Skip to main content

»Det virkede ret hurtigt som en god idé«

LÆGEDAGE: 700 lægeklinikker køber fælles ind via indkøbsforeningen Voresklinik.info. For hver af dem kan det give besparelser på op til 100.000 kroner om året. Men hvorfor er alle så ikke med og hvem tjener på det? Vi har spurgt direktør Carl Lynge.

Carl Lynge er direktør i indkøbsforeningen voresklinik.info. Foto: Claus Boesen
Carl Lynge er direktør i indkøbsforeningen voresklinik.info. Foto: Claus Boesen

Line Felholt, kontaktlinef@gmail.com

16. nov. 2017
3 min.

Hvorfor opstod I?

»Det var 8-10 læger i Aarhusområdet, der var inspireret af advokater, revisorer, tandlæger og apotekere, som var gået sammen om fælles indkøb. Da jeg kom til i 2013 brugte jeg tre måneder på at besøge lægeklinikker i hele landet og se på deres indkøbsmåde, hvad de fik af rabatter, og hvor meget de købte ind. I juli 2014 startede vi med cirka ti læger. Allerede i august var vi oppe på omkring 50 klinikker. Det virkede ret hurtigt som en god idé«.

Hvorfor var der behov for jer?

»Lægerne shoppede meget rundt og købte ind hos mange forskellige udbydere. Vi ville gerne prøve at samle de vigtigste varegrupper som klinikvarer, vacciner og kontorartikler i fælles indkøbsaftaler. Allerede det første år kunne der spares helt op til 25-30 procent«.

Hvordan har I udviklet jer?

»I dag har vi cirka 25 indkøbsaftaler, som klinikkerne kan gøre brug af. En indkøbsomsætning på lige godt 50 millioner kroner. Og 12-13 millioner kroner i rabatter, som går tilbage til klinikkerne. Vi har 700 klinikker, der er med, det svarer til cirka en tredjedel af alle klinikker«.

Hvem tjener på det?

»Vi er et nonprofit andelsselskab. Hele tanken bag andelsformen er, at alt, hvad du tjener ind, skal ud til andelshaverne. 93 procent af vores overskud går tilbage til klinikkerne, syv procent går til driften af Vores Klinik. Vi må ikke ophobe egenkapital, og vi skal ikke tjene penge til aktionærer«.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Hvorfor er alle klinikker så ikke med?

»Det kan der være mange grunde til. Nogle mener, at de det med indkøb gør de lige så godt selv. Andre har måske en aftale med en fast grossist, som de er godt tilfredse med, og for andre igen har det måske bare noget med traditioner at gøre. Der er nok også nogle, der har fordomme om os, som for eksempel har misforstået ejerforholdene. Men de fleste, vi møder, synes det er en god idé«.

I er de eneste på jeres felt. Giver det ikke en ensretning af, hvad klinikkerne indkøber? Med mindre konkurrence mellem leverandører til følge?

»Konkurrencen bliver faktisk større. Vi har været med til at sænke priser på hele markedet, ikke kun de leverandører, vi samarbejder med, men også andre har måttet følge med. Vi har regnet ud, at danske lægeklinikker har betalt omkring 50 millioner kroner for meget for deres varer tidligere. I dag kan hver enkelt klinik spare 50.000-100.000 kroner om året, hvis de bruger alle vores aftaler. Det behøver de selvfølgelig ikke«.

Hvad er det typisk for varer, de sparer penge på?

»I år har vi for eksempel udbudt influenzavacciner, hvor klinikkerne kan spare 5.000-10.000 kroner. Vi har også lige præsenteret et nyt koncept for diagnostisk test. Ved at indgå en aftale med et tysk firma, kan vi nu tilbyde de mest kendte test som HCG, Strep-A, CRP, INR og Urinsticks til halv pris«.

Hvad mener leverandørerne om jer?

»Det varierer lidt … I starten var der mange skeptiske leverandører. Der skal også nok stadig være leverandører, der helst havde været os foruden. Men jeg tror, at mange nu ser os som en god mulighed for at komme ind hos flere klinikker«.