»DR ringer om et indslag ...«

6.30 Jeg bor lige op ad Aarhus Universitetshospital på Nørrebrogade, så der er tid til en tur med hunden på den højtliggende kirkegård med udsigt over Aarhus Bugt, mens solen står op. Træerne er ved at falme - som da vi begyndte optagelserne til dokumentaren for nøjagtig et år siden. Hvordan mon familien har det efter udsendelsen i aftes?

8.00 Før morgenkonferencen viser sekretæren de mange mails med positive tilkendegivelser fra mennesker, der har haft kontakt med vores neurointensivafdeling. Især pårørende, men også andre, som er blevet behandlet her for livstruende tilstande og er kommet sig.

10.45 Under stuegangen bliver jeg hele tiden afbrudt af journalister. Spørgsmål om alt fra hjernedød og hjernedødskriteriet til ophør med behandling og spørgsmål om enkelte læger. Undervejs indløber sms'er fra kolleger og samarbejdspartnere, som bakker op om vores funktion.

12.00 Vi har en patient med en hjernelæsion, der påvirker hjertet. Jeg har en lille konference med en kardiolog og en anæstesiolog for at afklare, om der er blodprop i hjertet - eller om det er hjernen, der påvirker hjertet. Det er afgørende for, om der skal gives blodfortyndende medicin - især, fordi vi i morgen nok skal lave et mindre, kirurgisk indgreb. Jeg skal tale med de pårørende senere.

12.45 Hos en patient har sygeplejersken observeret abnormiteter i det neurologiske mønster efter operation i hjernen for en blødning. Jeg har heldigvis en kollega med, der er i uddannelse som neurolog. Vi bliver enige om, at vi er nødt til at involvere narkose- og røntgenafdelingen for at få en MR-skanning af hele rygmarven. Fra ideen fødes, til skanningen er lavet, går der kun en time. Det lader sig vist kun gøre her.

14.30 Efter to timer med journalister og tv-stationer ringer jeg til min centerleder og siger, at nu klarer jeg ikke flere. Jeg kan ikke engang nå at returnere alle de opkald, jeg har fået. Vi bliver enige om, at jeg koncentrerer mig om dem, jeg allerede har kontakt til.

15.15 Ude på gangen står en lille gruppe mennesker. Det er pårørende til patienten, som vi undersøgte i middags. Jeg skal til konference om lidt, så jeg orienterer dem om, at det bliver en anden læge, der taler med dem.

16.00 Mere pressehalløj. Godt, at der hele dagen er kommet mange kolleger over for at hjælpe til på intensiv. Her vrimler det nærmest med overlæger. Jeg fortæller Ekstra Bladet om det arbejde, der er igangsat om retningslinjer for behandlingsophør. De vil også vide noget om den sygemeldte overlæge og om nogle detaljer i Carinas journal, som familiens advokat har givet til journalisten.

17.30 DR ringer om et indslag i TV Avisen 21.30. Jeg går hjem, hvor min søde kone har sørget for aftensmad og tændte lys. Det er dejligt at slappe af et par timer, inden DR's fotograf ringer. Han er på sygehuset og vil gerne have hjælp til at finde en god placering.

21.00 Mens jeg er på vej op på hospitalet, ringer studieværten, og vi taler om spørgsmålene, der handler om, hvorvidt man kan føle sig sikker, når man kommer ind hos os, og stole på, at man ikke bare afbryder behandlingen. Mens jeg tænker over disse store spørgsmål, hjælper jeg teknikeren med at finde en placering, hvor han kan fange en satellit.

21.45 Efter interviewet går jeg op på afdelingen for at diktere noget, jeg ikke nåede i eftermiddags. Da jeg er ved at gå, hilser jeg på en herre, der lige er kommet fra skadestuen, hvor hans kone er indlagt, svært syg. Jeg sætter mig og får en snak med manden. Han siger, at han så mig på tv i går, og jeg tænker »Nå! Hvad nu?« Men han mener, at vi nok gjorde, hvad vi kunne. Det var godt, oven på den hektiske dag, bare at have tid til at sidde og tale stille og roligt med et menneske i stor angst.