Skip to main content

Det lægeløse Danmark

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

2. jan. 2007
10 min.

»Med 1.000 søde patienter, nogle i 3. generation og ingen med tungere social baggrund«.

Sådan stod der i en annonce for nylig på en hjemmeside, som formidler salg af lægepraksis i Danmark.

Den var indrykket af praktiserende læge Flemming Neelmeyer, som på grund af alder vil sælge sin praksis i Greve, syd for København. Et område, der er præget af store forskelle. Det ene øjeblik kan man vandre gennem velsituerede villakvarterer og det andet befinde sig midt i en ghettolignende højhusbebyggelse, hvor der bor en del socialt belastede mennesker af såvel etnisk dansk som anden baggrund.

Flemming Neelmeyer følte det som en nødvendighed at gøre specifikt opmærksom på, at der ikke er socialt tunge patienter tilknyttet hans praksis.

»Det er for at sende et signal om, at det er en letdrevet praksis. Mange praktiserende læger vil helst ikke have alle de patienter, som tager tid. At skulle bruge tolk tager f.eks. utroligt lang tid«, siger han.

I forrige nummer af Ugeskriftet var der en salgsannonce med et lignende budskab - denne gang vedrørende en praksis i Albertslund, som også ligger syd for København.

»Ca. ti pct. velintegrerede indvandrere«, stod der bl.a.

Den formulering blev for meget for praktiserende læge Wanda Grosman fra København. Resolut ringede hun til Ugeskriftets redaktion.

»Det er for langt ude«, sagde hun vredt.

»På den ene side kan man tillade sig at skrive sådan, men på den anden side kan det ikke lade sig gøre at forsøge at løse problemerne. Hvor er vi henne?«

Hendes vrede rettede sig dog ikke mod de praksissælgende kolleger.

»Jeg kan godt forstå, at man bruger en sådan salgsteknik, når det er så svært at sælge praksis«, siger hun.

Hun foreslog særlige indvandrerklinikker med tolke, psykologer og måske socialrådgivere tilknyttet som en løsningsmodel.

Givende patienter

Problemerne med at få praktiserende læger til »tunge« områder er velkendte og indebærer indlysende risiko for, at socialt og helbredsmæssigt svage patienter ikke får den behandling, de har brug for.

Men der findes også læger, som har vendt situationen om og ser en udfordring i disse patienter.

Merete Sværke og Ulla Asping hører til i den gruppe. De har en praksis sammen i Ishøj - lige i nærheden af såvel Greve som Albertslund - og patientgruppen er ca. 70 pct. dansk og 30 pct. ikkedansk.

En formiddag tidligere på året var der f.eks. en velformuleret ung mand med ikkedansk baggrund, som var bekymret over heftig kvalme. Men også en mor i lang dragt og hovedtørklæde, som havde taget sine børn med for at hjælpe med det svære danske, når hun skulle have en D-vitamin-indsprøjtning.

»Det sproglige er jo vanskeligt. Men der klarer vi os med simpelt dansk, korte sætninger og mange fagter«, forklarer Merete Sværke.

De to læger forsøger aktivt at afmystificere deres job.

»Mange er bange for alle disse udlændinge og forestiller sig en masse kvinder med tørklæde, som man ikke kan forstå og ikke gøre noget ved. De frygter at blive løbet over ende af den slags problemer. Der er noget af det, men vi synes ikke, at det fylder mest«, siger Merete Sværke. De ikkedanske patienter kan også være meget givende.

»Vi synes, at det er spændende at få indblik i så mange forskellige levevilkår og måder at tænke på. Man får respekt for, at ting kan gøres på mange måder«, siger hun.

»Etnisk konsultation«?

Økonomiske incitamenter for at lokke læger til de »tunge« områder dukker også jævnligt op som en måde at løse rekrutteringsproblemet på. Men ligefrem at indføre særskilte konsultationer for f.eks. etniske minoritetspatienter?

»Vi har allerede noget i form af tolkebidrag. Vi har også nogle konsultationer, som er tidkrævende, og som giver ekstra - f.eks. samtaleterapi og den nye forebyggelseskonsultation. Men gamle mennesker er også tidkrævende. Vi inddeler ikke efter personer, og det princip tror jeg ikke, at vi vil gå bort fra«, siger formand for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont.

»Man skal være forsigtig med at udnævne en hel patientgruppe til besværlig. Men måske incitamenter for at lokke folk til såsom lokaler og billig husleje kan hjælpe. For 50 år siden byggede kommunen en lægebolig for at lokke læger til. Det ville jo rykke«, siger han.

Måske er det sådanne tiltag, der skal til i Ishøj, Albertslund og Greve. For svært er det. På trods af de stærke signaler om, at hans praksis er let at drive, har Flemming Neelmeyer ikke fundet nogen afløser endnu.

