Det syge hospital

Lægen Lars Heslet har en vision: Sansernes Hospital.

For ham er fremtidens hospital meget langt fra de grimme, dårligt indrettede, støjbefængte, uhensigtsmæssige hospitaler, vi kender, der skaber stress hos patienterne og direkte modvirker helbredelse.

Lars Heslets vision er et Sansernes Hospital, hvor arkitektur, omgivelser, rum, lyd og kunstnerisk udsmykning spiller sammen og fremmer helbredelse af patienterne og omsorg og empati hos læger og sygeplejersker, og samtidig skaber et positivt og afstresset arbejdsmiljø. Lars Heslets kongstanke er, at et miljø hvor god arkitektur og helbredelse går hånd i hånd vil få lægerne tilbage til sygesengen.

Oven i købet kan han bakke det hele op med ny forskning, der bevæger sig i krydsfeltet mellem traditionel, evidensbaseret medicin og et nyt videnskabeligt paradigme om evidensbaseret hospitalsdesign. »Men det er ikke tilstrækkeligt,« siger Lars Heslet, »vi kan nu påvise, at stressende omgivelser påvirker helbredelsen negativt. Herfra ligger det det snublende nær at tro, at tryghedsskabende og meningsfulde omgivelser vil kunne stimulere patienternes indre helbredende kræfter.«

Lars Heslet er professor, overlæge, dr.med. og var indtil 2005 klinikchef på Rigshospitalets tværfaglige Intensiv Terapi Afdeling, hvor han som foregangsmand omsatte mange af sine visioner til virkelighed ved at indføre musik og kunstnerisk udsmykning på afdelingen. Med hospitalsledelsens opbakning og til glæde og gavn for kolleger og patienter.

Nu lægger han sine tanker og forudsætninger frem i det store, prægtigt illustrerede værk »Sansernes Hospital«, skrevet sammen med arkitekten, Kim Dirckinck-Holmfeld, billedkunstneren Henning Damgaard-Sørensen og kunstkritikeren Peter Michael Hornung.

Fintmærkende sanseapparat

Bogens klangbund er bevidstheden om menneskets fintmærkende sanseapparat, og Lars Heslet mener, at det samlede sanseindtryk, vi modtager fra vore omgivelser, påvirker vores krop og sind og i sidste ende kan humanisere eller afhumanisere os - patienter som læger.

Og i en tid hvor politikerne taler om at bygge et nyt, faktisk det fjerde, Rigshospital, kan Lars Heslet ikke se nogen som helst grund til ikke at bygge et Sansernes Hospital. Det nuværende Rigshospital vil han rive ned - ingen lapperier her.

»Det fjerde Rigshospital - hvorfor skulle det ikke ligge i Kongelunden i smukke omgivelser med positive naturoplevelser? Omkring århundredskiftet havde man ikke antidepressionspiller, men anbragte patienterne i en smuk natur. Og det hjalp,« siger han.

Lars Heslet mener, at Lægeforeningen ved sin begyndelse viste et fremragende eksempel, nemlig Brumleby-projektet fra 1860'erne, og at den burde vise den samme fremsynethed og generøsitet her ved sit 150 års jubilæum og udskrive en arkitektkonkurrence om fremtidens hospital, baseret på det vi ved i dag i stedet for bare at bygge ørkesløst videre i den gammeldags tradition.

Skinbilleder af virkeligheden

En læge er ikke noget uden en patient, og en patient vil ikke blive rask, hvis ikke samspillet med lægen fungerer. Men det er Lars Heslets tanke og påstand, at moderne hospitalers indretning, den måde, bygninger, rum, lys, udsmykning og støjniveau fungerer, eller rettere ikke fungerer på, modvirker det samspil og hindrer heling og helbredelse.

Lars Heslet vil tilbage til den subjektive lægegerning, som han kalder »det humanistiske projekt«, der kræver, at lægen vender tilbage til sygesengen, selvfølgelig med hele sin videnskabelige baggrund implicit.

Han formelig fnyser, hvis man nævner ordet »produktion« i forbindelse med et hospital:

»Lægerne forlod sygesengen i 1860 til forskel for den numeriske disciplin. Men lægerne skal tilbage til sygesengen, og der tror jeg, at den æstetiske oplevelse er med til at få læger, og for den sags skyld sygeplejersker, tilbage til sygesengen. Kunsten på sygehuse er en påmindelse til læger om, at lægekunsten eksisterer. Psyke og soma hænger sammen, og jeg ser kunsten som katalysator,« siger han.

Det gælder også for patienterne:

»Kunsten virker på alle og giver tid til eftertanke. Jeg tror, at patienten kan føre en indre, ordløs dialog med et billede, og er patienten meget præget af sin tilstand, kan et billede måske være med til, at han kan stille bedre og mere kvalificerede spørgsmål til læger og sygeplejersker.

Læger ser ikke virkeligheden, de ser skinbilleder af virkeligheden,« siger Lars Heslet, »det er en kæmpe udfordring at tage stilling til et sygt menneske, der ligger foran en. Patienterne kommer på hospitalet for at blive mødt med forståelse, men hvis man i livets sværeste situationer bliver mødt med ligegyldighed, fører det til angst og stress. Men når man taler om livets eksistentielle spørgsmål, skal patienten kunne føle sig tryg, og det skal ikke foregå med seks andre patienter som tilhørere.

Den lægevidenskabelige holdning præger den humanistiske, og der tales om evidens alle vegne,« siger Lars Heslet. »Er der evidens for at opføre sig ordentligt?« spørger han og svarer selv: »Læger og sygeseng kan aldrig nogensinde opfattes videnskabeligt.«

Stresspåvirkninger

Sansernes hospital er et helbredende hospital. Det indebærer, at man eliminerer så mange fysiske, biologiske og ikke mindst psykologiske og eksistentielle stressfaktorer, som muligt.

