Skip to main content

Doktor Bregengårds otium

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

31. okt. 2005
13 min.

Lad os bare starte med den grå boks. Den står ved et lyskryds tæt på Svanemøllen Station på Østerbro i København. En af den slags, som er fyldt med elektronik og bestemmer, hvornår lysene i krydset skal skifte.

Men lige netop dén grå boks er noget særligt. Hvis man giver den et lille slag, så skifter lyset. Er der grønt, kan man for eksempel daske det røde lys frem.

Derfor tog Dansk Oplevelsesforening for nylig på ekskursion til krydset. Seks voksne mennesker, hvoraf den ene hedder Claus Bregengård, stod smågrinende med hænderne i lommerne og tryllede det røde lys frem til udvalgte biler.

Claus Bregengård hopper af grin. Når han bliver afkrævet en forklaring, ser han forundret frem, som om det er indlysende, at seks veluddannede mennesker fra den bedre del af København står og knipser på en grå boks:

»Vi syntes bare, at det var skideskægt.«

Mere siger Claus Bregengård ikke om det. I stedet fortæller han småklukkende videre om en anden bevægelse, han er ved at starte. Den skal hedde »Foreningen for hår på frikadellen«. Som en modbevægelse til, at alle kvinder bliver glatbarberede nu om dage, som han siger.

»Det må du ikke skrive,« tilføjer han og stopper et øjeblik, men klukker videre, mens han forestiller sig den stiftende generalforsamling.

»Det har ikke nogen dybere mening. Det er bare sjovt. Der er ikke rigtig noget i mit liv, der har en dybere mening. Pludselig får man ide. Så tænker man: ,Det gør vi sgu`.«

Claus Bregengård er en stor dreng under de vilde lyse krøller. Men også mere end det. Havde han gidet, kunne han nemlig sagtens have fortalt om den dybere mening med at slå på den grå kasse. Det handler nemlig om at leve livet. Eller som han selv siger:

»Jeg fortryder kun ting, som jeg ikke gjorde.«

Og hvis man ser bort fra dengang, han takkede nej til en sejltur i Middelhavet, og da han undlod at lægge an på en pige i Zoologisk Have, har han ikke fortrudt noget i sit liv.

Aldrig.

Fred

Allerede før man ankommer til den røde murstensvilla på vejen i Hellerup nord for København, kan man se, at noget er anderledes i nummer 72. Den lange række af veltrimmede hække bliver pludselig afbrudt af små vildtvoksende træer. På fortovet står fyldte sorte affaldssække og et par kasser med tomme sodavandsflasker.

Claus Bregengård holdt sin 50-års fødselsdag for fem dage siden, og han har ikke lige haft tid til at smide sækkene ind i sin gamle Mercedes stationcar.

»Ja, det udviklede sig,« siger han med et genert smil, da han viser ind gennem huset. I modsætning til fortovet er her ryddeligt.

Det er torsdag eftermiddag; klokken er lidt i to, og Claus Bregengård har fri. Normalt ville han tage sig en lur, stå op og være frisk, når de to hjemmeboende drenge, Adrian på 13 år og Tue på ni, kommer hjem. Men han er elendig til at sige nej; derfor går han ud i køkkenet for at fortælle om et liv i zigzagkurs.

I disse måneder er Claus Bregengård ansat som amanuensis i en praksis i Valby. Han bliver færdig som speciallæge i almen medicin den første april. Samme dag overtager han sin fars praksis i Bagsværd.

»Så skal jeg nyde mit otium,« siger han med et smil.

Han stiller en stempelkande med frisklavet kaffe på køkkenbordet og dumper ned på bænken.

»Jeg vil have fred nu,« siger han.

»Jeg vil have en sådan lidt mere fredelig tilværelse. Hellige mig andre ting. Skrive lidt mere. Lave lidt flere sange. Lave lidt andet end at gå på arbejde. Leve et liv uden altid at skulle ud og rejse eller spise middag med en eller anden trist professor.«

Han smiler. Kigger op, som for at tjekke, om det nu var for hårdt sagt.

