»Det skal være rart at være på en psykiatrisk afdeling«

Ledende overlæge Volkmar Sippel skubber til dør 61:

»Ja, i Augustenborg eller Haderslev ville denne dør nok have været låst. Vi har ønsket nytænkning i byggeri, behandling og holdninger, og i byggeriet giver det sig udtryk i et mere åbent og transparent miljø. Et miljø, som det er rart at opholde sig i«, siger den ledende overlæge.

Vi er på besøg på Region Syddanmarks nye psykiatriske sygehus i Aabenraa, hvor rammerne skal understøtte formålet og i sig selv skabe de bedste forudsætninger for behandling af patienter med psykiske lidelser. Er det så lykkedes? Foreløbig kan man hurtigt konstatere, at byggeriet er præget af god plads, naturlige lysindfald, store glasarealer, der får naturen til nærmest at flytte ind, og et let og roligt miljø.

Psykiatrien i Augustenborg og Haderslev er samlet i det nye psykiatriske sygehus, der er bygget op med syv afsnit i en vifte om en hovedakse. Mellem bygningerne er der indbydende gårdhaver.

Vi går videre ind på den todelte voksenafdeling, der betegnes som en bæltefri afdeling.

»Ved at bruge denne betegnelse signalerer vi, at vi vil undgå tvang og fiksering«, siger overlæge Lene Høgh.

»Det betyder ikke, at vi helt kan undgå fiksering, men det er blevet ekstremt sjældent. Det seneste år er det kun sket fire gange«.

Der to læger fortæller, at samtidig med, at antallet af fikseringer er gået ned, er der også blevet færre skadesanmeldelser. Det betragter de som afgørende: Hvis færre fikseringer betød flere problemer for personalet, var der jo ikke vundet noget. Men det er ikke tilfældet.

»Vi gør meget ud af kontinuitet og relationer. Der skal være personale nok til, at der kan opbygges et godt kendskab til patienterne. Det er afgørende i krisesituationer«, siger Volkmar Sippel.

Men hvor er den lukkede afdeling?

Vi hilser på hos plejepersonalet. De har midt i det hele et åbent kontor som en lettilgængelig del af miljøet, og herfra kan de blandt andet styre døgnrytmelyset med mulighed for individuel belysning i stuerne, vågelys, forskellige farver alt efter tidspunkt på døgnet osv.

Sygeplejerske Britta Vedel Pedersen går med en tur gennem afdelingen, og vi starter i sanserummet:

»Her har jeg i formiddag været med en patient med angstanfald. Han fik kaffe, kunne nyde citrusduft, høre stille musik og se levende naturbilleder. Da han havde siddet i noget tid lige så stille, begyndte vi at smalltalke. Han fik ingen medicin«, fortæller sygeplejersken.

Hun viser, hvordan hun kan lade den ene hvide væg forvandle sig til viftende sivgræs ved en sø og smukke scener fra en skov. Man får lyst til bare at flyde ud til musikken i den bløde stol, men der er også en massagebænk til dem, der har brug for det.

»Vi laver en sanseprofil på patienter, som vi ved, kan være i risiko for en form for krise. Derfor ved vi, hvilke midler, der kan stimulere og berolige«, fortæller Volkmar Sippel.

I et stort og åbent indendørs landskab sidder patienter og hygger sig i sofaarrangementer. Der er et lille køkken midt i det hele, og vi får at vide, at der netop i dag ikke er nogen på de lukkede pladser. Men hvor er den lukkede afdeling?

»Den er her slet ikke. De lukkede pladser er integreret i afdelingen«, fortæller Lene Høgh.

En bred og åben gang med døre ind til stuer midt i det hele kan lukkes af med glasdøre med transparente naturmotiver. Den kan lukkes af et mindre stykke, et større stykke eller helt af. Der kan dermed skabes to, fire eller seks lukkede pladser midt i det åbne miljø. Patienter, der i en periode er på lukkede pladser, kan opholde sig i fælles tv-stue og køkken, og de er kun adskilt fra de andre patienter af glasdøre. Man ser hinanden, alle er en del af helheden.

Fysisk aktivitet

»Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes indretningen og bygningen, at vi har færre patienter på lukkede pladser, end vi havde tidligere. I Augustenborg og Haderslev var det åbne og det lukkede også integreret på samme afdeling, alligevel har vi meget færre på lukkede pladser her i Aabenraa«, fortæller Lene Høgh.

»Samtidig har vi ønsket en holdningsændring, så vore patienter inddrages langt mere end tidligere. Det er et fælles projekt at sikre, at patienterne får størst muligt udbytte af opholdet, og det er et fælles projekt at mindske risikoen for, at patienter i krise bliver udadreagerende og aggressive. Vi aftaler på forhånd, hvordan vi skal tackle eventuelle episoder, hvis de skulle opstå, så patienten er forberedt på det og indforstået med det«, siger Volkmar Sippel.

Mulighederne for aktiviteter er store, og personalegruppen er udvidet med både specialpsykologer og ergoterapeuter for at skabe helhed i behandlingen. Et motionsrum er placeret på en måde, så der både er dør til selve afdelingen og en dør direkte fra det område, der kan omdannes til lukket område. Og vi går videre i det, der nærmere ligner en stor og indbydende hotellobby end en psykiatrisk afdeling. I et rum, er der maskiner til træning, og pludselig står vi i en stor sportshal. Den er i behagelige farver, og den ene væg er en glasfacade ud til verden derude med bygninger og trafikeret vej. Her er højt til loftet og masser af lys.

»Vi vil jo gerne, at patienterne, når det gælder faciliteter, føler sig som gæster og ikke patienter«, siger Volkmar Sippel. Han og sygehuset har resultaterne med sig. Erfaringerne har på kort tid vist, at miljø og holdninger sammen med tilstrækkelige ressourcer har spillet ind og betydet færre med behov for lukkede pladser og ekstremt få tilfælde med fiksering.

Ledende overlæge Volkmar Sippel sammen med overlæge Lene Høgh: Vi gør meget ud af respekten for patienten, og vi taler allerede ved starten om, hvordan vi sammen skal håndtere det, hvis der opstår en krisesituation. Patienten skal opleve, at det er et fælles projekt. À