Skip to main content

Det mener lægerne om Ugeskriftet

Webredaktør, Ugeskrift for Læger, Mette Lykke Klitgaard, mlk@dadl.dk

27. nov. 2006
3 min.

Læserundersøgelsen viser en høj tilfredshed med bladet, idet 66% af lægerne er tilfredse. Og det er et ganske fint resultat ifølge Epinion, der har gennemført undersøgelsen. De yngre læger er lidt mere tilfredse end gennemsnittet.

Gennemsnitligt læser næsten otte ud af ti læger et nummer af Ugeskriftet, og otte ud af ti bruger mellem 15 minutter og en time på at læse bladet. Over halvdelen af lægerne mener, at de går glip af noget, hvis de ikke får læst Ugeskriftet. Det er især medlemmerne af FAS, der angiver, at de går glip af noget.

Mere videnskab, mere journalistik, mere debat?

Ugeskriftet består af tre dele: En videnskabelig del, en debatdel og en journalistisk del med reportager og nyheder. Den overordnede konklusion er, at vægtningen mellem de forskellige dele af bladet er passende. Næsten halvdelen af lægerne er tilfredse med prioriteringen af indholdet, mens 20% angiver, at de gerne ser den videnskabelige del af bladet udvidet.

Lægerne blev også bedt om at vurdere tilfredsheden med de tre dele af bladet, og der er ikke meget forskel i vurderingen. Dog bliver de videnskabelige artikler vurderet en smule mere positivt.

De videnskabelige temanumre er også populære, og mange læger ønsker faktisk flere temanumre.

Ugeskriftet har ligeledes arbejdet på at udgive journalistiske tillæg i det sidste års tid. Det seneste journalistiske tillæg omhandler den kroniske udfordring, og over halvdelen af lægerne synes, at det er en god ide med journalistiske tillæg.

De mest læste sider i Ugeskriftet

Nyhedsstoffet er generelt de mest læste sider, dvs. de korte nyheder fra ind- og udland og ikke mindst de korte medicinske nyheder.

Oversigts- og statusartikler er de mest læste videnskabelige artikler. Den videnskabelige leder bliver gennemsnitligt læst af halvdelen af lægerne, og her gælder, at jo ældre lægerne er, jo flere læser lederen. Således læser 57% af lægerne over 60 år den videnskabelige leder, mens det »kun« gælder for 42% af lægerne under 39 år.

Det omvendte gælder for »10 kliniske minutter«, som læses af flere, jo yngre lægerne er, og det falder helt i tråd med, at målgruppen for »10 kliniske minutter« er yngre læger og special-læger i almen medicin.

De praktiserende læger er til gengæld de mest ivrige læsere af foreningsnyt, og de er generelt set også den gruppe, der læser flest af de journalistiske artikler.

Ugeskriftet er lægernes fortrukne lægefaglige medie

Lægerne blev bedt om at vurdere, hvilket lægefagligt medie der er deres foretrukne. Her er der 84% der krydser af, at Ugeskrift for Læger er et af deres tre foretrukne kilder inden for det lægefaglige område. Heraf er der 35%, der har Ugeskriftet som det mest foretrukne, og specialtidsskrifter følger efter med 27%.

Ugeskriftet.dk

Da lægerne blev spurgt om deres brug af Ugeskriftets hjemmeside, blev de delt op i tre næsten lige store grupper. En tredjedel svarer, at de kender og bruger hjemmesiden, en tredjedel har hørt om hjemmesiden men ikke været derinde, og så er der den sidste tredjedel, der ikke har hørt om Ugeskriftet.dk Der er derfor klart potentiale for at øge kendskabet og ikke mindst brugen af Ugeskriftet.dk

Undersøgelsen viser desuden, at jo yngre lægerne er, jo flere har brugt hjemmesiden. Og så bliver hjemmesiden især brugt til at finde tidligere artikler. Mange af dem, som ikke bruger Ugeskriftet.dk, svarer, at det skyldes, at de foretrækker at læse den trykte udgave, eller at de ikke har tid og behov for at læse Ugeskriftet på nettet.

Daglige opdateringer af lægefaglige og sundhedspolitiske nyheder på hjemmesiden vil dog ifølge undersøgelsen kunne trække mange flere brugere ind på hjemmesiden. Og så vil en tidligere publicering af videnskabelige artikler på websiden og debat på nettet kunne trække interesserede brugere til.

Undersøgelsen blev gennemført som en webundersøgelse, og i alt har 679 læger deltaget i undersøgelsen. I forbindelse med undersøgelsen blev der oprettet et brugerpanel for Ugeskrift for Læger, og 60% af de læger, der deltog i undersøgelsen meldte sig til panelet. Undersøgelsen er gennemført at Epinion.