»Jeg vil tage hjem fra arbejde og have lavet det hele. Når jeg kommer hjem, vil jeg slappe af. Ligesom nu. Der ligger ikke en hel masse artikler, jeg burde have læst. Der bliver jo lavet tusindvis af artikler, man burde have læst. Man når jo ikke en brøkdel. Jeg vil bare have fred,« gentager han og lyder nu som en, der ligger på sofaen og ikke vil forstyrres.

Og dermed burde det liv være på plads. Et tidligt otium med en lægepraksis uden alt for mange patienter, så der bliver tid til at hellige sig musikken og fajancekunsten, som er hans store hobbyer. Men så er det, at han mumlende tilføjer:

»Men man ved jo ikke, om det ændrer sig.«

Nej, det ved man ikke. Og hvis man kender til de første 50 år af doktor Bregengårds liv, er det helt igennem urealistisk, at han nu skulle læne sig tilbage og gøre det samme resten af sine dage.

Det kan han ganske enkelt ikke.

Selvvalgt kostskole

Claus Bregengård er født og opvokset i København. Da Claus gik i tredje klasse, rejste han sammen med sin mor og far til Færøerne. Faren var blevet færdig som læge og havde fået arbejde.

Det skulle blive nogle rigtig dårlige måneder for Claus.

Claus blev mobbet af de andre børn, fordi han var dansker, og læreren ville ikke tale dansk til Claus. Efter nogle måneder bad niårige Claus om lov til at rejse hjem. En af hans venner fra Danmark gik på Bagsværd Kostskole. Det ville Claus også.

Forældrene indvilgede, og Claus startede i 4. klasse på Bagsværd Kostskole, mens mor og far var på Færøerne.

Det kunne måske lyde som en traumatiserende oplevelse, men Claus Bregengård betegner det som fedt.

»Jeg havde en masse venner, og vi sov fire drenge sammen på værelserne. Det var rigtig fedt.«

Faktisk var det så fedt, at Claus insisterede på at blive boende på kostskolen, da forældrene kom hjem. Ikke i trods, men fordi han havde det sjovt.

»Der var selvfølgelig også nogen, der ikke havde det så godt på kostskolen. Men jeg var ligesom i stand til at flyde ovenpå.«

Da Claus kom i præpuberteten fik han dog lyst til selv at vælge, hvilke skjorter han skulle gå i og have sit eget værelse. Som 13-årig besluttede han sig for at flytte hjem efter tre år på selvvalgt kostskole.

Halvandet år med syrebad

Claus Bregengårds mor er musikpædagog, og snart begyndte musikken at fylde. I slutningen af folkeskolen og op gennem gymnasiet brugte han en stor del af sin tid på Gladsaxe Ungdomsscene (Gawenda). Både som elev og underviser. Skolebøgerne blev til gengæld ikke åbnet.

»Et godt hoved, men luddoven« var skudsmålet i karakterbøgerne.

Efter 2. g flyttede Claus atter hjemmefra. Han fandt en lejlighed på Søborg Torv med en ven, og kort før studentereksamen passerede de to venner en marskandiser nede på Søborg Torv. Det var lørdag formiddag, de havde været et smut på værtshus og stod nu og kiggede ind ad vinduet.

»Der lå en kniv, som vi havde magen til derhjemme. Vi gik ind, for den ville vi sgu da købe. Da vi gik ud, havde vi købt hele forretningen. For 8.000 kroner.«

Claus Bregengård stråler.

»Vi afdrog 500 kroner om måneden. Og lånte hver 1.000 kroner af vores forældre.«

Han fortæller om, hvordan de hver weekend kørte til Sverige for at købe dødsboer, om syrebadet i kælderen, og om hvordan det hele gik strygende. Til gengæld stopper han brat, da han bliver spurgt »hvorfor?«.

