Skip to main content

Det man ikke kan læse sig til

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

19. sep. 2008
6 min.

De nye læger skal på kursus. Det er ét positivt aspekt ved den nye kliniske basisuddannelse, som den århusianske anæstesioverlæge (og ambulancelæge) Ole Mølgaard trods alt kan få øje på.

Sundhedsstyrelsen har opridset de overordnede mål for kurserne, men ellers har der været frit slag, og i uddannelsesregion Nord har kursusleder Ole Mølgaard og hans kolleger sammen med Center for Medicinsk Uddannelse benyttet chancen og rullet de krævede kurser i akutte færdigheder og kommunikation sammen til ét firedagesforløb - og inviteret Ugeskriftet med til premieren på Færdighedslaboratoriet i Forskerpark Skejby.

Handlingsorienteret

De to første dage har budt på genoplivning og akutmedicin. I dag er det tredje kursusdag, og programmet siger »akut kirurgi og kommunikation«. I morgen kommer Falck med to ambulancer plus reddere, og så handler det om ambulancetransport og transport internt på sygehuset.

Kurset er stærkt handlingsorienteret - til kursisternes tydelige fornøjelse. Det er kun lidt over en måned siden, de første gang trådte ind på et sygehus i rollen som læge. Og selv med det teoretiske grundlag i orden er der intet, der har forberedt én på det første møde med en motorcyklist, der er stået af med 120 i timen ude på Djursland og tilmed har pådraget sig ikke alene en trykpneumothorax, men også et brækket ben, som let kan forvirre en uerfaren forvagt, så der går kuk i prioriteringerne.

Netop denne uheldige trafikant var blandt de simulationsdukker, som det ene hold kursister efter det andet mødte på tredjedagen. Nogle var straks situationens herrer og kunne stikke ordrer ud til de medkursister, som var udnævnt til ambulancereddere, (garvede) sygeplejersker og bagvagter.

Andre virkede mere usikre, eller var måske bare mindre gode til at skjule tvivlrådigheden.

Tal samme sprog

De opgaver, som kursisterne møder, er nogle, de typisk vil møde som basislæger i vagten.

Men oven i de fire dages faglige temaer er de rent faglige situationer tilrettelagt, så kursisterne bliver nødt til at inddrage systematisk kommunikation.

Til det formål har Ole Mølgaard adopteret Patientsikkerhedsselskabets og Operation Lifes ISBAR-tjekliste (identifikation, situation, baggrund, analyse, råd), akutmedicinens ABCDE-koncept samt closed loop-princippet. Når kursisterne tager hjem, er alt dette indexseret, så risikoen for misforståelser minimeres, fordi alle i et team »taler samme sprog« med hinanden eller bagvagten, og i øvrigt taler det klart og umisforståeligt.

»70 pct. af alle utilsigtede hændelser skyldes svigt i kommunikationen, og der er utrolig meget at hente ved at sætte kommunikationen i system, så vi får en mere systematisk og ensrettet kommunikation. Vi skal være helt sikre på, at det budskab, man giver, når frem til modtageren, og at der kvitteres for, at det er forståeligt«, siger Ole Mølgaard.

»Det er det, vi træner dem i«.

Ole Mølgaard hylder det pædagogiske princip, at kursisterne efter hver session skal svare på, hvorfor noget gik godt. Han beder aldrig nogen forklare: »Hvad gik der galt her?« og hvorfor - men gerne, hvad der kunne gøres bedre. Der er jo ingen grund til at sende en usikker læge endnu mere usikker tilbage til afdelingen.

Han erkender dog, at han og de øvrige undervisere har pligt til at holde et øje med kursister, som har iøjnefaldende vanskeligheder. Selvfølgelig må kurset aldrig kunne opfattes som en »stopprøve«. Men er der kursister, »som har et gennemgående problem«, er han som kursusleder nødt til at tage det op med basislægens afdeling og sammen finde en løsning.

Stik nålen i

Endnu er Ole Mølgaard heldigvis ikke stødt på det problem. Tværtimod virker han faktisk lidt imponeret over de nye læger - men håber også, at kurserne vil klæde dem bedre på, end generationer af turnuslæger tidligere blev:

»Vi stod alene med langt til bagvagten, og det var meget beskedent, hvad der var af undervisning i praktiske færdigheder, både på studiet og når man kom ud. I dag har man opgraderet dette område, også på studiet. På 12. semester har de et akut ugekursus på Aarhus Universitet og kommer gennem rigtig meget færdighedstræning. Så det er ikke helt basale ting, vi træner her. Nu, hvor de er læger, træner vi meget mere handling i kritiske situationer end specifikke færdigheder. Det er ikke nok at sige, at man stikker en nål i - man skal faktisk gøre det på dukken. Man skal ikke sige, at man giver adrenalin - men hvor meget«.

Hvert kursus har 20 kursister, som deles i fire hold svarende til de fire undervisere. Som kursusleder er Ole Mølgaard - sammen med en underviser under oplæring - den eneste gennemgående figur. Underviserne skifter hver dag, så det er eksperter i dagens emne, basislægerne møder.

På længere sigt regner Ole Mølgaard med at skulle have et par studentermedhjælpere til det praktiske. Og når indholdssiden efterhånden bliver mere rutinepræget, regner han også med, at der bliver overskud til at bruge figuranter og lidt mere komplicerede scenarier.

Kurset er en premiere. Men her på tredjedagen tør Ole Mølgaard godt sige, at dets form og indhold i store træk ser ud til at kunne holde med mindre tilpasninger. »Nu må vi afvente kursisternes evaluering. Men det er vores indtryk, at de er glade, og at de føler sig bedre klædt på bagefter. Og det er det, der er målet«.

Kursister: Lige hvad vi manglede

»Kurset minder lidt om akutkurset på 12. semester - bare meget mere praksisrettet«, siger kursist Sofie Ibfelt, der allerede har haft de første erfaringer på ortopædisk skadestue. Hun er glad for den meget handlingsorienterede undervisning, og vil »helt sikkert« føle sig bedre klædt på, næste gang hun går i vagt:

»Man er allerede meget bedre klædt på efter de første to dage her - med hensyn til, hvem man ringer til, og hvornår det er ude af ens egne hænder.«

Sofie Ibfelt kan ikke pege på, hvad der er bedst: »Det hele er godt. Vi kommer omkring en masse forskellige cases, og det er bredt og meget brugbart«, siger hun og peger ikke mindst på indterpningen af begreber som ISBAR osv. som noget, der kommer med hjem i kursusbagagen.

Medkursisten Henning Nielsen er på samme linje. Han har gået medicinsk forvagt i Randers og passet en del af skadestuen. Og følte han sig på sikker grund der?

»Fra udgangspunktet - overhovedet ikke. Jeg havde aldrig sat mine ben på en skadestue, og der var usikkerheden om, hvad der ville komme af patienter, og hvordan det fungerede der på stedet«.

Akutkurset var derfor lige, hvad han havde brug for i rette tid:

»At træne den akutte vurdering af patienterne, at få en systematik tæsket ind om at sikre sig, at ,A` er i orden, før man går til ,B` - og sker der ændringer undervejs, så gå tilbage til start og vurder igen. En fælles terminologi og en systematik i tankegangen og i gennemgangen af den akutte patient - det hjælper virkelig til at bringe ro på hele situationen omkring modtagelsen af den akutte patient«.