Men det moderne hospital er fyldt med stresspåvirkninger. Lars Heslet nævner grimme og dårligt indrettede bygninger, elendige lysforhold, mangel på kunst og alt for højt støjniveau både dag og nat.

»Støj skaber uro og stress,« siger Lars Heslet, der aktivt gjorde noget ved støjen, da han var chef på Intensivafdelingen: »Når jeg står ved en sygeseng og hører med patienternes ører, er det sygeplejerskernes højrøstede tale, telefoner og alarmer, jeg hører. Når en alarm lyder, er det angstfremkaldende, og patienterne bliver forskrækkede og tror, at de er ved at dø. Men det er påvist, at 99 pct. af alarmerne ikke fører til handling, og dermed er de inderligt overflødige.

Det fik mig til at forholde mig anderledes. Det viser sig jo også, at der sker flere fejl, som medicineringsfejl, når der er støj. Men man kan indskyde en stressfri zone, for eksempel visuelle alarmer og sætte grænser for støjen, både dag og nat,« siger han og tilføjer: »Det er jo paradoksalt, at DSB kan finde ud af at indrette stillekupéer, men at det ikke kan lade sig gøre på et hospital.«

Indsatsen mod støjforureningen virkede. For Lars Heslet kan fortælle, at da Rigshospitalets intensivafdeling skulle akkrediteres af den amerikanske Joint Commission on Accreditation of Healthcare Organisations (JCAHO), spurgte de, om der overhovedet var patienter på afdelingen og i bekræftende fald, hvorfor de så ikke kunne høre, at der var travl t.

Lars Heslet installerede også musik i højttalerne i loftet på afdelingen: »Først spekulerede jeg på den psykologiske komponent i den musik, vi spillede. Men omgivelserne passede i virkeligheden ikke til det,« siger han. Hermed gjorde billedkunsten sit indtog på afdelingen, og Lars Heslet fik Ny Carlsberg Fondet til at støtte projektet. »Vi ekstrapolerede fra miljøet til behandlingskvaliteten,« siger han.

Patienternes rum

»Vi ved, at helbredelsen kommer indefra. Et brækket ben heler selv på en eller anden måde uden lægernes medvirken. Ligesom med antibiotika - har patienten ikke immunkompetente celler, nytter antibiotika ikke, og stress hæmmer immunforsvaret. Sårhelingsprocessen er kortlagt i alle detaljer - vi kan bare ikke styre den. Det kan patienterne, hvis vi undgår at gøre dem stressede. Men på sygehusene bestiller vi ikke andet end at ødelægge de helbredende kræfter.«

Lars Heslet vil også have afskaffet udtrykket »sengestuer«. De skal hedde »patientens rum«: »Det er noget vrøvl at kalde dem sengestuer, sengen skal kunne slås op om dagen. Man øger sygeligheden af at ligge i sengen. Men når patienten er i seng, skal man sikre en ordentlig hvile og søvn, ellers går det ud over immunforsvaret.«

Han gør også opmærksom på, at de højt prioriterede rum på moderne hospitaler er forbeholdt professorer, overlæger og direktionen, mens de lavt prioriterede rum, som han kalder »ligegyldige« og »suppressive«, er patienternes.

Knæfald for lægevidenskaben

»Rigshospitalet i dag er et knæfald for lægevidenskaben, og det undertrykker det humanistiske aspekt af lægegerningen,« siger Lars Heslet. »Lægen må aldrig blive spændt ind i det administrative kompleks. Læger må ikke indgå i produktionen. Læger må aldrig miste deres humanisme.

Lægerne skulle slå i bordet - det kan ikke altid kun være løn og arbejdsvilkår, det drejer sig om.

Som Rigshospitalet er nu, fremmer det produktionstanken.«

Lars Heslet mener, at den tiltagende subspecialisering fører til intern fragmentering på hospitalerne, og at det afhumaniserer patienterne.

Han ser for sig et hospital, hvor de lægelige specialer og ekspertområder ikke organiseres omkring sengeafsnit, men omkring aktiviteterne. Han forestiller sig et nyt paradigme, hvor den indledende diagnostik og visitation vil foregå efter en tværfaglig evaluering uden for hospitalet, og at patienten først derefter kommer i eksperternes hænder og bliver behandlet på en højt specialiseret afdeling.

Når behandlingen er afsluttet, skal patienten sendes til en almen afdeling eller »huse« - Lars Heslet bruger udtrykket »hospitalslandsby« - der skal rumme patienter fra en række specialer, som skal efterbehandles og/eller genoptrænes.

»På den måde får man langt mere effektive patientforløb og man adskiller den dyre ekspertbehandling fra efterforløbet. Desuden vil sygeplejerskerne få en helt ny rolle, når patienterne skal genoptrænes. Og bygger man efter evidensbaserede designprincipper, får man økonomiske gevinster ind med det samme,« siger Lars Heslet, der håber, »at lægerne vil besinde sig på, at der bliver rum til ro og fordybelse og ikke kun lægekontorer.«

Lars Heslet har altid været et musisk menneske, og han mener, at empati også er en musisk kvalitet: »Jeg uddannede mig først til civilingeniør, men jeg fandt mit fag med lægegerningen, fordi lægekunsten er musisk,« siger han.

Lars Heslet og Kim Dirkinck-Holmfeld: Sansernes Hospital. Arkitektens Forlag. Indb. Rigt illustreret. 319 s. Kr. 350