“Det sværeste har været Svendborgsagen og Sundhedsplatformen”

Mens Svendborgsagen sidste efterår, vinter og forår bragede løs inden Højesteretsafgørelsen i marts, havde Camilla Rathcke usædvanlig travlt som formand for landets over 13.000 yngre læger.

Efter fem år som formand for Yngre Læger stopper hun, når foreningen holder repræsentantskabsmøde i slutningen af november, og når hun kigger tilbage på sin tid som formand er det bl.a. på Svendborgsagen, som noget af det mest toneangivende og mest svære.

“Det var tydeligt for alle, hvor frustrerede langt de fleste læger var - og er - over denne sag, og som formand var jeg dybt inde i detaljerne i sagen. Men jeg kunne ikke give medlemmerne fyldestgørende svar, enten på grund af sagens fortrolighed eller fordi jeg ikke sad med løsningen. Den afhang af så mange andre. Og det var heller ikke en problemstilling, der nemt kunne løses. Og når sagen blev diskuteret så meget på sociale medier og dermed antog utrolig mange retninger, var den meget svær at håndtere. Jeg ville jo gerne oplyse, hjælpe og løse problemet for de yngre læger, men det var svært i den sag”, siger Camilla Rathcke.

Hun nævner også Sundhedsplatformen som en svær sag, fordi hele processen fra start til i dag har været fyldt med problemstillinger på mange niveauer bl.a. i form af et ufærdigt system, en dårlig implementering, omlægning af arbejdsgange og en stor gruppe utilfredse læger.

“Men omvendt mener lægerne mange forskellige ting og har også mange forskellige kliniske virkeligheder, og jeg skal kunne favne spændvidden af standpunkterne. Det er ikke altid lige let”, siger hun.

Men fælles for begge sager er, at de ifølge Camilla Rathcke tegner et billede af en ny generation yngre læger.

“Sociale medier har bare gjort det nemmere og mere attraktivt for læger at engagere sig i debatter om deres arbejdsliv. Og jeg betragter dem alle som en stor gruppe kollegaer, som man kan hente meget energi i og også idéer fra. Jeg oplever i stigende grad, at de yngre læger ytrer sig og har meninger. Og det er kun godt. Men det kunne også være godt, hvis de i højere grad kom ud over de lukkede fora på f.eks. Facebook”, siger hun.

Taler ikke kun ud fra vores egen navle

Nu stopper du efter fem år som formand. Men hvad har det betydet for den enkelte yngre læge, at netop du har været formand?

“Det er svært for mig at sige – det må andre jo vurdere. Men det har gjort mig glad, når medlemmerne indimellem er kommet til mig og har tilkendegivet, at jeg gør det godt, og at de er glade for, at jeg er aktiv, synlig og konstruktiv. Den ros har mange været søde til. Så det betyder noget for den enkelte læge, at formanden har en tydelig profil, og at foreningen er stærk og har en stærk stemme. Men om det er mig eller anden er ligegyldigt. Så længe formanden tegner en stærk forening”, siger hun.

I sin tid som formand har hun været gennem to forskellige overenskomstperioder med fokus på lægernes egne behov i 2015, og den seneste i foråret med et stort fokus på at stå sammen som arbejdstagere på tværs af fag og med fokus på de meget overordnede temaer som f.eks. løn.

Hun fremhæver, at hun har været med til at indføre et større fokus på patienterne. At patienternes oplevelse af kvalitet og et godt forløb også hænger sammen med lægernes arbejdsglæde og oplevelse af et yde et ordentligt stykke arbejde. Et reelt ønske om at gøre det bedre for patienterne, har således også en betydning for lægernes forhold.

“Godt nok handler det for os som fagforening om at sikre bedre vilkår for medlemmerne. Men vi vil gerne yde en god behandling for patienterne, og hvis de har det bedre, får vi en bedre oplevelse af et levere et ordentligt stykke arbejde, og det betyder rigtigt meget for os som læger. At have fokus på patienterne og kerneydelsen gavner også os. Det har betydet, at vi ikke kun taler ud fra vores egen navle, men er konstruktive og ser løsninger også på patienternes vegne. Det har faktisk også skabt en lettere vej i mange andre drøftelser eksempelvis overenskomstforhandlingerne, er min vurdering”.

Et konkret punkt fra overenskomsten i 2015 er hun særlig glad for.

“Vi fik indført belastningsgrænsen i alle vagter, som gav os redskabet til at komme væk fra endeløse og meget arbejdstunge nattevagter. Siden OK15 er der lavet mange vagtopgørelser på landsplan, uden det har betydet en omlægning af vagten. I stedet har man fået fokus på, hvad de yngre læger reelt set laver i vagterne og haft fokus på at nedbringe belastningen. Og det var dét, OK15-resultatet gerne skulle føre til. Det er jeg ret tilfreds med, og det element har helt sikkert hjulpet på yngre lægers arbejde”, siger hun.

Til gengæld fik Camilla Rathcke ikke has på seksårsfristen. Til hendes store irritation.

“Den regel var en del af arvesølvet - på den kedelige måde, og vi har fået flyttet reglen fra fire til fem til seks år. Men den er ikke væk. Reglen er så principiel forkert, fordi den bygger på en præmis om, at voksne mennesker motiveres og engageres af tvang – til at blive speciallæger på tid og til at flytte rundt i landet. Det er en helt forkert måde at få engagerede medarbejdere på. Jeg anerkender, at den måske ikke berører så mange læger som tidligere, men den er stadig lige forkert, og den har også vist at have større ulemper end fordele”.

Hvad nu?

Hun startede i 2006 med at være fællestillidsmand på Herlev Hospital, men når formandskasketten er lagt til november, er det slut med lægepolitik. Nu vil hun koncentrere sig om at blive færdig som speciallæge i endokrinologi og nyde at få mere tid med sin mand og tre børn.

“Det mest udfordrende ved at være formand er at balancere arbejde og familie. At man langtfra altid har mulig for at være tilstede på hjemmefronten, og at familielogistikken kan være svær, når f.eks. ens yngste skal hentes og køres til fritidsaktiviteter og ens mand også har et krævende arbejde. Så kan det være svært at få kalenderen til at gå op. Og det havde aldrig hængt sammen, hvis min familie ikke havde bakket op. Nu skal jeg gøre min speciallægeuddannelse færdig og altid være den, der tager med min datter til springgymnastik. Så nu glæder jeg mig til at være mere sammen med min familie”.