»Jamen,« starter han, »nu var vi jo blevet studenter, og hvad skulle vi så lave«. Han mumler:

»Jeg synes bare, det var skide sjovt.«

Ingen af dem anede noget om gamle møbler eller om at afsyre. Men det fandt de ud. De fik folkevognsrugbrød og telefon. Men efter halvandet år, så besluttede de pludselig at sælge butikken igen.

»Vi skulle vel bare videre,« lyder den korte forklaring.

Og så var der også en anden ting. Claus var blevet ringet op af sin onkel, som var undervisningsdirektør. Han fortalte sin nevø, at de havde besluttet at lave adgangsbegrænsninger på universitetet.

»Hvis jeg nogen sinde skulle blive til noget, skulle jeg se og få meldt mig ind.«

Claus, der havde en studentereksamen på 7, valgte lægestudiet - først og fremmest fordi faren var læge.

Syv år senere blev han færdig med et snit på 9,7.

Hvordan det kan lade sig gøre, når han næsten dagligt var ude at spille med Tivolis Vise Vers Band forbliver en gåde. Da Claus for eksempel var oppe i børnesygdomme fik han 13. Bagefter drønede han ud på parkeringspladsen, hvor resten af Vise Vers Bandet ventede på ham i bandbilen.

Ifølge Claus er en del af svaret, at han næsten udelukkende læste sygeplejelærebøger.

»Der står alt det vigtige.«

Udbyggede forsvarsværker

Claus Bregengård er en venlig mand. Han kalder flere gange sig selv antiaggressiv. Men han har til gengæld altid været tiltrukket af »sådan lidt psykopat-typer«.

»Jeg kan godt lide mennesker, der siger deres mening her og nu. Ikke noget med at gemme det hele. Sådan nogle mennesker føler jeg mig meget tryg ved.«

Claus Bregengård mener, at det handler om »forsvarsværker«.

»Mange af mine venner er sådan lidt hæmningsløse eller grænseoverskridende. De har lidt tyndere forsvarsværker. De skal have tingene løst ved hjælp af handling - her og nu. Jeg er født med så tykke forsvarsmekanismer, at jeg kan sige pyt til næsten hvad som helst. Jeg siger bare pyt og op i røven.«

Claus Bregengård kunne for eksempel aldrig drømme om at klage over maden på en restaurant.

»Man kan bare spise en bøf et andet sted.«

Men forsvarsmuren kan også blive for tyk.

»Så bliver man rigtig neurotiker. Man får færre tangenter at spille på og kan til sidste slet ikke ...«

Claus Bregengård stopper sig selv. Det er som om, at han har fortrudt, at han har forvildet sig ud i denne »omgang lommefilosofi«, som han kalder det.

»Der er en masse ting, jeg formentlig ikke får løst eller taget mig af. Jeg konfronterer ikke folk, i stedet går jeg hjem, drikker en kop kaffe og gør noget andet, som jeg synes er sjovt.«

»En gang imellem, når vandene stiger, så kommer det hele op på én gang. Jeg går ikke amok. Men jeg kan godt synes, at det hele bliver for meget. Så sætter jeg mig ned og glor ud i luften et par dage, indtil der kommer samling på det hele igen.«

Zigzag

Da Claus Bregengård blev færdig som læge i januar 1984, fattede han hurtigt interesse for forskningen. Det var lidt som med musikken.

»At få en ide, udføre den og formidle det hele bagefter. Det er en kreativ proces at forske,« siger Claus Bregengård, der mener, at han har sine styrker i idéfasen og formidlingsfasen.

Efter seks år på forskellige hospitalsafdelinger, kom han til Novo Nordisk, hvor han hurtigt arbejdede sig op gennem systemet. Det gik fantastisk godt i seks år, lige indtil der skete noget meget alvorligt:

Han fik lyst til noget nyt.

