Det skal ikke koste en krone

I konsultationen sidder en læge og en tolk. Da patienten kommer ind, erklærer han med det samme, at han ikke kan betale for tolkningen. Lægen forsøger at overtale patienten. Hun har et klart billede af, at han har brug for hjælp, men han vender om og går.

Lægen ringer til en af sine patienter for at høre, hvorfor han ikke kommer til kontrol. »Jeg vil gerne, men vi har ikke råd til tolk«, lyder tilbagemeldingen.

Ovenstående er heldigvis kun fiktion. Så længe det varer. For fra næste sommer træder nye regler om brugerbetaling for tolke i kraft. De indebærer, at mennesker, som har brug for tolkning, skal betale for tolkearbejdet, hvis de har boet i Danmark i mere end syv år. Det er bestemmelser, som Lægeforeningen helst så pakket sammen hurtigst muligt. Det er trist, at sundhedssektoren nu skal bruges til føre integrationspolitik. Konsekvenserne er mange, og ingen af dem er ønskværdige: dårligere behandling, forskelsbehandling af patienterne og social slagside.

Det er uvist, hvordan de nye regler rent praktisk skal føres ud i livet. Skal sekretæren spørge, om patienten har opholdt sig mere end syv år i Danmark, når hun hører et lidt famlende dansk i den anden ende af røret? Og skal lægen i mere akutte tilfælde, hvor det kan være afgørende at få de helt rigtige oplysninger på kort tid, lige afrunde med at spørge via tolk: »Og hvor mange år har du så boet i Danmark?«

En undersøgelse, som Lægeforeningen offentliggjorde i sidste uge, viser, at blandt læger, der ofte bruger tolk, er der udbredt frygt for, at mange patienter vil fravælge professionel tolk. Flere fejl, dårligere sygdomsbeskrivelse og vanskeligheder med at få patienterne til at følge behandling med lægemidler er blandt konsekvenserne.

Man kan indvende, om ikke det er en rimelig forventning at have, at tilflyttere kan tale dansk efter syv år her i landet? Mange taler et godt dansk langt før. Men ikke alle. Nogle er ældre og lever isoleret uden for arbejdsmarkedet. Andre magter måske bare ikke at lære et nyt sprog. Og sproglig formåen bør under ingen omstændigheder være et kriterium for, om et lægebesøg skal koste patienten penge eller ej. Det er i klar modstrid med sundhedslovens bestemmelse om lige adgang til sundhedsvæsenet. Alt peger på, at det bliver de svageste blandt indvandrere og flygtninge, som efter et lægebesøg skal på posthuset med et girokort. Det er med stor sandsynlighed også dem, der har dårligst råd.

Reglerne stiller også læger i umulige situationer. Skal lægen acceptere ikke-professionel tolkning via børn og andre familiemedlemmer, hvis alternativet er ingen tolkning? Hvem har ansvaret, hvis lægen vurderer, at der er behov for at behandle her og nu, selv om patienten nægter at betale for tolk?

Bestemmelserne, som træder i kraft 1. juni næste år, er ikke så nye endda. De er en del af sundhedsloven, som blev vedtaget i 2004. Siden har teletolkningen gennemgået en markant udvikling, som indebærer, at tolke kan arbejde over lange afstande til en fornuftig pris. Her kan man måske hente nogle af de penge, som brugerbetalingen skal levere.

Man kan også forestille sig andre løsninger. For Lægeforeningen er det blot afgørende, at vi ikke mister et helt basalt værktøj - at kunne tale med patienten - af årsager, som intet har med sundhedsvæsenet at gøre. Vi stiller gerne op til en dialog. Med eller uden tolk, og det skal ikke koste ministeren en krone.