Doktor Grinebider

En lille flok danske læger - og andre sundhedsaktører - insisterer vedholdende på, at det er godt for helbredet at grine. Men vitser har deres begrænsning, for folk har ikke samme humor.

Man kunne godt forledes til at tro, at det lille æselørede hæfte på bordet i receptionen var et af lægehusets tilbud til de mindste patienter - børnene. Med sine farveglade tegninger på forsiden signalerer det ligesom noget andet end de aviser, der i øvrigt præger udbuddet af læsestof, som patienterne kan divertere sig med, mens de venter på en af de tre læger i praksissen i Allerød.

Men efterhånden som folk lærer stedet at kende, går det uden tvivl op for dem, at hæftet er praktiserende læge Niels Heebøll-Nielsens bidrag til på forhånd at gøre lægebesøget lidt mere behageligt end ellers. Det indeholder et væld af vitser - ikke alle sammen om helse og sundhed - og ifølge lægehusets receptionist er det ikke noget særsyn, at patienter sidder og bladrer i det eller læser højt for hinanden.

Niels Heebøll-Nielsen selv er en høj, livlig person, der helt åbenlyst har let til larmende latter, fis og ballade. Dog ikke i alle situationer. »Man skal kende sine patienter. Der er situationer, hvor det ville ligge mig fjernt at sidde og fortælle morsomheder. Det er klart. Det må ikke drukne i pjat«, siger Niels Heebøll-Nielsen.

Men generelt lever han sit arbejdsliv efter devisen, at humor får hverdagen til at glide lidt nemmere og behageligere - for såvel patient som læge. Han vil gerne skabe en »glædestol« - positiv pendant til »grædestolen« eller det psykologiske fænomen, at patienter så at sige husker stemningen, sidst de var hos lægen med noget, der gik dem meget på, og pr. automatik bliver nedtrykte også næste gang.

»Der skal være mulighed for, at patienterne kan læsse af, men man skal passe på, at ,grædestolen` ikke tager overhånd«, som Niels Heebøll-Nielsen udtrykker det.

Rigtig glad bliver han, hvis en patient fortæller ham noget sjovt eller kommer med en vits.

Forleden var det f.eks. manden til en kvindelig patient, som fik ham til at grine.

»Du, ku' det være fugleinfluenza?«, sagde manden om sin hustru.

»Jo, for hun hænger jo noget med næbbet«.

Den slags placeres øjeblikkeligt i Niels Heebøll-Nielsens righoldige arkiv af morsomheder - og finder måske ligefrem vej en dag til det lille hæfte i forkontoret. Det er faktisk tilfældet med ovennævnte anekdote.

Han spiller også gerne musik for sine patienter og har et hav af musikstykker liggende på sin computer. Visen »Det var kun bagateller« med Gustav Winckler benytter han f.eks. ofte, når en patient kan beroliges med, at der ikke er noget alvorligt i vejen.

Medicinsk selskab

I 1999 var Niels Heebøll-Nielsen med til at stifte Nordisk Selskab for Medicinsk Humor. Det har mange formål - bl.a. at »frigøre livsglædens legende og lægende kræfter«, bedre »sociale og kollegiale relationer« såvel som »befolkningens sundhed« og at agere modvægt til den selvhøjtidelighed, der nogle gange traditionelt har præget lægeverdenen.

Samtidig ville lægerne bag selskabet også gerne forske i humorens lægende virkninger.

»Men det er ikke blevet til så meget«, siger Niels Heebøll-Nielsen om selskabet, der har en medlemsskare på 30-40 læger i den danske afdeling, Dansk Selskab for Medicinsk Humor.

Egentlig »hård« forskning er der måske ikke så meget af, men efterhånden er f.eks. forbindelsen mellem latter og smertelindrende stoffer i hjernen veletableret.

Der er dog store forskelle i vurderingen af denne effekt. Notorisk i de lattermedicinske kredse er den amerikanske læge Patch Adams, der nærer særdeles stor tiltro til humorens helbredende egenskaber, og som har etableret et »Gesundheit! Institute«, hvor han søger at fremme sjov, medfølelse og venlighed i sundhedssystemet. Det var f.eks. ham, der fandt på ideen med hospitalsklovne.

En stor inspirator er også journalisten og redaktøren Norman Cousins, der i 1979 skrev bogen »Anatomy of an illness«, hvor han beskrev sin egen brug af latter og humor til at bekæmpe en alvorlig sygdom med. Han døde af et hjerteanfald i 1990 som 78-årig.

Og for nylig har briten Sir Kenneth Calman, som bl.a. har været landets chief medical officer - sundhedsvæsenets højest placerede lægelige rådgiver - skrevet en hel bog om brugen af humor i medicin: »A study of story telling humour and learning in medicine«.

