Skip to main content

Diabetesprojekt i praksis

Af Mette Breinholdt
2. nov. 2005
03 min

Først og fremmest er der det med tiden. I hvert fald er tidsfaktoren det første som falder praktiserende læge i Ejby på Fyn, Kristian Romme ind, da han bliver spurgt, hvad han synes om at være med i diabetesprojektet.

- Ambitionerne er alt for store. Vi bliver ikke honoreret for den tid, man egentlig skal bruge på samtale og kontroller, siger han.

Diabetesprojektet på Fyn, der har været i gang i omkring fem år, indebærer kort fortalt, at de praktiserende læger har overtaget en stor del af kontrollen og behandlingen af diabetes 2-patienterne. Det indebærer blandt andet fire årlige kontroller, samtaler og målsætning med patienterne, undervisning i egenomsorg blandt andet ved hjælp af en diabetesdagbog samt direkte henvisningsret til blandt andet fodterapeut, diætist og diabetesskole.

Kristian Romme fortæller, at arbejdet med diabetespatienterne ikke bliver honoreret med mere end en enkelt konsultationstid, og de ti minutter rækker langtfra til ordentlig kontrol og samtaler. Hvis blot én af de fire årlige kontroller blev udvidet til 20-25 minutter ville tidsrammen være mere realistisk, vurdere han.

Selv har Kristian Romme valgt at takle situationen ved bl.a. at sortere diabetesdagbogen fra.

- Vi går meget op i god kommunikation med patienten. Og i den sammenhæng er bogen ikke noget godt redskab. Den lægger vægt på nogle tal, og i hvert fald i det første år er den vigtigste opgave at tale med patienterne om, hvordan de lever med diabetes og hvordan de eksempelvis kan lægge kosten om, siger han.

Motiverende samtale

Kristian Romme arbejder i en enkeltmandspraksis, men har ansat en sygeplejerske, som blandt andet tager sig af kontrollerne.

Det var også sygeplejersken, som kom på amtets kursus i hvordan man udfører kontrollerne og hvordan diabetesbehandlingen i amtet er organiseret. Selv havde han ikke tid og heller ikke megen lyst.

- Jeg var nok kommet, hvis der havde været nogle dygtige mennesker, der kunne fortælle om kommunikation og sundhedspædagogik. Jeg synes, den motiverende samtale burde være bragt ind i projektet her. For det er den jeg ser som det mest centrale i vores del af arbejdet med diabetespatienterne. Den løftede pegefinger kommer man jo ikke langt med, siger han.

Men på trods af manglerne, ser Kristian Romme også mange positive aspekter ved projektet. Især hans mulighed for at henvise direkte til specialisterne, og det styrkede samarbejde de dermed udvikler er en klar fordel, mener han.

- Med diabetiske fodsår har vi fået en hurtig adgang til fodterapeuten, og så har vi fået ubegrænset adgang til diætisten. Det har vi ikke haft før. Nu kan jeg selv vælge, hvor meget jeg synes, der skal til, siger Kristian Romme og tilføjer at projektet desuden har lært ham en meget vigtig ting.

- Det, at jeg skal formulere en målsætning sammen med patienten. Det har jeg ikke fået klart for mig før. Nu gør jeg og patienten det eksempelvis i samarbejde med en speciallæge. På den måde får vi justeret forventningerne, og dermed sparer vi også en masse unødvendige ressourcer, siger han.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen