Skip to main content

Dialog om de kommunale opgaver

Jesper Poulsen

1. nov. 2005
3 min.

Der er fortsat stor usikkerhed om, hvad der kommer til at foregå i gråzonen mellem de kommende storkommuner og regionerne. Lægeforeningen mener, tiden er inde til at få nogle af skræmmebillederne ned fra væggen og i stedet komme i en dialog om de kommende kommunale opgaver i sundhedsvæsenet. Det er politikernes ansvar at få lagt de rigtige rammer for kommunernes sundhedsopgaver, men det er lægerne, der har ekspertisen til at løse dem.

Senest har formanden for Dansk Selskab for Intern Medi-cin og formanden for Amternes Sundhedsudvalg her i Uge-skriftet advaret om, at de akutte medicinske patienter risikerer at blive reformens tabere. De står for 40 procent af alle indlæggelser på sygehusene, og de kan let blive ofre for nye former for kassetænkning, som reformen i sin nuværende udformning lægger op til, lød advarslen fra de to formænd. Det er endnu et af problemerne i den nye snitflade mellem kommuner og regioner, som risikerer at forringe en reform, der ellers har potentiale til at give os et bedre sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsenet forvaltes på grundlag af evidens og evaluering. I dagens sundhedsvæsen er det desuden patienten/ borgeren, der er bragt i centrum - både blandt myndigheder, sundhedsvæsenets driftsherrer og personalegrupperne. Et nært samarbejde mellem kommunerne og de etablerede aktører i sundhedsvæsenet er en god måde at sikre sig, at disse værdier fastholdes i hele sundhedsvæsenet.

Omdrejningspunktet for samarbejdet mellem kommuner og regioner bliver sundhedsaftalerne, mens det regionale samarbejdsudvalg vedr. sundhed bliver et mødested for regioner og kommuner, når de skal afklare fx faglige indikatorer og visitationskriterier. Skaf jer sammen med regionerne en robust og klar rådgivningsstruktur i de sundhedsfaglige spørgsmål.

På forebyggelsesområdet har kommunerne allerede værktøj i kassen, som måske bare skal slibes lidt. Kommunallæger bliver nu koncentreret i færre kommuner, hvilket giver kommunerne mulighed for at styrke effekten af deres arbejde. I Lægeforeningen har vi en sundhedskomité, der netop har til formål at styrke den faglige viden på forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet. Vi ser frem til at drøfte opgaverne med KL og kommunerne, som vi i dag drøfter dem med amterne, Sundhedsstyrelsen og Folketinget.

Rehabiliteringsområdet fortjener en særlig omsorg, da det sine steder er blevet ilde tilredt af at ligge mellem to sektorer. Der er netop udgivet en hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, beregnet på alle, der er involveret i rehabilitering. Lægefore-ningen har medvirket i arbejdet, og også her er der en betydelig ekspertise i Lægeforeningens Sundhedskomité.

Kvalitetssikring og patientsikkerhed er centrale værdier for dagens sundhedsvæsen. Lægeforeningen har været helt fremme i skoene i dette arbejde, der nu er forankret i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedsvæsenet og Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Lægeforeningen stiller sig gerne til rådighed for kommunerne og KL, så vi i et samarbejde kan få udnyttet den store fond af viden og erfaring, der allerede findes i alle dele af sundhedsvæsenet.