi kunne i Jes Søgaards øjne eksempelvis baseres på den amerikanske triple aim-model – en tredobbelt bundlinje, hvor økonomi, sundhed og behandlingskvalitet tænkes sammen.

»I mange traditionelle sundhedsvæsener tager nogle sig af økonomi, nogle tager sig af den kliniske kvalitet og andre igen af patientbehandlingen. Tiden er inde til, at vi tænker det sammen. Men det er en politisk opgave. Der er meget presserende«, siger Jes Søgaard.