Grænser for humor

Men der er indlysende grænser for humor. Det, der er sjovt for en, kan være uforskammet eller plat for en anden. Og med patientgrupper, der ikke nødvendigvis deler kulturel baggrund med lægen, er der lagt yderligere miner i marken.

Men der er andre måder at få den naturlige morfin til at rulle på. På det seneste er det blevet mere og mere populært med såkaldt latterterapi, hvor instruktørerne får »patienterne« til at fremtvinge latteren - eller noget der ligner - og dermed dens godgørende virkning. Det behøver man ikke fortælle en eneste vits for at opnå.

»Jeg bruger slet ikke humor«, siger latterterapeut Hanne Gottlieb. »Den er så forskellig, f.eks. mellem børn og voksne og mellem mænd og kvinder«, siger hun. I stedet fokuserer hun på at bruge musklerne, som om man ler. Ved en lattersession i Værløse nord for København for nylig startede deltagerne f.eks. med at rykke mundvigene op i kunstige smil og simpelt hen sige »ha, ha, ho, ho«, som om de lo. Blandt andre øvelser var f.eks. »griselatter fra Herning«, »snorkelatter« og »løvelatter«.

Ikke alle deltagerne endte med at rulle rundt og slå sig på lårene af - ægte - grin, men nogle gjorde, og under alle omstændigheder var stemningen positiv og fyldt med rare vibrationer.

For nogle stopper virkningen ikke der. Gigtpatienten Birthe Nielsen fra Holbæk var i stand til at smide de smertestillende piller ud og sige farvel til førtidspensionen, efter at hun stiftede bekendtskab med latterterapi for seks år siden. Det skete, da hun læste om den årlige »latterdag« på Rådhuspladsen i København, som tiltrækker tusindvis af mennesker, og tog derind af bar nysgerrighed.

»Jeg har lidt af leddegigt, siden jeg var 27 og gik med krykkestokke«, siger hun. »Men efter de par timer den dag var de overflødige - jeg havde ingen smerter«. Hun har siden uddannet sig til latterinstruktør og underviser bl.a. mange gigtgrupper. »Mange af dem har ikke meget at le ad. Men man kan simulere latter. Og når man gør det, så kommer den ægte«, siger hun.

Fyldt med endorfiner, ømme kæbemuskler og andet godt.

Man kunne godt forledes til at tro, at det lille æselørede hæfte på bordet i receptionen var et af lægehusets tilbud til de mindste patienter - børnene. Med sine farveglade tegninger på forsiden signalerer det ligesom noget andet end de aviser, der i øvrigt præger udbuddet af læsestof, som patienterne kan divertere sig med, mens de venter på en af de tre læger i praksissen i Allerød.

Men efterhånden som folk lærer stedet at kende, går det uden tvivl op for dem, at hæftet er praktiserende læge Niels Heebøll-Nielsens bidrag til på forhånd at gøre lægebesøget lidt mere behageligt end ellers. Det indeholder et væld af vitser - ikke alle sammen om helse og sundhed - og ifølge lægehusets receptionist er det ikke noget særsyn, at patienter sidder og bladrer i det eller læser højt for hinanden.

Niels Heebøll-Nielsen selv er en høj, livlig person, der helt åbenlyst har let til larmende latter, fis og ballade. Dog ikke i alle situationer. »Man skal kende sine patienter. Der er situationer, hvor det ville ligge mig fjernt at sidde og fortælle morsomheder. Det er klart. Det må ikke drukne i pjat«, siger Niels Heebøll-Nielsen.

Men generelt lever han sit arbejdsliv efter devisen, at humor får hverdagen til at glide lidt nemmere og behageligere - for såvel patient som læge. Han vil gerne skabe en »glædestol« - positiv pendant til »grædestolen« eller det psykologiske fænomen, at patienter så at sige husker stemningen, sidst de var hos lægen med noget, der gik dem meget på, og pr. automatik bliver nedtrykte også næste gang.

»Der skal være mulighed for, at patienterne kan læsse af, men man skal passe på, at ,grædestolen` ikke tager overhånd«, som Niels Heebøll-Nielsen udtrykker det.

Rigtig glad bliver han, hvis en patient fortæller ham noget sjovt eller kommer med en vits.

Forleden var det f.eks. manden til en kvindelig patient, som fik ham til at grine.

»Du, ku' det være fugleinfluenza?«, sagde manden om sin hustru.

»Jo, for hun hænger jo noget med næbbet«.