»Jeg har ikke fået en eneste henvendelse«, siger han.»Med 1.000 søde patienter, nogle i 3. generation og ingen med tungere social baggrund«.

Sådan stod der i en annonce for nylig på en hjemmeside, som formidler salg af lægepraksis i Danmark.

Den var indrykket af praktiserende læge Flemming Neelmeyer, som på grund af alder vil sælge sin praksis i Greve, syd for København. Et område, der er præget af store forskelle. Det ene øjeblik kan man vandre gennem velsituerede villakvarterer og det andet befinde sig midt i en ghettolignende højhusbebyggelse, hvor der bor en del socialt belastede mennesker af såvel etnisk dansk som anden baggrund.

Flemming Neelmeyer følte det som en nødvendighed at gøre specifikt opmærksom på, at der ikke er socialt tunge patienter tilknyttet hans praksis.

»Det er for at sende et signal om, at det er en letdrevet praksis. Mange praktiserende læger vil helst ikke have alle de patienter, som tager tid. At skulle bruge tolk tager f.eks. utroligt lang tid«, siger han.

I forrige nummer af Ugeskriftet var der en salgsannonce med et lignende budskab - denne gang vedrørende en praksis i Albertslund, som også ligger syd for København.

»Ca. ti pct. velintegrerede indvandrere«, stod der bl.a.

Den formulering blev for meget for praktiserende læge Wanda Grosman fra København. Resolut ringede hun til Ugeskriftets redaktion.

»Det er for langt ude«, sagde hun vredt.

»På den ene side kan man tillade sig at skrive sådan, men på den anden side kan det ikke lade sig gøre at forsøge at løse problemerne. Hvor er vi henne?«

Hendes vrede rettede sig dog ikke mod de praksissælgende kolleger.

»Jeg kan godt forstå, at man bruger en sådan salgsteknik, når det er så svært at sælge praksis«, siger hun.

Hun foreslog særlige indvandrerklinikker med tolke, psykologer og måske socialrådgivere tilknyttet som en løsningsmodel.

Givende patienter

Problemerne med at få praktiserende læger til »tunge« områder er velkendte og indebærer indlysende risiko for, at socialt og helbredsmæssigt svage patienter ikke får den behandling, de har brug for.

Men der findes også læger, som har vendt situationen om og ser en udfordring i disse patienter.

Merete Sværke og Ulla Asping hører til i den gruppe. De har en praksis sammen i Ishøj - lige i nærheden af såvel Greve som Albertslund - og patientgruppen er ca. 70 pct. dansk og 30 pct. ikkedansk.

En formiddag tidligere på året var der f.eks. en velformuleret ung mand med ikkedansk baggrund, som var bekymret over heftig kvalme. Men også en mor i lang dragt og hovedtørklæde, som havde taget sine børn med for at hjælpe med det svære danske, når hun skulle have en D-vitamin-indsprøjtning.

»Det sproglige er jo vanskeligt. Men der klarer vi os med simpelt dansk, korte sætninger og mange fagter«, forklarer Merete Sværke.

De to læger forsøger aktivt at afmystificere deres job.

»Mange er bange for alle disse udlændinge og forestiller sig en masse kvinder med tørklæde, som man ikke kan forstå og ikke gøre noget ved. De frygter at blive løbet over ende af den slags problemer. Der er noget af det, men vi synes ikke, at det fylder mest«, siger Merete Sværke. De ikkedanske patienter kan også være meget givende.

»Vi synes, at det er spændende at få indblik i så mange forskellige levevilkår og måder at tænke på. Man får respekt for, at ting kan gøres på mange måder«, siger hun.

»Etnisk konsultation«?

Økonomiske incitamenter for at lokke læger til de »tunge« områder dukker også jævnligt op som en måde at løse rekrutteringsproblemet på. Men ligefrem at indføre særskilte konsultationer for f.eks. etniske minoritetspatienter?

»Vi har allerede noget i form af tolkebidrag. Vi har også nogle konsultationer, som er tidkrævende, og som giver ekstra - f.eks. samtaleterapi og den nye forebyggelseskonsultation. Men gamle mennesker er også tidkrævende. Vi inddeler ikke efter personer, og det princip tror jeg ikke, at vi vil gå bort fra«, siger formand for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont.

»Man skal være forsigtig med at udnævne en hel patientgruppe til besværlig. Men måske incitamenter for at lokke folk til såsom lokaler og billig husleje kan hjælpe. For 50 år siden byggede kommunen en lægebolig for at lokke læger til. Det ville jo rykke«, siger han.

Måske er det sådanne tiltag, der skal til i Ishøj, Albertslund og Greve. For svært er det. På trods af de stærke signaler om, at hans praksis er let at drive, har Flemming Neelmeyer ikke fundet nogen afløser endnu.

»Jeg har ikke fået en eneste henvendelse«, siger han.

»Med 1.000 søde patienter, nogle i 3. generation og ingen med tungere social baggrund«.

