Content area

|

#Deterogsåmig: Oprøret ulmer i psykiatrien

En kronik i Dagbladet Information har fået læger i børne- og ungdomspsykiatrien til at dele #Deterogsåmig på sociale medier. Forpersoner for to psykiatriselskaber efterlyser politisk handling og en tiårsplan for psykiatrien.
Læger i børne- og ungdomspsykiatrien deler budskabet #Deterogsåmig på sociale medier. Fra venstre hjørne: Nikolaj Quaade, Ida Ingeholm Klinkby, Kasper Jessen, Jimmi Badawey, Rune Stevnhøj Sørensen, Nina Tejs Jørring. Fotos: Private.
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard dd@dadl.dk

»Andre gange ringer telefonen, mens vi taler om patientens selvmordstanker, og jeg må løbe og komme igen efter kort eller lang tid og forsøge at samle tråden op: »Du var i gang med at fortælle mig om, at du ikke vil leve«.«

Sådan beskriver Sara Kærn Linstow, yngre læge i en akutmodtagelse i børne- og ungdomspsykiatrien, sine arbejdsforhold i en kronik i Dagbladet Information.

Under overskriften »Jeg er den søvndrukne læge, der svigter børn og unge i krise« beskriver hun, hvordan hun en morgen faldt over en mail fra en forælder til en patient, som Sara Kærn Linstow så over midnat som nummer ni i rækken af unge i krise. Forælderen beskrev lægen som »en søvndrukken læge«, der stiller »hovsa-diagnoser«, skriver »løgne« i journalen og udviser »ligegyldighed«.

»Det lyder ikke som et rart møde med en læge – eller som en god læge overhovedet. Men den læge er mig«, skriver Sara Kærn Linstow, og det gælder altså ifølge andre yngre læger også dem.

Hendes budskab har fået flere læger til at dele #Deterogsåmig på sociale medier. Og flere deler hendes frustration.

I en undersøgelse fra Lægeforeningen svarer 70 procent af de 163 adspurgte læger i børne- og ungdomspsykiatrien, at de uenige i, at der er nok sengepladser, 65 procent er uenige i, at personalenormeringen er tilstrækkelig til at give indlagte patienter den bedst mulige behandling.

90 procent vurderer, at en betydelig andel patienter med psykiske lidelser ville have haft reduceret alvorlighed af sygdommen, hvis behandlingen var startet tidligere.

Sara Kærn Linstow og de læger, der deler hendes budskab under #deterogsåmig, efterlyser politisk handling og en tiårsplan for psykiatrien. Også almenmedicinere og psykiatere i voksenpsykiatrien har delt hashtagget.

Forperson i Foreningen af Yngre Psykiatere Ida Ingeholm Klinkby siger til Ugeskrift for Læger, at mange af hendes kolleger kan se sig selv i kronikken og i den magtesløshed, som Sara Kærn Linstow har følt. Hun har sammen med blandt andre yngre læge Kasper Jessen taget initiativ til #deterogsåmig.

»Vi føler stor afmagt i børne- og ungdomspsykiatrien i forhold til ikke at kunne give den hjælp og behandling, vi gerne vil«, siger Ida Ingeholm Klinkby.

Målet er at få sat skub i de politiske forhandlinger vedrørende en tiårsplan for psykiatrien.

»Vi har stået sammen i det faglige oplæg, vi står stadig sammen med alle faggrupper i psykiatrien om #Deterogsåmig«.

  • Jeg drømmer om, at psykologerne og sagsbehandlerne i kommunerne også tager hashtagget til sig. Vi er fælles om at være ulykkelige, og tiårsplanen skal også løfte kommunerne.

Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Magtesløshed

Ida Ingeholm Klinkby er selv yngre læge i børne- og ungdomspsykiatrien og genkender fuldt ud det, Sara Kærn Linstow skriver.

»I en vagt kan jeg f.eks. se en patient med svær OCD, som har invalideret ikke kun patienten, men en hel familie. Jeg føler en kæmpe magtesløshed. Jeg ved, at hvis jeg kunne starte behandlingen i morgen, kan vi hjælpe, men der er så langt derhen, at jeg kun kan sende dem hjem med lidt trøstende ord, rumme deres frustrationer og give dem lidt råd på vejen«.

I akutmodtagelserne ser lægerne især selvskade, selvmordstanker, belastningsreaktioner, psykose og anoreksi. Livstruende tilstande.

»Som Nina Tejs Jørring har sagt: Man ville aldrig give et barn med lungebetændelse en tid om halvanden måned«.

Magtesløsheden ligger også i, at mange af patienterne er afhængige af en primærsektor, som også er i knæ.

»Patienterne bliver dårligere, fordi de ikke kan få den rigtige hjælp. Det er svært at være i«, siger Ida Ingeholm Klinkby.

Men patienten sidder jo over for dig, ser en læge, og du giver råd med på vejen. Hvorfor er det ikke fagligt tilfredsstillende?