Det var sensommeren 1996, og Claus Bregengård var afdelingsleder inden for forskning i væksthormoner, og det kørte. Men arbejdet var begyndt at fylde for meget, og det var ikke sjovt længere.

Derfor besluttede han sig for at kaste sig over musikken på fuld tid. Han ville rejse rundt som entertainer til firmafester og lignende under navnet »Doktor Bregengård«.

Den beslutning gjorde faktisk Claus Bregengård landskendt. Det var en »god historie«, at forskerchefen fra Novo Nordisk droppede sit gode, velbetalte job og en lovende forskerkarriere for at blive entertainer.

I et interview året efter i Berlingske Tidende ville journalisten høre, hvordan skiftet var gået. »Godt,« lød svaret fra Claus Bregengård. Han sagde blandt andet:

»Før anede jeg ikke, hvem mine naboer var, det har imidlertid vist sig at være meget hyggelige mennesker at være sammen med. Selvfølgelig er den største gevinst et bedre forhold til mine tre sønner. Jeg kan ikke fremhæve noget konkret; det er følelsen af en samhørighed, som ikke fandtes før, for jeg var stort set ikke i hjemmet.«

Altså en afklaret Doktor Bregengård.

Offentligheden fik dog ikke at vide, at han tre måneder senere genstartede sin karriere i den medicinske industri, nu som afdelingschef på H. Lundbeck A/S. Livet på landevejene var blevet »for dumt«.

Efter et år på Lundbeck skiftede han tilbage til Novo Nordisk. Det gik atter strygende. Han blev sågar medicinsk chef en overgang.

Men til sine chefers store forundring gentog historien sig. På vej op ad karrierestigen fik han atter lyst til noget nyt.

Og en augustdag i 2003 besluttede han sig for at uddanne sig til speciallæge i almen praksis.

Ekstremt talentfuld

Spørgsmålet er, hvorfor Claus Bregengård ikke gør som alle andre. Finder et karrierespor, som han følger.

»Jeg ved det ikke,« siger han. »Det bliver jeg også spurgt om, når jeg i forbindelse med jobsamtaler skal tale med psykologer. De spørger alle sammen om det samme: hvorfor forsker du i alle de her forskellige ting? Jeg kan ikke sige andet end, at pludselig brænder jeg for noget nyt. Andet er der ikke. Der er ikke noget bevidst i det. Jeg vil bare have frihed til at gøre, som det passer mig.«

Han løfter øjenbrynene. Som for at spørge om det er klart nok. I samme øjeblik kommer hans kone Helle Brendstrup ind i køkkenet.

»Er jeg specielt anderledes og mærkelig, Helle?« griner han.

Hun ser tilbage på ham og svarer så stille og roligt: »Ja.«

»Ja, det ser måske sådan ud,« medgiver han med det samme.

Hun sætter sig ved bordet, mens Claus Bregengård taler om, at han også har behov for et sikkerhedsnet, før han kaster sig ud i nye ting.

»Du er meget, meget talentfuld,« fastslår konen så med en myndig og fin nordkøbenhavnsk dialekt.

»Og du er meget selvsikker på dine talenter,« fortsætter hun. »Du har også tidligt fået lov at dyrke tingene.«

»Jo,« mumler Claus Bregengård og ser nu rigtig utilpas ud.

Helle Brendstrup kigger på ham og taler videre: »Det hele har været sådan en blanding af held og den der ekstreme talentfuldhed. Det er sjældent at møde et menneske, der har så mange platforme at stille sig på som dig.«

Så er det slået fast.

Claus Bregengård ligner en diametral modsætning til sin kone. Mens hans motto er noget i retning af »pyt«, mener hun, at ingenting er ligegyldigt.

»Jeg kalder ham anti-aggressiv,« siger Helle Brendstrup. »Altså sådan noget ,rolig rolig`. Og det har i alle årene provokeret mig herre-meget,« siger hun.

Claus Bregengård klukker.

