Skip to main content

Digital Doktor i rollespil på Lægedage

Af Vibeke Dragsted

7. nov. 2005
2 min.

Scenen er sat

Jens Gaardbo er moderator på seancen, scenen er sat med læge Henrik Schroll som praktiserende læge foran computeren med direkte kontakt til storskærmen bag sig på væggen, så alle kan følge med. Yves Sales var patienten Ejnar Sørensen . (Fig. 1 )

Ejnar Sørensen er 54 år, travl forsikringsmand, ryger, vi ser ham forsøge at komme igennem til lægen på telefonen. Hvorfor bestilte du ikke tid over internettet? lød spørgsmålet da han senere sidder hos lægen, »der kunne du også have skrevet en lille besked til mig«.

Se Ejnar har været en tur i Thailand for nogle uger siden og nu er der et sår på penis. Lægen har mistanke om en kønssygdom, tager et billede, som han sender elektronisk til dermatologen, som kommer med på linien. Ejnar Sørensen sidder hos lægen imens, og han får en hurtig tid på specialafdelingen. I situationen får han god og hurtig hjælp.

Ondt i hjertet

Ejnar Sørensen har ondt i præcordiet, når han har spillet badminton time om fredagen. Igen kommer han i to omgange til lægen bl.a. har han sendt en e-mail med flere vedhæftede filer med artikler. Dem har lægen nu ikke læst, hvordan skal vi forholde os til tilsendt materiale? Her får vi kardiologen med på skærmen som konsulent på EKG og symptomer, og patienten deltager selv i diskussionen. Der gives også tid til specialundersøgelse med det samme.

Rollespillet kan i klip følges på www.laegedage.dk til 16.1.2002.

Nye erfaringer

Et telemedicinsk forsøg med 27 praktiserende læger er i gang med 4 dermatologer som konsulenter. Man får relativt hurtigt afklaret om det er noget, speciallægen behøver se, og der er selvfølgelig en lang række dermatologiske tilstande og sygdomme, som den praktiserende læge selv tager stilling til. Erfaringer Fra Norge, New Zealand og Australien viser, at speciallægen kan bruges fornuftigt på denne måde i en situation med få speciallæger og lange afstande. Det ser ikke ud til at nedsætte tærsklen for speciallægehjælp, og det udgør samtidig en god efteruddannelse af den praktiserende læge. Den diagnostiske sikkerhed er relativ stor, men speciallægen mister noget af det kliniske arbejde til fordel for at sidde og arbejde ved en skærm.

Debatten med salen fra Bellacenteret viste forskellige meninger lige fra stor åbenhed over for de nye muligheder til afvisning af at ville bruge dem overhovedet. Ingen ønskede at »chatte« med patienten på nettet eller at skulle sidde og læse artikler som forberedelse til næste konsultation. Også denne debat kan fortsat følges på hjemmesiden.