»Det er selvfølgelig fagligt tilfredsstillende at kunne give hjælp lige nu og her i en skadestue, men patienterne er ikke kureret ved én samtale, det skal ske ved f.eks. terapi, psykoedukation (viden om diagnosen), tværfagligt og tværsektorielt samarbejde og for nogle medicin. Vejen derhen er lang. Og hele udredningen af, om det er noget andet end OCD, der driller, eller om der er udviklingsforstyrrelser som ADHD eller autisme, mangler. Det går lang tid, før man får kigget på det, for der er mangel på PPR-psykologer, som ellers tager sig af henvisningen til os«.

Problemet florerer altså flere steder. Der er skåret ind til benet i børne- og ungdomspsykiatrien, men primærsektoren, der både skal henvise og gribe familien, er også presset.

»En opgørelse viser, at hver niende børnepsykiater arbejdede i det private for ti år siden, nu er det hver femte. Vi ser en større og større flugt. Mange af dem har sagt, at det skyldes, at de ikke kan give den behandling, som de ved, virker«.

BUP: Yngre læger vil privatpraksis

Nina Tejs Jørring er forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUPdk), og hun har også delt #Deterogsåmig.

Hun peger på, at de yngre læger under uddannelse i børne- og ungdomspsykiatrien er hårdt presset, og derfor skaber kronikken genklang.

De ældre læger er også presset, men der er sket et skifte inden for de seneste to-fem år, siger Nina Tejs Jørring. Hvor læger tidligere blev i regionalpsykiatrien i ti år, før de gik ud i privatpraksis for at få al den erfaring, de kunne, fra de erfarne, så er der i dag hoveduddannelseslæger, der tæller ned.

»Når jeg superviserer dem, siger de, at de nu kun har 735 arbejdsdage tilbage, før de er speciallæger. Og så skal de ud i praksis. De elsker specialet og at tale med patienterne, men arbejdsvilkårene er for dårlige. Når man har lavet en UBR og samtidig har så mange henvisninger, som vi har i øjeblikket, og man ikke fra politisk og ledelsens side anerkender, at det ikke hænger sammen, så står de yngre læger jo alene med problemerne«.

Sara Kærn Linstows kronik tydeliggør også, at psykiatrien ikke kan klare det alene, mener Nina Tejs Jørring. De seneste ti år er kommunerne også blevet så presset.

»Jeg drømmer om, at psykologerne og sagsbehandlerne i kommunerne også tager hashtagget til sig. Vi er fælles om at være ulykkelige, og tiårsplanen skal også løfte kommunerne«, siger Nina Tejs Jørring.

Sara beskriver, hvordan det er at være den unge læge alene i akutmodtagelsen, men har I ikke som erfarne læger et ansvar for, at de unge læger ikke står så meget alene?

»Jo, og det synes jeg også, at de erfarne læger tager på sig. Men der er nogle praktiske forhindringer. Fordi vi har et LEAN-system, bør jeg f.eks. kun supervisere torsdag eftermiddag. Hvis jeg skal supervisere på tre forskellige matrikler, så kan jeg kun supervisere hver tredje uge på hver af de matrikler. Jeg kan jo ikke være tre steder på én gang. Politikerne er optaget af, at vi skal se patienter. Så alt, hvad der hedder supervision, undervisning og konferencer, er stort set væk. Men de erfarne læger står på hovedet for at støtte de yngre læger«.

Kronikken taler ind i et helt grundlæggende etisk problem, lyder det fra BUP-forpersonen.

»Vi kan ikke organisere os ud af det. Det er etik. Hvis man som læge ønsker at gøre gavn, og der faktisk ikke er senge nok, er det ligegyldigt, hvor mange bagvagter der gerne vil hjælpe. Vi er alle pressede på vores etiske værdier«.

Oplever du selv det pres?

»Ja, jeg har gjort det alle årene. Nogle gange arbejder man over i flere timer. Det var på en måde en lettelse at blive overlæge, for så kunne jeg med god samvittighed sige til min familie, at overlæger er ansat til at løse arbejdsopgaven. Der er ingen arbejdstider, og når jeg kommer hjem klokken 22, er det okay. Vi arbejder alle over uden at få løn for det. Jeg kender ingen læger, der ikke bruger fritid på deres arbejde. Vi er samvittighedsfulde«, siger Nina Tejs Jørring.

Konsekvensen af, at der mangler tid og ressourcer, er, at det rammer hele familier. Unge med psykiske sygdomme står ikke alene, det rammer hele familien.

»Nogle forældre må gå ned i arbejdstid, bliver sygemeldt, mister deres arbejde. Det er dyrt for samfundet at have så mange unge, der ikke trives, og på lang sigt er det tåbeligt, fordi de måske ender med ikke at kunne leve et godt og produktivt liv og betale skat«.

Nina Tejs Jørring peger desuden på, at lægerne nogle steder ikke kan få fastansættelser, fordi regionerne skal spare. Der er ansættelsesstop. Det hænger ikke sammen, siger hun.

Læs også:

»I forhold til de her små børn er der tale om et systemsvigt«

Right side

af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer
af Helge Grane Madsen | 27/07
2 kommentarer