Skip to main content

Dødelighedstal dur ikke til at bedømme kvalitet med

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

23. mar. 2012
2 min.

I januar skrev især Ekstra Bladet stort opsat om de seneste dødelighedstal. Især trak sygehuset i Nykøbing Falster overskrifter - det havde den største dødelighed.

Region Sjælland reagerede ved bl.a. at bebude en skærpet overvågning af hygiejnen på sygehuset, ligesom der skulle udvikles tjeklisterne ved operationer.

Det er sikkert udmærkede tiltag i sig selv, men at indføre dem på basis af dødelighedstal hører ingen steder hjemme, mener Lars Ulrik Gerdes fra Center for Kvalitet i Region Syddanmark. Han har sammen med Arne Poulstrup fra samme center set på dødelighedstallene - de såkaldte HSMR tal (Hospitals Standardiseret Mortalitets Ratio) - og deres sammenhæng med kvalitet.

Deres videnskabelige artikel publiceres i dag mandag i online journalen Danish Medical Journal og viser, at der ikke er nogen sikker sammenhæng mellem dødelighedstallene og kvaliteten af patientbehandlingen.

"Der er usikkerheder i beregningsmetoden og beregningsgrundlaget. Så tallene er omgærdet af betydelig usikkerhed", siger han.

På den baggrund er han bekymret for, hvor stor indflydelse tallene har fået.

"De bliver misforstået Man kan ikke sammenligne hospitalerne indbyrdes. Det var det, Ekstra Bladet gjorde med Nykøbing Falster Sygehus. Det er forkert at starte en diskussion på basis af de tal", siger han.

Det er også uheldigt efter hans mening, at regionerne støtter sig til tallene i deres kvalitetsarbejde.

"Det blev skrevet ind i regionernes og andres mål for forbedring af patientsikkerheden, at HSMR tallene skulle reduceres med 10-15 pct. de kommende år. Men selv om man forbedrer kvaliteten, kan man ikke nødvendigvis se det på tallene - og omvendt. Der er for store, tilfældige spring", siger han.

Han tror, at HSMR tallene på sigt vil blive afløst af andre mål, f.eks. sygdomsspecifikke mortalitetsrater - mundret kaldet DSMR (Disease Standardised Mortality Rate), hvor der ses på tal og udviklingstendenser for kategorier af sygdomme og ikke dødelighed under et.