Sådan stod der i en annonce for nylig på en hjemmeside, som formidler salg af lægepraksis i Danmark.

Den var indrykket af praktiserende læge Flemming Neelmeyer, som på grund af alder vil sælge sin praksis i Greve, syd for København. Et område, der er præget af store forskelle. Det ene øjeblik kan man vandre gennem velsituerede villakvarterer og det andet befinde sig midt i en ghettolignende højhusbebyggelse, hvor der bor en del socialt belastede mennesker af såvel etnisk dansk som anden baggrund.

Flemming Neelmeyer følte det som en nødvendighed at gøre specifikt opmærksom på, at der ikke er socialt tunge patienter tilknyttet hans praksis.

»Det er for at sende et signal om, at det er en letdrevet praksis. Mange praktiserende læger vil helst ikke have alle de patienter, som tager tid. At skulle bruge tolk tager f.eks. utroligt lang tid«, siger han.

I forrige nummer af Ugeskriftet var der en salgsannonce med et lignende budskab - denne gang vedrørende en praksis i Albertslund, som også ligger syd for København.

»Ca. ti pct. velintegrerede indvandrere«, stod der bl.a.

Den formulering blev for meget for praktiserende læge Wanda Grosman fra København. Resolut ringede hun til Ugeskriftets redaktion.

»Det er for langt ude«, sagde hun vredt.

»På den ene side kan man tillade sig at skrive sådan, men på den anden side kan det ikke lade sig gøre at forsøge at løse problemerne. Hvor er vi henne?«

Hendes vrede rettede sig dog ikke mod de praksissælgende kolleger.

»Jeg kan godt forstå, at man bruger en sådan salgsteknik, når det er så svært at sælge praksis«, siger hun.

Hun foreslog særlige indvandrerklinikker med tolke, psykologer og måske socialrådgivere tilknyttet som en løsningsmodel.

Givende patienter

Problemerne med at få praktiserende læger til »tunge« områder er velkendte og indebærer indlysende risiko for, at socialt og helbredsmæssigt svage patienter ikke får den behandling, de har brug for.

Men der findes også læger, som har vendt situationen om og ser en udfordring i disse patienter.

Merete Sværke og Ulla Asping hører til i den gruppe. De har en praksis sammen i Ishøj - lige i nærheden af såvel Greve som Albertslund - og patientgruppen er ca. 70 pct. dansk og 30 pct. ikkedansk.

En formiddag tidligere på året var der f.eks. en velformuleret ung mand med ikkedansk baggrund, som var bekymret over heftig kvalme. Men også en mor i lang dragt og hovedtørklæde, som havde taget sine børn med for at hjælpe med det svære danske, når hun skulle have en D-vitamin-indsprøjtning.

»Det sproglige er jo vanskeligt. Men der klarer vi os med simpelt dansk, korte sætninger og mange fagter«, forklarer Merete Sværke.

De to læger forsøger aktivt at afmystificere deres job.

»Mange er bange for alle disse udlændinge og forestiller sig en masse kvinder med tørklæde, som man ikke kan forstå og ikke gøre noget ved. De frygter at blive løbet over ende af den slags problemer. Der er noget af det, men vi synes ikke, at det fylder mest«, siger Merete Sværke. De ikkedanske patienter kan også være meget givende.

»Vi synes, at det er spændende at få indblik i så mange forskellige levevilkår og måder at tænke på. Man får respekt for, at ting kan gøres på mange måder«, siger hun.

»Etnisk konsultation«?

Økonomiske incitamenter for at lokke læger til de »tunge« områder dukker også jævnligt op som en måde at løse rekrutteringsproblemet på. Men ligefrem at indføre særskilte konsultationer for f.eks. etniske minoritetspatienter?

»Vi har allerede noget i form af tolkebidrag. Vi har også nogle konsultationer, som er tidkrævende, og som giver ekstra - f.eks. samtaleterapi og den nye forebyggelseskonsultation. Men gamle mennesker er også tidkrævende. Vi inddeler ikke efter personer, og det princip tror jeg ikke, at vi vil gå bort fra«, siger formand for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont.

»Man skal være forsigtig med at udnævne en hel patientgruppe til besværlig. Men måske incitamenter for at lokke folk til såsom lokaler og billig husleje kan hjælpe. For 50 år siden byggede kommunen en lægebolig for at lokke læger til. Det ville jo rykke«, siger han.

Måske er det sådanne tiltag, der skal til i Ishøj, Albertslund og Greve. For svært er det. På trods af de stærke signaler om, at hans praksis er let at drive, har Flemming Neelmeyer ikke fundet nogen afløser endnu.

»Jeg har ikke fået en eneste henvendelse«, siger han.

Læs mere på WWW

Sundhedsstyrelsen

Imran Rashid

Dansk Sygeplejeråd

Institut for Menneskerettigheder

Foreningen Nydansker