Den slags placeres øjeblikkeligt i Niels Heebøll-Nielsens righoldige arkiv af morsomheder - og finder måske ligefrem vej en dag til det lille hæfte i forkontoret. Det er faktisk tilfældet med ovennævnte anekdote.

Han spiller også gerne musik for sine patienter og har et hav af musikstykker liggende på sin computer. Visen »Det var kun bagateller« med Gustav Winckler benytter han f.eks. ofte, når en patient kan beroliges med, at der ikke er noget alvorligt i vejen.

Medicinsk selskab

I 1999 var Niels Heebøll-Nielsen med til at stifte Nordisk Selskab for Medicinsk Humor. Det har mange formål - bl.a. at »frigøre livsglædens legende og lægende kræfter«, bedre »sociale og kollegiale relationer« såvel som »befolkningens sundhed« og at agere modvægt til den selvhøjtidelighed, der nogle gange traditionelt har præget lægeverdenen.

Samtidig ville lægerne bag selskabet også gerne forske i humorens lægende virkninger.

»Men det er ikke blevet til så meget«, siger Niels Heebøll-Nielsen om selskabet, der har en medlemsskare på 30-40 læger i den danske afdeling, Dansk Selskab for Medicinsk Humor.

Egentlig »hård« forskning er der måske ikke så meget af, men efterhånden er f.eks. forbindelsen mellem latter og smertelindrende stoffer i hjernen veletableret.

Der er dog store forskelle i vurderingen af denne effekt. Notorisk i de lattermedicinske kredse er den amerikanske læge Patch Adams, der nærer særdeles stor tiltro til humorens helbredende egenskaber, og som har etableret et »Gesundheit! Institute«, hvor han søger at fremme sjov, medfølelse og venlighed i sundhedssystemet. Det var f.eks. ham, der fandt på ideen med hospitalsklovne.

En stor inspirator er også journalisten og redaktøren Norman Cousins, der i 1979 skrev bogen »Anatomy of an illness«, hvor han beskrev sin egen brug af latter og humor til at bekæmpe en alvorlig sygdom med. Han døde af et hjerteanfald i 1990 som 78-årig.

Og for nylig har briten Sir Kenneth Calman, som bl.a. har været landets chief medical officer - sundhedsvæsenets højest placerede lægelige rådgiver - skrevet en hel bog om brugen af humor i medicin: »A study of story telling humour and learning in medicine«.

Grænser for humor

Men der er indlysende grænser for humor. Det, der er sjovt for en, kan være uforskammet eller plat for en anden. Og med patientgrupper, der ikke nødvendigvis deler kulturel baggrund med lægen, er der lagt yderligere miner i marken.

Men der er andre måder at få den naturlige morfin til at rulle på. På det seneste er det blevet mere og mere populært med såkaldt latterterapi, hvor instruktørerne får »patienterne« til at fremtvinge latteren - eller noget der ligner - og dermed dens godgørende virkning. Det behøver man ikke fortælle en eneste vits for at opnå.

»Jeg bruger slet ikke humor«, siger latterterapeut Hanne Gottlieb. »Den er så forskellig, f.eks. mellem børn og voksne og mellem mænd og kvinder«, siger hun. I stedet fokuserer hun på at bruge musklerne, som om man ler. Ved en lattersession i Værløse nord for København for nylig startede deltagerne f.eks. med at rykke mundvigene op i kunstige smil og simpelt hen sige »ha, ha, ho, ho«, som om de lo. Blandt andre øvelser var f.eks. »griselatter fra Herning«, »snorkelatter« og »løvelatter«.

Ikke alle deltagerne endte med at rulle rundt og slå sig på lårene af - ægte - grin, men nogle gjorde, og under alle omstændigheder var stemningen positiv og fyldt med rare vibrationer.

For nogle stopper virkningen ikke der. Gigtpatienten Birthe Nielsen fra Holbæk var i stand til at smide de smertestillende piller ud og sige farvel til førtidspensionen, efter at hun stiftede bekendtskab med latterterapi for seks år siden. Det skete, da hun læste om den årlige »latterdag« på Rådhuspladsen i København, som tiltrækker tusindvis af mennesker, og tog derind af bar nysgerrighed.

»Jeg har lidt af leddegigt, siden jeg var 27 og gik med krykkestokke«, siger hun. »Men efter de par timer den dag var de overflødige - jeg havde ingen smerter«. Hun har siden uddannet sig til latterinstruktør og underviser bl.a. mange gigtgrupper. »Mange af dem har ikke meget at le ad. Men man kan simulere latter. Og når man gør det, så kommer den ægte«, siger hun.

Fyldt med endorfiner, ømme kæbemuskler og andet godt.