Skip to main content

Dobbelt så mange håbefulde læger på prøve i Aarhus

Aarhus Universitet indfører en ny test for at finde de dygtigste medicinstuderende. Få en smagsprøve på testen her.

Studerende ved Aarhus Universitet Foto: Lars Kruse / AU Kommunikation
Studerende ved Aarhus Universitet Foto: Lars Kruse / AU Kommunikation

Alexander Tange, ata@dadl.dk

8. mar. 2016
2 min.

”Hvad mener forfatteren, når han skriver, Beethoven var et produkt af det attende århundrede?” ”Hvor meget skal en fotokopimaskine forstørre et rektangel på 8 cm x 12 cm for at få et kvadrat på 2400 kvadratcentimeter?”

Spørgsmål som disse kan afgøre, hvem der bliver læger i fremtiden. De er eksempler på spørgsmål til en ny prøve på Aarhus Universitet, som skal afgøre, hvilke af de tusinde håbefulde kvote-2 ansøgere, der går igennem nåleøjet til det populære medicinstudie i det midtjyske.

Faktaboks

Fakta

Studerende med det højeste snit fra ungdomsuddannelsen får stadig førsteprioritet på pladserne, men som noget nyt introducerer Aarhus Unoiversitet en multiple choice test, samt samtaler med læger for at afgøre, hvem der skal have kvote 2-pladserne. Samtidig vil Aarhus Universitet optage dobbelt så mange studerende på kvote 2, der vægter motivation og studieparathed over karaktergennemsnit.

”Vi ved fra studier, at karaktergennemsnit fortsat er den stærkeste indikator for, om studerende får succes på en videregående uddannelse. Men karakterer er ikke nødvendigvis det eneste kriterium til at finde de bedst egnede til en uddannelse. Derfor vil vi gerne give en ekstra chance til dem, som både brænder for at blive læge og har kompetencerne til at blive det,” siger Charlotte Ringsted, prodekan for uddannelse på Health, Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Aarhus Universitet er inspireret af Syddansk Universitet, hvor halvdelen af de studerende på medicin optages gennem kvote 2. Her kommer de håbefulde lægestuderende også til en optagelsesprøve og skal derefter interviewes af en læge.

”Vi bruger interviews til at teste ansøgerne for nogle af de menneskelige kompetencer, der er særligt vigtige at have som læge. Evner som kommunikationsfærdigheder, evnen til at have empati, samarbejdsevner og robusthed. De skal igennem i alt otte korte interviews, hvor de skal løse forskellige opgaver,” fortæller Lotte O’Neill, lektor på Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser på Aarhus Universitet. Hvert interview bedømmes af forskellige typer læger, som også har været med til at udpege de kompetencer ansøgerne testes for i samtalerne, siger hun.

Sidste år var der 2377 ansøgere til medicinstudiet i Aarhus. Det er planen at kvote 2 ansøgerne udfylder en multiple choice test med 100 spørgsmål på Aarhus Universitet, hvorefter 200 går videre til optagelsessamtalerne med lægerne. Omkring halvdelen af dem vil blive tilbudt en plads på medicinstudiet.