Det nytter at forebygge

Hanne Rasmusen, overlæge, Klinik E, H:S Frederiksberg Hospital, stillede spørgsmålet, om den lægefaglige viden er konkret nok nu til at handle nu, når det gælder forebyggelse og sundhedsfremme. Svaret er et klart ja. Antallet af patienter, der er døde af iskæmisk hjertesygdom, er faldet markant i de sidste 20 år som følge af en evidensbaseret medicinsk/kirurgisk behandling. Koordineret rehabilitering reducerer hjertedødeligheden med 20-25%, udskyder dødstidspunktet, øger livskvaliteten hos patienterne, bevarer patientens sociale netværk og begrænser antallet af genindlæggelser med ca. 15%. Rehabiliteringen er fysisk træning, rygestop, kostomlægning og medicinering. I forhold til traditionel behandling og opfølgning er der en besparelse i de samlede udgifter pr. patient på ca. 2.500 kr. eller ca. 5%.

Hanne viste også den markant øge-de mortalitet for patienter, som lider af både iskæmisk hjertesygdom og diabetes. Udfordringen for kardiologien er at identificere diabetikere med iskæmisk hjertesygdom og kroniske hjertepatienter med diabetes - og for begge patienttyper at optimere behandlingen. Her kommer hjertesvigtsklinikker ind i billedet med optimering af den medicinske behandling, minimering af risikofaktorerne og en god mulighed for patienterne til at få indsigt i egen sygdom. Visionen er, at det korte sygehusforløb med individuelt rehabiliteringsprogram for kroniske hjertepatienter efterfølges af en skræddersyet langtidsbehandling, hvor sygehusvæsenet og kommunerne spiller sammen - og alle belønnes.

Bo Christensen, professor, praktiserende læge, viste, at hjerte-kar-sygdomme udgør et estimeret antal konsultationer pr. uge på 14, flere end type 2-diabetes, cancer, rygerlunger/KOL, astma og allergi og osteoporose til sammen! En forebyggende indsats kræver overvejelser, fx om befolkningen vil deltage, om antallet af højrisikopatienter reduceres, om livskvaliteten forringes og raske sygeliggøres, og om der er et øget forbrug af ressourcer. I »Sundhedsprojekt Ebeltoft« var der en særdeles stor interesse for at deltage i projektet, og motivationen har holdt sig projektperiodens fem år. Et hovedresultat fra undersøgelsen er, at tilbudet om helbredsundersøgelser og -samtaler i almen praksis i forhold til tilbudet til spørgeskema-(kontrol)gruppen viste signifikant bedre effekt i form af beregnede vundne leveår på 0.14 pr. person pr. fem år. Gevinsten opnås uden signifikant forskel i udgifterne mellem de to grupper.

Forhindringerne mod helbredsundersøgelser og -samtaler i almen praksis er bl.a. myten om, at det ikke er evidensbaseret. Den burde være aflivet nu. Også vores holdninger kan være en forhindring: Er det rettidig omhu eller utidig indblanding? Og egne værdier spiller en stor rolle. Bo Christensen refererede bl.a., at: 71% af rygere vil lægge tobakken på hylden, hvis deres læge i kraftige vendinger råder dem til det. Og 70% af patienterne finder det naturligt, at deres læge på eget initiativ spørger til deres rygevaner, mens kun 4% mente, at det er en privat sag.

Ulrik Becker, overlæge, Alkoholen-heden, H:S Hvidovre Hospital, påpegede, at 20-30% af indlagte patienter har et alkoholproblem, uanset køn, alder og sociale lag. Alkoholproblemer koster sundhedsvæsenet ca. 940 mio. kr., og produktionstabet er ca. 7 mia. kr. Udenlandske undersøgelser viser, at interventionsbehandling af skadestuepatienter har betydelig effekt på forbruget, og at investeringen i interventionen kommer ca. firefoldigt tilbage. Postoperative komplikationer nedsættes med en faktor 2,5-3, med præoperativ intervention (H. Tønnesen, 2003). Et større udenlandsk studie viser, at ca. 60% af patienter med alkoholproblemer overholder de indgåede aftaler om behandling m.v. Det kan lønne sig både for patienten og samfundet. Men der er grund til bekymring. Før kommunalreformen var alkoholbehandlingen koncentreret i store enheder med et stort volumen, en stor ekspertise og akkumuleret viden. Men også stor variation i behandlingsprocent, afsatte ressourcer og kvaliteten af behandlingen. Når kommunalreformen er gennemført er der al mulig grund til at frygte for, at alkoholbehandlingen overgår i små enheder med lille volumen og begrænset ekspertise og viden. Det vil uundgåeligt indvirke på kvaliteten og yderligere øge variationen i behandlingsprocent og afsatte ressourcer. Vi må råbe vagt i gevær over for politikerne. Der er så meget at hente og så meget at tabe, hvis vi uklogt lader forudsigelserne blive til virkelighed.