»Det var megafedt«

Hvordan havnede du i Nordøstgrønland her midt i september?

Jeg er en del af en enhed i militæret, som holder til på Flyvestaton Aalborg og bl.a. flyver rundt i verden og henter sårede danske soldater. Men grunden til, at jeg kom med på det her hold, er nok, at jeg har lidt arktisk erfaring. Jeg er instruktør på arktisk overlevelseskursus for forsvarets personel. Jeg har også været tilknyttet Siriuspatruljen som læge i en måned. Og så er jeg buttet, så jeg fryser ikke så nemt.

Hvorfor er sådan en øvelse nødvendig?

Turisttrafikken med krydstogtskibe er voldsomt forøget i det arktiske område de seneste 5-10 år. Dertil kommer alle de fragtskibe, som snart forventes at finde hul igennem Det Arktiske Hav via nordvest- og nordøstpassagen. Og militæret har jo ansvaret for søredning på Grønland. Vi er nødt til at afprøve vores beredskab.

Hvordan foregik det?

Vi delte os op i tre hold. Et mobilt team, som bestod af mig, en anæstesisygeplejerske, to paramedicinere og en ambulancebehandler. Vores fornemste opgave var at triagere, starte stabiliserende behandling og få patienterne sendt til vores hovedbehandlingsplads.

Det andet hold gav patienterne stabiliserende behandling og fik dem sendt videre. De stod i Mestersvig i oppustelige telte, som det islandske beredskab stillede med. Hypotermiholdet fra Region Nordjylland var også med her og tog sig af de værste hypotermiskader. Det tredje hold sørgede for flyvningen til nærmeste større hospital, som var i Reykjavik på Island.

Hvor var dit hold?

Vi stod på Ella Ø og kunne se skibet. Skibets egne redningsbåde sejlede rundt og bragte passagerer ind. Der kom to danske og et islandsk inspektionsskib derud med helikoptere, som fløj ud og hentede passagerer. Der var sindssygt mange logistiske problemer med de afstande og med kapaciteten til at flytte patienter. De små helikoptere kan maks. tage en, måske to, patienter ad gangen.

Hvordan var de fysiske forhold?

Slædepatruljen Sirius havde nogle træhytter på Ella Ø, som er op til 80-90 år gamle.

Dem indrettede vi som behandlerplads. Vi varmede infusionsvæsker op på en gasovn. Det var megafedt. Havvandets temperatur var minus 1,8 grader.

Hvordan triagerer man i den slags omstændigheder?

Det tager fem sekunder. Alle dem, der kunne gå, fik næsten lov til at passe sig selv og blev samlet sammen af politiet i nogle opvarmede Siriushytter. Vi tog hånd om prioritet 1- og 2-patienter. Men fra vi blev scramblet fra Danmark, gik der 13,5 timer, til vi landede på Ella Ø. Så har naturen nået at lave sin egen triage.

Hvad lærte du?

At man bliver nødt til at være fleksibel og kunne omstille sine forventninger til behandlingsniveauet. Og at det kræver et vist kendskab til Arktis at kunne fungere optimalt. Udrustningen skal være i orden, og man skal have kendskab til den. Sådan noget som hvordan man skal anvende sine støvler. Den slags småting, som er helt naturlige herhjemme, stiller ekstra krav deroppe.

Fandt du noget nyt grej?

Vi testede et nyt triagesystem, som samtænker triage og en minijournal. Når der er masser af skader, så er der altid problemer med registrering af patienter. Det system indfører vi nu. Derudover testede vi forskelligt hypotermiudstyr og fik bl.a. afprøvet systemer for »aktiv« opvarmning af hypoterme patienter.