»Jeg synes jo ikke, at tingene er lige meget,« fortsætter hun.

»Det synes jeg jo heller ikke ...« forsvarer han sig.

»Nu ved jeg det!« bryder hun tilbage. »Grunden til, at du er, som du er, er at du bruger din energi på dine talenter. Du får simpelthen overskud, fordi du ikke bekymrer dig om alt mulig andet.«

Telefonen ringer, og Claus Bregengård følger sin kone forlade køkkenet.

Om kort tid tager »Doktor Bregengård« hul på den næste udfordring i sit liv. Han glæder sig til at bruge sine talenter i sin egen praksis. Han glæder sig også til at se sine drenge spille og til selv at skrive noget mere musik. Eller med andre ord:

Gøre hvad han har lyst til.

Solen er ved at gå ned i køkkenet. Men der er lige en ting mere.

»Du må godt skrive det der med ,Foreningen for hår på frikadellen`.« Claus Bregengård smiler forsigtigt.

»Jeg ved ikke, hvad folk tænker. Men det er også lige meget, så længe jeg har det sjovt.«

JOURNAL

Navn: Claus Bregengård

Alder: 50 år

Familie: Gift med Helle Brendstrup, der er uddannet pressefotograf og her til foråret bliver færdig som magister i kunsthistorie. Børn: Rune, 20 år, Adrian, 13 år og Tue på ni år.

Bopæl: Villa i Hellerup.

Titel: Amanuensis hos lægerne Niels Møller og Boye Hansen, Valby. Den 1. april 2005 er han færdig som speciallæge i almen medicin og begynder i sin egen praksis.

Uddannelse: Lægevidenskabelig embedseksamen, Københavns Universitet, januar 1984.

Karriere: Reservelæge på følgende afdelinger: Neurologisk Afd., Kolonien Filadelfias Epilepsihospital, Dianalund (1984). Klinisk Kemisk Afdeling, Frederiksberg Hospital (1984-1985). Medicinsk Endokrinologisk Afd., Frederiksberg Hospital (1985+1986-1987). Ortopædkirurgisk Afd., Frederiksberg Hospital (1985-1985). Anæstesi- og intensivafd., Frederiksberg Hospital (1987-1988). Koagulationslaboratoriet, Klinisk Kemisk Afdeling, KAS Gentofte (1988). Psykiatrisk Afd., Amtshospitalet Vordingborg (1988-1989). Neurologisk Afd., KAS Gentofte (1989-1990). Farmakolog, »Farmakolog - Hæmostase«, Novo Nordisk A/S (1990-1993). Afdelingsleder, »Vessel Wall Biology«, Novo Nordisk A/S (1993-1995). Afdelingsleder, Growth Hormone Biology, Novo Nordisk A/S (1995-1996). »Doktor Bregengård«, musikalsk omrejsende stand-up-show (1996-1997). Afdelingsleder, »Clinical Safety«, H.Lundbeck A/S (1997-1998). Afdelingsleder, »Clinical Trial Safety«, Novo Nordisk A/S (1999-2000). Medicinsk chef, Novo Nordisk, Farmaka Danmark A/S (2000). Specialkemiker, »Pharmacological Research 2«, Novo Nordisk A/S (2001-2002). Kommunelæge, Leirfjord Kommune, Norge (2003), Reservelæge, Gastrokirurgisk Afd., Amager Hospital (2003-2004). Reservelæge, Gynækologisk Obstetrisk Afd., Aalborg Sygehus Nord (2004). Amanuensis hos Lægerne Niels Møller og Boye Hansen, Valby (2004-2005).

Derudover har han forfattet en lang række tekster og sange til revyer mv.

Interesser: Claus Bregengård spiller stadig meget musik. Hans hovedinstrument er guitar. Derudover har han i mange år interesseret sig for fajancekunst. Har blandt andet været medejer af Tuskehandelen i Søborg og Hellested Antik i Køge.