Skip to main content

Det lægelige skøn er under pres

Efter afgørelsen i den omdiskuterede Carina-sag fra Aarhus, slår Lægeforeningens formand fast, at alle læger fortsat skal kunne skønne og dermed også fejlskønne. Men den internationale tendens går i den forkerte retning.

Bente Bundgaard, bbu@dadl, Anders Heissel ah@dadl.dk

18. dec. 2014
7 min.

Læger skal fortsat kunne foretage vanskelige skøn – som senere kan vise sig at være forkerte - uden at være bange for at begå noget strafbart. Det siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, som en reaktion på afgørelsen i den såkaldte Carina-sag.

Faktaboks

Fakta

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har netop truffet afgørelse i sagen om den unge Carina Melchior, som i efteråret 2011 blev indlagt på Aarhus Universitetshospital med svære hjernekvæstelser efter en trafikulykke. Nævnet kritiserer overlæge Benedicte Dahlerup for hendes behandling af patienten og indskærper desuden for overlægen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

To medlemmer af nævnet har dog erklæret sig uenige i indskærpelsen og argumenter med, at "selv om overlæge Benedicte Dahlerup havde ansvaret for beslutningerne, er det vores opfattelse, at hun søgte og fik opbakning fra de øvrige specialister på afdelingen", som der står i afgørelsen.

Desuden er Benedicte Dahlerup sigtet af Østjyllands Politi for at have overtrådt Autorisationslovens §75 om grovere forsømmelse eller skødesløshed og Straffelovens §253 om at undlade at hjælpe nogen i tilsyneladende livsfare.

Mads Koch Hansen vil ikke gå ind i den konkrete afgørelse, men han savner overordnet en forståelse for, at læger træffer svære eller hurtige skøn, som kan vise sig at være forkerte.

”Det er vigtigt for mig at sige, at man som læge godt kan begå et fejlskøn uden at begå en fejl. Skønnet er en vurdering af, hvordan det kommer til at gå, og derfor vil fejlskøn altid forekomme. Men det skal selvfølgelig give anledning til refleksion og læring,” siger Mads Koch Hansen.

Det er vigtigt for mig at sige, at man som læge godt kan begå et fejlskøn uden at begå en fejl. Skønnet er en vurdering af, hvordan det kommer til at gå, og derfor vil fejlskøn altid forekomme. Men det skal selvfølgelig give anledning til refleksion og læring. Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen

International tendens

Ifølge Lægeforeningens formand er der en international tendens til, at lægers fejlskøn i stigende grad bliver problematiseret og endda forsøgt kriminaliseret.

”Verdenslægeforeningen melder om, at flere lande har sager, hvor læger er forsøgt dømt for forkerte skøn. Det er vi meget optaget af, for det må ikke blive kriminaliseret at lave et fejlskøn. Det kan godt være, at man som læge har været udygtig, men det skal håndteres i en faglig sammenhæng. Det må ikke ende i en retssal. Det er ikke jura, men en del af vores fag. Hvis skøn bliver kriminaliseret, vil det ikke gavne patienterne. Det vil give situationer, som læger vil afholde sig fra at gå ind i af frygt for at fejlvurdere og dermed blive dømt. Det er en læges pligt at lave skøn, og hvis man skønner forkert, må man handle anderledes næste gang. Måske er der behov for en bredere formidling af, at læger faktisk gør, hvad de kan, for at udføre deres job. Ingen begår fejl med vilje. Fejl sker, og det mest ulykkelige er, hvis man ikke lærer af dem,” siger Mads Koch Hansen.

Kritiseret overlæge udgiver bog

Hovedpersonen i sagen, overlæge Benedicte Dahlerup, er uenig i afgørelsen fra Disciplinærnævnet, og udtaler sammen med sin advokat Hanne Rahbæk i en pressemeddelelse:

”Vi er ikke enige i Disciplinærnævnets afgørelse og vil nu gennemgå den for at vurdere, om og hvordan vi kommer videre med sagen.”

Benedicte Dahlerup har efter råd fra sin advokat ikke yderligere kommentarer til afgørelsen.

Men ønsket om, at omverdenen får hele sandheden om forløbet omkring behandlingen af Carina Melchior har fået Benedicte Dahlerup til at skrive en bog med titlen ”Konsekvenser”, der efter planen udkommer inden jul. Bogen er en e-bog, som frit kan downloades fra Dagens Medicins hjemmeside.

Læs interview med Benedicte Dahlerup her:

Læs afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn her: